Se familien før kulturen
Det bliver ofte opfattet som noget kulturelt, når nogle børn med minoritetsbaggrund kommer i børnehave uden selv at kunne spise eller tage gummistøvler på. Men psykolog Mozhdeh Ghasemiyani mener, at vi skal passe på med kun at fokusere på kultur. Krig, flugt og migration kan nemlig skabe skæve tilknytningsmønstre, der sendes videre fra generation til generation.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Kulturen bliver ofte brugt som forklaring, hvis småbørn med etnisk minoritetsbaggrund er flere år bagud for deres jævnaldrende danske kammerater. Psykolog Mozhdeh Ghasemiyani, der selv har flygtningebaggrund, synes, der er tendens til at overse de belastninger, som familierne ofte bærer rundt på, og som kan forstyrre børneopdragelsen.
Når familier lever under belastede forhold, kan det nemlig skabe symbiotiske tilknytningsmønstre mellem især mor og barn, som kan bremse barnets selvstændiggørelse.
En enorm angst for at miste
”Børn er meget sårbare i krig og under flugt, og mødrene udvikler en enorm angst for at miste. Der er så mange risici. Selv banale sygdomme kan være livstruende for barnet. Som min egen mor sagde, så var det nemmest med babyer. For dem kan man bære tæt ind til sig og beskytte med sin egen krop. Forholdet mellem mor og barn bliver symbiotisk, for det er den måde, moren sikrer barnet på, ” siger Mozhdeh Ghasemiyani.
Det symbiotiske forhold bliver ikke automatisk erstattet af et forhold, hvor moren fx er tryg ved at give barnet fra sig til andre, fordi familien når frem til et sikkert sted.
”Traumer gør, at verden føles som et farligt sted, uanset hvor man er. Krigen fortsætter indeni. Det betyder, at man kan være meget bange for, at ens barn kommer til skade, og at man fastholder barnet i en spædbarnsposition, så man bedre kan beskytte det,” siger Mozhdeh Ghasemiyani.
Fælles for flygtninge og indvandrere
Symbiosen mellem mor og barn kan fortættes, hvis moren mangler sit eget netværk.
”Mange kvinder venter i årevis på at blive familiesammenført. De prøver at overleve med deres børn uden ægtemanden i et krigsplaget land eller i en flygtningelejr. Migrantkvinder mangler måske deres netværk. Symbiosen med barnet kan i de tilfælde også blive morens kilde til omsorg. Så den dybe afhængighed rækker begge veje og betyder, at selv små børn kan føle sig meget ansvarlige for deres forældre,” fortæller Mozhdeh Ghasemiyani.
Når man taler om traumatiserede familier, tænker man typisk på flygtninge, der kommer direkte fra krig. Men Mozhdeh Ghasemiyani har oplevet nogle af de samme reaktioner hos indvandrerkvinder, der kom til Danmark for mange år siden.
”De forlod deres land og nære netværk og kom til et land med nyt sprog og ny kultur. Flytning og jobskifte er belastende for os alle, og de her kvinder har oplevet det ekstremt voldsomt. Mange af kvinderne har udviklet angst og depression, og psykisk sygdom er skamfuldt i store dele af verden. Så de har ikke bedt om hjælp. Det har betydet, at deres børn er vokset op i familier med meget lidt overskud og med mødre, der har båret rundt på mange af de samme symptomer som traumatiserede flygtningekvinder.”
Adskillelse ødelægger familier
Det er ikke altid lykkeligt, når familierne genforenes.
”Familierne er ofte adskilt i årevis, mens de venter på familiesammenføring. Når de bliver bragt sammen igen, kan det være en kæmpe udfordring. De kan begge være traumatiserede på baggrund af deres oplevelser, og så er der nogle børn, som manden dårligt nok kender mere, og som han har mistet sin autoritet overfor. Det fører ofte til vold i familien,” siger Mozhdeh Ghasemiyani.
”Når man ser store drenge med mellemøstlig baggrund rende rundt på gaderne i København om aftenen, bliver det tilskrevet kulturen. Men der hvor jeg kommer fra, fik børn ikke lov til at løbe rundt på gaderne om aftenen; store børn bliver styret ret stramt. Jeg ser det som et symptom på familier i krise, hvor børnene ikke kan holde ud at være hjemme, fordi der er konflikter, eller hvor forældrene er blevet apatiske og har givet op og lader børnene passe sig selv.”
Hvad skal der til
Når danske soldater kommer hjem fra krig, skal de tale med en psykolog. Det tilbud er der ikke til flygtninge. Og det er meget ulykkeligt, mener Mozhdeh Ghasemiyani.
”Det ville være klogt at screene flygtninge og familiesammenførte for traumatisering. I dag får folk først hjælp, når de er blevet rigtigt dårlige. Det betyder, at deres børn i mange tilfælde når at blive sekundært traumatiserede, og at familien udvikler sig dysfunktionelt, ” siger Mozhdeh Ghasemiyani.
Hun mener, at man kan forebygge en række eftervirkninger bare ved at oplyse folk om de reaktioner, de kan forvente.
”Hvis man på forhånd får at vide, at det er normalt, at der kommer en periode med søvnproblemer, hukommelsesproblemer og irritabilitet, opleves det knap så skræmmende. Det ville også hjælpe mange af familierne, hvis de fik psykoedukation, det vil sige undervisning i, hvordan de bedst hjælper deres børn, og hvad de skal undgå. Forebyggende arbejde over for både flygtninge og migranter ville spare så mange penge - og gavne hele samfundet,” siger Mozhdeh Ghasemiyani, som peger på, at de usunde familiemønstre kan ”nedarves” fra generation til generation.
”Børn viderebringer i vidt omfang det, de selv er vokset op med, når de bliver voksne og stifter familie. Vi har i København mange udsatte familier, der er præget af traumatisering i anden og tredje generation, og hvor man også fortsætter de dysfunktionelle familiemønstre,” siger Mozhdeh Ghasemiyani.
Hvad kan pædagogen gøre?
Børn reagerer både på deres egne oplevelser af krig, vold og tab og af deres forældres oplevelser og efterfølgende reaktioner. Mozhdeh Ghasemiyani understreger, at man hjælper barnet bedst, hvis man kan opbygge en tillidsfuld relation med forældrene.
”Vær nysgerrig på, hvordan barnets forældre har det. Man må gerne spørge til, hvordan det går, og man må gerne sige, at forældrene skal undgå at bruge barnet som deres fortrolige. Man må gerne hjælpe forældrene ved at fortælle, hvordan de bedst støtter deres barn - fx ved at de skal tale mere med barnet i stedet for at sætte det foran fjernsynet. Man kan også fortælle, at lægen rent faktisk kan hjælpe, hvis der er traumereaktioner,” siger Mozhdeh Ghasemiyani, der understreger, at man skal underrette, hvis man oplever, at barnets udvikling er truet. Det er misforstået hensyn, hvis man undlader.
”Traumatiserede familier har netop brug for hjælp,” siger Mozhdeh Ghasemiyani, der understreger, at man ikke bare skal være opmærksom på de udad reagerende børn.
”Det er vigtigt også at have øje på de stille børn, der umiddelbart virker veltilpassede. Det kan være tale om børn, der samarbejder langt over evne, fordi de er blevet vant til at tage alt for meget ansvar.”
Du kan læse mere om traumer her: www.rodekors.dk/media/2718715/Haandbog-traumatiserede-flygtninge.pdf
Du kan her tage et e-learningskursus om traumatisering: https://www.prologio.com/courses/roede-kors