Leder:Skulder ved skulder – også med de andre
Af forretningsudvalget i LFS
Mens denne leder skrives, sidder Dansk Jernbaneforbund sammen med DSB i Arbejdsretten. DSB har inddraget adgangskortet fra en række af lokomotivførerne efter en arbejdsnedlæggelse, og Jernbaneforbundet, som er repræsenteret af LO, mener, at der er tale om en ulovlig lockout.
Det er blot endnu et konfliktpunkt i den strid, der opstod, da DSB opsagde de statslige overenskomster og meldte sig ind i den private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri. De ansatte hos DSB skal derfor over på private overenskomster, og DSB har opsagt en lang række lokalaftaler med de ansatte.
Man forfalder til at tænke, at der er hentet inspiration hos Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen. DSB udviser nemlig samme aggression over for lønmodtagerne, som vi andre mødte i forbindelse med OK18.
Den utilslørede aggression og de åbenlyst urimelige krav fra arbejdsgiverside gjorde, at vi som offentligt ansatte fik befolkningen over på vores side. Men vi fik også opbakning fra store dele af det private arbejdsmarked, som stillede op til vores demonstrationer, og som sendte støtteerklæringer.
Det, vi oplevede under OK18, var ikke bare en forhandling og en optakt til overenskomstforhandlinger. Det var en adfærd og en retorik, der strittede i forhold til den samfundskontrakt, vi har i Danmark. Den Danske Model bygger på, at parterne udviser villighed til rimelige forhandlinger i stedet for bare at spille med musklerne.
Da repræsentantskabet i LFS samledes den 23. og 24. november, sendte vi støtteerklæringer til både de ansatte i DSB og til de buschauffører over hele Danmark, der føler sig presset af køreplaner, der er så stramme, at chaufførerne frygter for både sikkerheden og deres eget helbred.
Men støtteerklæringer gør det ikke alene. Lokoførerne og buschaufførerne har brug for den samme solidaritet, som vi mødte under det langvarige forløb frem til OK-forliget i april, for de møder også en arbejdsgiverside, der i den grad spiller med musklerne. Så støt, hvor du kan. Og kan du ikke stille op rent fysisk, så udvis forståelse, hvis dit tog eller din bus ikke kører. Læren af OK18 er nemlig, at ingen kan vinde alene. Hvis fagbevægelsen og landets lønarbejdere skal have en chance, ændre udviklingen og arbejdsgivernes offensiv, så kræver det, vi står skulder ved skulder og kæmper sammen. De andres kamp er også vores kamp, og vores kamp er også de andres kamp. Det er det, solidaritet handler om.