To år med OK, velfærdskamp og tillidsreform

Da repræsentantskabet i LFS mødtes i 2016, blev det besluttet, at der skulle lægges kræfter i arbejdet med tillidsreformen og arbejdsfællesskaberne. Men LFS skulle også skubbe på resten af arbejderbevægelsen for at få flere ind i kampen for velfærd - ikke kun igennem pressestrategier og pressemeddelelser, men gennem aktivisme og handling.

Hovedbestyrelsens skriftlige beretning for årene 2017 og 2018 kan berette om en toårs periode med masser af fokus på arbejdsfællesskaber. Det er senest lykkedes at få arbejdsfællesskabs-tænkningen med i grundlaget og forudsætningerne for den nye sygefraværsstrategi for hele Københavns kommune.

Børne- og Ungeforvaltningen i København er sammen med LFS frontløber i arbejdet, men arbejdsfællesskabstanken breder sig. Det er ikke længere bare LFS, der synes, at det er rigtigt og vigtigt. ”Arbejdsfællesskaber” optræder efterhånden flere og flere steder, og selv om det koster mange ressourcer i LFS, står hovedbestyrelsen stadig på mål for, at det er den rigtige prioritering.

Aktivisme og handling

Det lykkedes at få masser af fagligt aktive på gaden i begyndelsen af 2018. Det blev dog ikke velfærdskampen, der mobiliserede, men overenskomstforhandlingerne.

Det begyndte helt traditionelt med indsamling af krav, men der opstod hurtigt et sammenhold og samarbejde mellem ansatte i kommuner, regioner og staten. Der blev lavet fælles aftaler om hvilke krav, der var så vigtige, at de skulle kunne udløse konflikt, og der blev lavet aftaler om krav, som var så væsentlige for enkelte eller flere af de tilsluttede organisationer, at alle organisationer skulle hjælpe med at få dem i hus.

Sofie Løhde og Moderniseringsstyrelsen hjalp med mobiliseringen ved at provokere samtlige lønmodtagere med påstande om, at kutymefridage bare kunne slettes, at betalt frokost indenfor statens område ikke var en aftale, og at de offentlige ansatte havde haft en for stor lønudvikling i de forudgående år, hvorfor der ville være en gæld, der skulle betales ved OK 2018.

Aktivisme pressede OK igennem

LFS startede faneborgen ved Forligsinstitutionen. De første gange var det en kold fornøjelse for en håndfuld LFS-aktivister, men godtfolk kom til, og det udviklede sig til en folkefest, hvor medlemmer, lokale fagforeninger og tillidsvalgte fra hele landet valfartede til København for at være en del af alle aktiviteterne ved Forligsinstitutionen.

Fælleskamp, synlighed og masser af aktiviteter blev i sidste ende det, der fik presset forhandlingerne i Forligsinstitutionen igennem, så alle endte med at indgå aftaler. For LFS’ vedkommende var det desuden kulminationen på års arbejde med aktivisme og med at stille ressourcer og erfaringer til rådighed i kombination med superaktive tillidsvalgte og medlemmer.

Læringen af OK 2018

Der var knaster på vejen, og der er forskellige vurderinger af, om det var rigtigt eller forkert, da LO-grupperne, herunder FOA, valgte at indgå forlig som de første.

Der er en del læring i hele forløbet, som skal bruges. Når man i fællesskab indgår aftaler som eksempelvis solidaritetspagten, så er det vigtigt, at alle organisationer får forklaret deres bagland, hvor grænserne for aftalerne går. Men den vigtigste læring er, at sammen er vi stærkest.

Og OK betød vigtige gennembrud: Der blev taget hul på problemerne med kvindeløn, med lavtløn og med rekrutteringsproblemer. Privatlønsværnet blev afskaffet, og spisepauser til alle, der i forvejen havde betalte spisepauser, blev sikret. Der kom til gengæld ikke en ny arbejdstidsaftale til lærerne. Der blev i stedet nedsat en kommission, der nu er i gang med at kulegrave problemerne, og som har til opgave at pege på ændringer og løsningsforslag.

Velfærdskampen

Repræsentantskabsmødet i 2016 fejrede, at omprioriteringsbidraget i aftalen om kommunernes økonomi blev fjernet, og at det var LFS, der var hovedkraften bag den aktivisme, der gav resultatet.

Den aktivisme for velfærd har været svær at genoplive i den forløbne toårige periode. Det sås eksempelvis omkring udligningsreformen, der ikke blev til noget. Der var ikke optakt til sammenhold mellem kommunerne, og der var ikke nogen, der forholdt sig til det store billede af kommunernes samlede økonomi.

Det er desværre ikke kollektiv viden, at man skal se det store perspektiv, og se på, hvornår og hvordan grundlaget for problemerne skabes. Ansatte og brugere er først parate til at gå i aktion, når besparelserne lander på en konkret skole eller et konkret område. Men det får ikke LFS til at lægge den aktivistiske linje.

Du kan læse hele den skriftlige beretning fra hovedbestyrelsen på www.mitlfs.dk/13576

”Faktisk husker jeg selv tydeligt mit første repræsentantskabsmøde i LFS. Det var en helt anden tid. Der var politiske fløje med DKP på den ene side og VS’erne på den anden side, og den diskussion, der var mest ophedet og varede længst, var en diskussion om, hvilken stormagt der var den mest fredsbevarende. Det var selvfølgelig meget langt fra min hverdag som fællestillidsrepræsentant på Sundbyvang og de diskussioner, vi havde der, men hold da op hvor det optog sindene blandt de delegerede.”