Af Anna Louise Stevnhøj | 17.12.2018 |

Fødekæden til banderne skal brydes tidligt

Bandemedlemmer dumper ikke ned fra månen og lander på Nørrebro. De vokser op i udsatte familier i lokalområdet. Så da en gruppe drenge begyndte at tiltrække sig negativ opmærksomhed på Nørrebro, reagerede en bred vifte af socialmedarbejdere. Det blev starten på en ny chance for en gruppe udsatte drenge – og starten på et stærkt arbejdsfællesskab.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Det var allerede i 2016, at medarbejderne i Borgercenter Børn og Unge på Nørrebro blev opmærksomme på en gruppe drenge i seks til 14 års alderen, som hang på gaden, lavede ballade og var utryghedsskabende.

Socialpædagog Hakan Karakus arbejder i Gadepulsen, som er et aktivitets- og gadeplansprojekt for børn og unge på Indre Nørrebro, og han fortæller, at Gadepulsen forsøgte at tage hånd om gruppen.

”Vi prøvede at afdække, hvorfor de ikke gik i skole, og vi satte gang i indsatser omkring fritidsjob og fritidsaktiviteter. Men vi måtte erkende, at der for nogle af børnenes vedkommende var tale om så store problemer, at der skulle mere til,” siger Hakan Karakus.

En særligt sårbar gruppe

Der viste sig at være ni drenge, fordelt på fem mødre, som havde brug for en særlig indsats.

Annette Frank Olesen, som er familiebehandler med base fra Familiehuset Nørrebro, fortæller, at den ”hårde kerne” i drengegruppen, som lavede ballade og skabte utryghed, havde en række fællestræk.

”De var overvejende af arabisk herkomst, og de boede alene med deres mødre. Det var mødre, som ikke er integrerede, som ikke taler dansk, og som ofte også er ekskluderet af minoritetsmiljøet – blandt andet på grund af deres børns opførsel. Vi vurderede dertil, at en række af børnene var udsatte i forhold til banderekruttering på grund af familiemæssige og lokale forhold,” fortæller Annette Frank Olesen.

360 graders indsats

En gruppe medarbejdere fra Borgercenter Børn og Unge på Nørrebro var enige om, at der var brug for, at man forholdt sig til alle aspekter af drengenes liv. Drengene var så udfordrede, at der både skulle arbejdes med familie, skole og fritidsliv. Det førte til, at Gadepulsen, det lokale familiebehandlerteam, gadeplansmedarbejderne, skolesocialrådgiverne, sagsbehandlerne og det kriminalitetsforebyggende projekt ”Kort Snor” strikkede en fælles indsats, Projekt Aktive Drenge, sammen.

Drengene blev indskrevet i Gadepulsen og fik kontaktpersoner, og der blev dannet en flerfamiliegruppe, hvor mødrene hver onsdag skulle mødes med et tværfagligt team, der skulle støtte mødrenes arbejde med deres forældreevne. Nogle af mødrene er desuden blevet del af et lokalt aktiveringstilbud, hvor de er med til at lave mad til Byhøjskolens elever to gange om ugen, og hvor de får sprogtræning og lærer om arbejdspladskultur.

Vi arbejder i kæde

Der er fyldt godt op omkring bordet, når alle de medarbejdere, der er involveret i Aktive Drenge, mødes. Der er nemlig hele 12 til 14 medarbejdere fra forskellige steder i Borgercenter Børn og Unge på Nørrebro, der arbejder med projektet sideløbende med deres øvrige opgaver. Og de har fået en helt ny oplevelse af, hvad samarbejde kan. Hakan Karakus udtrykker det på denne måde:

”Jeg er en rutineret gadeplansmedarbejder, og jeg troede, at jeg vidste alt om at arbejde på tværs, fordi jeg er vant til at have kontakt til sagsbehandlerne. Men det her er noget helt andet. Vi har arbejdet i en kæde, hvor vi kommer hele vejen rundt om drengenes liv, og vi har ikke låst os fast i vores roller og funktioner. Det betyder, at vi kan dække ind for hinanden og sikre en høj grad af stabilitet over for drengene og mødrene, så vi fx ikke behøver aflyse møder på grund af sygdom og ferie,” siger Hakan Karakus.

Hvad kalder familien på

Familiebehandler Annette Frank Olesen tænker, at der er opstået et unikt arbejdsfællesskab omkring Aktive Drenge.

”Vi arbejder så meget på tværs, at vi ser hinandens perspektiv på familierne på en helt ny måde. Jeg har ikke bare familiebehandlerperspektivet. Jeg er også tæt på, hvad der sker hos sagsbehandleren og gademedarbejderen og kontaktpersonen,” siger Annette Frank Olesen.

Pædagog og skole-familie behandler Jesper Kruchov Pedersen peger på endnu et perspektiv:

”Hvis Aktive Drenge ikke eksisterede, ville samtlige familier have hver deres behandlere og kontaktpersoner og så videre. Og så ville de kunne mødes på gaden og undre sig over, at de mødte forskellige tiltag,” siger Jesper Kruchov Pedersen.

De oplever begge, at arbejdsfællesskabet omkring Aktive Drenge har bragt gruppen ud på den anden side af traditionel faggrænse-tænkning.

”Vi fokuserer på kerneopgaven, som er at skabe den bedst mulige indsats for de her børn og familier. Det er for mig at se indbegrebet af tænkningen omkring arbejdsfællesskaber. Og det er superfedt at være i,” siger Jesper Kruchov Pedersen.

De gik i arabiske friskoler

Da der blev sat fokus på drengene tilbage i 2016, viste det sig, at seks ud af ni gik i arabiske friskoler, som aldrig havde underrettet på trods af massivt fravær, og at de var langt bagud skolemæssigt. De var ikke vant til at honorere krav og forventninger, og de havde ikke tillid til voksne.

”Det er drenge, der har sejlet rundt og passet sig selv, og det er mødre, der har givet op, og som har overladt deres børn til gaden. Hvis der ikke var blevet sat ind, ville det allerede nu være blevet så grelt med kriminalitet, at tre eller fire ville være fjernet fra hjemmet,” fortæller Annette Frank Olesen.

Overladt til gader og bander

Det tværfaglige team har derfor skullet hele vejen rundt om drengenes liv.

”Mødrene har skullet lære at kommunikere med deres børn og at sætte grænser for dem. Mødrene har også skullet bringes tættere på det danske samfund og på beskæftigelse. Drengene har skullet lære at gå i skole og at foretage sig noget konstruktivt i fritiden i stedet for at hænge på gaden. Det har været en intensiv indsats, og de her unger og deres familier er dyre. Men hvis man ser det i et livstidsforløb, bliver det en billig indsats,” siger Annette Frank Olesen, som ikke er i tvivl om, at drengene ville være direkte fødekæde til bandemiljøet, hvis der ikke var blevet sat ind.

”Vi har også siden fået at vide, at de er blevet aktivt opsøgt af bandemedlemmer, som fx giver dem pengegaver i forbindelse med Eid. De her drenge har været en meget sårbar gruppe.”

Det går faktisk rigtigt godt

Projekt Aktive drenge har nu eksisteret i næsten to år, og der er markante resultater.

Mødrene har flyttet deres drenge fra de arabiske friskoler til danske folkeskoler. De er blevet bedre til at sætte grænser for deres børn og til at forbyde dem at lege på gaden. De støtter i stedet hinanden i faste komme-hjem-tider og i fælles voksenstyrede aktiviteter sammen med børnene. Det lykkes efterhånden at fastholde drengene i fritidsaktiviteter, og en række af de drenge, der er fyldt 13 år, er blevet hjulpet ind i fritidsjobs.

Hakan Karakus, socialpædagog og medarbejder i Gadepulsen, fortæller, at teamet har lagt stor vægt på at arbejde med gruppedynamikken.

”De her drenge er så gruppeorienterede, at vi er nødt til hele tiden at være opmærksomme på de normer, der er i gruppen, og arbejde med dem,” siger Hakan Karakus, der understreger, at der ikke er nogen hurtige løsninger.

Kastede op hver morgen

”Det er det lange seje træk. Men der er succesoplevelser undervejs,” siger Hakan Karakus, der fortæller om, hvordan en af drengene er blevet så god til sin sport, at han har deltaget i et stævne i Jylland, og hvordan der stod 50 mennesker parat til at hylde ham, da han kom hjem med guldmedalje.

”Det er stort for drengen. Og det er så godt for mødrene at se, at deres drenge kan andet og mere end at lave ballade.”

Annette Frank Olesen kan ikke få armene ned, når hun refererer den samtale, hun for nylig havde med en mor til en af drengene i projektet.

Moren flyttede for få måneder siden drengen fra arabisk friskole til en folkeskole med overvægt af etnisk danske børn. Drengen var både modvillig og bange for det ukendte, og morgenerne begyndte i lang tid med gråd og opkastninger, fordi drengen ikke ville afsted. Men moren holdt fast og tog kampen hver morgen. Hun var meget motiveret, fordi hun har et ældre barn, der er del af bandemiljøet. Hun frygtede, at det samme ville ske med den yngste, hvis der ikke skete noget drastisk.

Må jeg gå med Magnus hjem

”Drengen er i dag velintegreret i den nye klasse. Han bliver inviteret til børnefødselsdage, og han har legeaftaler. Mor deltager i forældrearrangementer og har fundet ud af at komme på ForældreIntra og at spørge lærerne, hvis der er noget, hun er i tvivl om. Det rørte mig dybt, da drengen netop ringede til sin mor, mens vi talte sammen og spurgte: ”Må jeg gå med Magnus hjem og lege?” For et år siden anede han ikke, hvad en legeaftale var, og han havde i særdeleshed aldrig spurgt sin mor om lov til noget som helst,” fortæller Annette Frank Olesen, der pointerer, at projekt nu er på vej ind i en ny fase.

” Vi arbejder med – trin for trin - at støtte mødrene i, at de selv kan. De skal tage ansvaret tilbage fra de professionelle. Og flere af dem er godt på vej.”

Citater fra mødre i projektet:

”Jeg blev meget forskrækket, da jeg blev kaldt til møde, og så, at der var så mange mennesker i rummet. Jeg troede, at kommunen ville tage mine børn. Jeg har altid hørt, at kommunen fjerner børn. Nu ved jeg, at det er meningen, at vi skal hjælpes ad for børnenes skyld. Jeg føler mig så heldig - kommunen er vågnet og har hjulpet mig som familie”