Bemandede legepladser reddet
Syv partier reddede i midten af november de bemandede legepladser fra at blive sparet væk. Teknik- og Miljøforvaltningen skal i stedet spare på rejser og administration.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Syv partier reddede i midten af november de bemandede legepladser fra at blive sparet væk. Det var Socialdemokratiet, Radikale, Venstre, SF, DF og Liberal Alliance, der besluttede at droppe den forelagte spareplan, der ellers skulle have lukket kommunens bemandede legepladser og toiletter.
Den foreslåede besparelse skyldes et hul på over 30 millioner kroner i Teknik- og Miljøforvaltningens budget. Det hul skal efter forligspartiernes indgriben dækkes via besparelser på forvaltningens apps, administrationsudgifter og massageordninger. Alle pengene kunne dog ikke findes i administrationen, så der er også blevet skåret grundigt i rejsebudgettet for forvaltningsmedarbejderes og politikeres rejseaktivitet til indlands- og udlandskonferencer. Der bliver desuden sparet på Ren By-kampagnen, som minder alle københavnerne om, at skraldet ikke skal flyde i gaden.
Forløbet har dog ikke været helt gratis for bemandede legepladser og toiletter. 25 medarbejdere fra de bemandede steder er blevet fyret, men det er langt mindre end de planlagte 83.