Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
LEDER
Af Ulla Baggesgaard, næstformand
DET STARTEDE I NYBORG
– og lige nu synes det ingen ende at tage. Aldrig tidligere har området for udviklingshæmmede borgere været så synligt og omtalt.
TV2-dok´s skjulte optagelser fra botilbuddet Strandvænget i Nyborg har afstedkommet en stadig strøm af fordømmelser. Også jeg blev chokeret.
Sådan skal ingen mennesker behandles. Alle borgere skal, uanset handi cap, køn, race eller religion behandles værdigt og ligeværdigt. Jeg er rystet, også fordi det åbenbares, hvor galt det kan gå, når man mister grebet om, hvil ket ansvar det er at have et andet menneskes liv og velfærd i sine hænder.
Selv om anvendelsen af skjult kamera i sig selv rummer en række eti ske problemer, er det godt at nogen afslører, når den offentlige sektor og offentligt ansatte udfolder magtfuldkommenhed og umenneskelighed. Nu er proppen taget af. Medierne er modtagelige og let tilgængelige. Enhver historie – i den kaliber – har tilsyneladende salgsværdi. Men dagligdagen er mere kompliceret, end det måske umiddelbart fremstår.
TV2 har med Bastard Films optagelser med skjult kamera fra nøje ud valgte scenarier endnu engang fået høje – rigtig høje – seertal.
Så er det, jeg spørger:
Er dagligdagen selv i Strandvænget en lang strøm af overgreb, eller sker der en fortegnelse ved at alene de problematiske situa tioner skildres og følger hinanden i et sammenhængende indslag?
Og især – vigtigst af alt – spørger jeg: Hvor er de gode historier om ud viklingshæmmede borgeres dagligliv i TV2? Eller i de øvrige medier? Hvor er historierne om de medarbejdere, der gør det rigtig godt – på trods af alle betingelser? Om de offentligt ansatte, der hver dag går på arbejde medbrin gende faglighed, hjerte og etik? Som kan se udviklingsperspektiver i det, de foretager sig på arbejde? Som brænder for det? Og som synes, at lige præcist deres arbejde er så væsentligt, at alle bør kende til det? Hvor er de historier? Der er utrolig mange tilbud i den offentlige sektor, hvor der foregår et fantastisk fl ot stykke arbejde, præget af stor medmenneskelighed og pæ dagogfaglighed. Vi er langt de fl este steder milevidt fra den hedengangne åndssvageforsorgs bedagede anstaltskultur.
Men disse steder er i hvert fald ikke synlige i medierne. De har ikke mu ligheden for at komme til orde. Her tæller tilsyneladende kun historier om svigt og nedværdigende behandling.
Men hvad er det egentlig, der skaber forandring? Hvad motiverer medar bejdere og ledere til faglig udvikling? Hvad giver det daglige overskud, der be tyder, at du kan møde et andet menneske med et smil og med ægte empati?
Det er i hvert fald hverken yderligere kontrol eller historier, der efterlader det indtryk, at alle socialpædagoger er rå og egoistiske.
Det er tværtimod et nuanceret billede, hvor også de lyse hverdagsfortæl linger vises frem. Hvor nuværende og kommende socialpædagoger kan se, at de udviklingshæmmedes hverdag på et botilbud handler om omsorg, venskab, udvikling, empati, samhørighed og nogle gange bare lidt kedelig hverdag.
Så lad os nu se et knus på kamera, hvad enten det er åbent eller skjult!