Malerier til minde

Den 9. marts 2006 døde Rune Christian Clausen. Han begik selvmord kun 27 år gammel.
I sit korte liv kæmpede han med både stor ensomhed og med den psykiske sygdom han til sidst ikke magtede at leve med længere.

En af de ting som gav ham glæde og mening var at male, og male gjorde han i stor stil. Alt det han ikke kunne sætte ord på, skildrede han i sine malerier. Nogle af dem er fulde af kaos og angst, men der er også en helt særlig styrke, kraft og skøn hed i hans farvestærke og udtryksfulde malerier.

Det kunne man opleve i efteråret da caféen i Linnégade udstillede hans malerier det meste af en måned på en minde udstilling. Caféen er tilknyttet Støtte- og Kontaktcentret i Lin négade 24, som arbejder med psykisk syge. Samme center har også stiftet kunstnersammenslutningen ”Den gale streg” (læs mere i den efterfølgende artikel).

Det er hans mor, Vibeke Henningsen, pædagog og tidlige re medlem af almenområdets bestyrelse, som har taget initiativ til udstillingen af sønnens malerier. Som hun skriver i indbydel sen: ”…for mig bliver de smukkere og mere forunderlige som dagene går.”

Det er også hende, som fortæller om billederne ved ferni seringen i Café 24 i november. Det lille rum er fyldt til randen med mindst 60 mennesker, som cirkler rundt mellem hinanden og kigger på de fantastiske, til tider voldsomme billeder, som gør stort indtryk på beskuerne. Vibeke kender alle, der møder op, vi får et knus og føler os hver især særligt velkomne. Den yngste deltager er ca. fi re måneder, den ældste ca. 70 år. Der snakkes engageret rundt bordene.

Vibeke Henningsens tale gør også indtryk. Hun fortæller om Runes sygdom, som så småt begyndte at vise sig i 17-års alderen. Hun peger på et billede, som han malede som 16-17 årig. Det er faretruende, en farlig opslugende fl od og manden med leen: ”det er en svær overgang fra ungdom til voksen.”

Han trak sig ind i sig selv, fortæller hun, begyndte at drikke og – viser det sig – møder ikke op i skolen. I stedet cykler han rundt med sine fl asker, en lykkelig tid siger han senere. Fyldt med frihed, fl asker og den livsvigtige musik. Også det afspejler sig i nogle af malerierne. På et tidspunkt tager Merete Norden toft fra Bispebjerg Hospitals Opusafdeling hånd om ham – og familien (også hun er med til ferniseringen).

Rune Christian Clausen maler og maler. Ulykkelighed, fast låste situationer, man ikke kan komme ud af, monstre. Vibeke Henningsen blev ulykkelig, når hun kom hjem og så dem, så hvordan han havde det.

”Vi ser kaos i hans sind, de truende elementer i billederne, noget farligt. Det satte de ord på i Opus, og han fortalte om det han havde set, uhyggelige ansigter, kaos. Han føler han er et monster”, fortæller Vibeke Henningsen. Mor og søn for holdets fælder stikker hun heller ikke under stolen. Da sønnen kom på antabus (”for min skyld især”) hentede hun medicinen for ham. Og hun føler hun kommer med fl oskler, for det er svært at reagere på psykisk sygdom.
”Jeg irriterede ham sikkert.”
Det næstsidste billede: Vibeke peger: malet halvanden dag før Rune tog sit liv. Igen er der kaos, igen manden med leen, foruden et øje der lukker sig i.

”Du skal vide at jeg ikke bliver gammel, for jeg ved ikke hvor længe jeg kan leve med min sygdom”, sagde han til sin mor.
Kl. halv fem om morgenen den 9. marts vågnede hun med en fredfyldt følelse. Hun troede han var faldet i søvn, men han havde kastet sig ud over altanen.

”Hvordan møder omverdenen, vi velfungerende, de psykisk syge? Det handler det også om. Det er vigtigt for mig at sætte ord på følelserne og formidle videre. Rune fortæller noget i sine malerier, som jeg har pligt til at tage vare på.”
Vibeke Henningsen er efterfølgene rejst til Indien med Mel lemfolkelig Samvirke for som frivillig at arbejde med gadebørn.

EL