LINNÉSGADE 24

Af Elisabeth Lockert Lange

Den gale streg

Linnésgade er et socialt tilbud til psykisk syge. Der er en kunstnersammen slutning, en kutter, rådgivning, støtte og hjælp til selvhjælp, og så er der ligeværdighed, åbne døre og masser af medmenneskelighed. Kig med indenfor.

Alle døre står åbne i Støtte- og Kontaktcentret i Linnésgade, så alle der har lyst til at høre min samtale med stedets leder psykolog Karin Rue er velkomne til at gøre det. Kun enkelte kigger dog lige inden for i møderummet og går igen efter at have hilst på. Sådan var det ikke i starten. Dengang for 13 år siden var der mange, der syntes det var spændende at høre, hvad der blev sagt. For dengang var brugerne vant til lukkede døre, bag hvilke der blev talt om dem og deres psykiske problemer. Siden er det blevet afmystificeret.

Linnésgade (som centret kaldes i daglig tale) er et social servicetilbud til psykisk syge. Det er en ren kommunal institu tion, hvor alle ydelser er åbne og gives anonymt. Et sted som har fokus på det daglige levede liv. Nøgleord for kontakten med brugerne er ligeværdighed, dialog, tillid og respekt.

Ud over selve centerlokalerne er der fysisk set også en social café, hvor brugerne udstiller deres værker. Caféen er tænkt til stedets brugere, og der serveres varm middag hver dag tilberedt fra friske råvarer af et team af brugere og studerende, som driver caféen.

Der er en gruppe udgående støtte-kontaktpersoner, som tilbyder støtte af meget forskellig slags til isolerede psykisk syge, som har vanskeligt ved at kontakte andre mennesker, og vanskeligt ved at kunne benytte de tilbud og den hjælp, de som samfundsborgere har ret til. De tilbyder dem bl.a. støtte til mange dagligdags funktioner, fx at gå ture, købe tøj og tage kontakt til familie, foruden at være bisidder ved besøg hos of fentlige instanser etc.
En genial ordning, mener Karin Rue; den fungerer som en almenmenneskelig indsats – i øjenhøjde. Støtte-kontaktperso nerne stiller sig til rådighed: ”hvad vil du bruge mig til”, og den anden bliver en slags arbejdsleder i forholdet.

Der er også en masse aktiviteter, bl.a. keramikværksted og atelier.
En gård er rammen om sommerhygge for både brugerne og børnene fra fritidshjemmet på etagen over. Der er en kutter tilknyttet. Og sidst men ikke mindst er der anonym rådgivning hele døgnet.
For at sige det kort, så er Linnésgade et tilløbsstykke. Mellem 90 og 100.000 henvendelser har de på årsbasis.

DET ALMENMENNESKELIGE

Hjælp til selvhjælp har siden starten været det grundlæggende princip for centrets indsats. Det særlige ved Linnésgades arbejde er den vægt, de lægger på det almenmenneskelige, det er dette som er i højsædet i arbejdet. Brugerne bliver mødt af medarbejdernes egen almenmenneskelige erfaring – koblet med en høj professionalisme.

”Da jeg blev bedt om at starte centret op for 13 år siden, var alt drevet af fagprofessionalisme. Og jeg vidste fra min tid med selvhjælpsgrupper, at når man er på kanten psykisk, så har man også mange eksistentielle problemer. I mange sammenhænge oplevede brugerne at de måtte snyde sig til at tale om det almenmenneskelige, fordi det fagprofessionelle system holdt sig til den professionelle objektivitet og neutralitet. Og de havde behov for noget andet”, fortæller Karin Rue og tilføjer at sådan er det heldigvis ikke mere.

Linnésgade ville fra starten være et mangefacetteret center med mange indgangsvinkler og erfaringer. Et modstykke til den institutionalisering der var dengang.
”Vi valgte at sætte os selv i spil med vores eget liv og egne erfaringer. Og vi ramte plet. Det kan vi se af de mange henvendelser vi får. Og selvfølgelig træder vi også i karakter med det fagprofessionelle, når det er nødvendigt. De ansatte her har specialviden fra deres forskellige fag, fx psykologi, socialrådgivning, jura, men de skal alle være villige til at arbejde med det almenmenneskelige først.”

Mange af stedets brugere siger da også, at hvis det ikke var for Linnésgade, ville de være nødt til at lade sig indlægge langt hyppigere. Som de gjorde tidligere, når de bøvlede alene derhjemme, og problemerne blev store.

Linnésgade var det eneste sted, som arbejdede på den måde, og Københavns Kommune gav carte blanche til at udvikle stedet. Og udvikle det gør de bl.a. gennem et samarbejde mellem brugere og medarbejdere. For stedet er skruet sammen, så en bruger, som har ro i sine psykiske problemer og gerne vil være med til at arbejde der, får muligheden for det. Hvis der er et ledigt arbejdsområde med et meningsfuldt arbejde, som bidrager til fællesskabet.

”For vi har ikke pseudojob. Mange kolleger her har erfaringer fra egen psykisk sygdom, og vi er helt ligestillede. De kolleger har kvalifikationer, som ingen af os andre har, og de har en vidunderlig intuitiv måde at gøre ting på. Det giver en samhørighed med brugerne, som ikke kan italesættes”, siger Karin Rue. Hun ved at det at ansætte brugere er kontroversielt, og da de startede centret i 94, fik de da også at vide at det kunne de ikke. Men det kunne de – ud fra den holdning at alle har ressourcer.

FEJLBARLIGHED ER GODT

Med tanke på det grundlag man arbejder ud fra i Linnésgade, er det ikke så mærkelig at de også er meget opmærksomme på deres sprogbrug. Pointen er at sproget skal være socialt, ikke klinisk. Som Karin Rue siger, så skal alle kunne høre på det uden at blive krænket.

”Deraf også de åbne døre. Det gælder også når vi giver supervision, eller har vores refleksionsrum, som vi vælger at kalde det. Hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af, så kan jeg få viden og erfaring fra de andre. Fejlbarlighed er godt, for så kan man få støtte til at håndtere situationen bedre.”

Den form for samarbejde kræver at alle i huset tager ansvar – for stort eller småt. Og det kræver af de ansatte at de ikke har behov for at være one-up og vide bedre som professionelle. Hvis de har det, så skal de ikke være i Linnésgade.
Derfor vælger centret da også ansatte først og fremmest ud fra deres personlighed snarere end ud fra faglighed. Med den begrundelse at der alligevel i forvejen er så stor faglighed i huset at den nyansatte dér kan lære, hvad der skal læres via mesterlæreformidling.

I alt er de ca. 60 mennesker sammen om at drive stedet, inklusiv fastansatte, timelønnede studerende, frivillige, honorarlønnede, ad hoc folk m.fl. Det er ikke tanken at den gruppe, som bruger centret nu, altid skal gøre det. Som Karin Rue siger:

”Socialpsykiatrien skal være et levende tilbud og afspejle det almindelige liv. Vores formål er at være en ressourcetanker, give støtte til for store og voldsomme problemer, og give folk lidt mere fodfæste.”

Hun nævner en mand som har været med fra starten, med til at bygge stedet op, Driss hedder han. Han er nu primært med i caféen og kender så godt som alle, der kommer der. Hvis der kommer nogen med en destruktiv holdning i forhold til miljøet, så sikrer han den gode stemning gennem sin rolige facon, og alle respekterer ham. Han er et godt eksempel på én, som får tingene til at gå op i en højere enhed.

DEN GALE STREG

Kunst er en udtryksform, som alle mennesker benytter sig af i højere eller mindre grad. Mange af brugerne i Linnésgade gør det i høj grad. Maler, skaber keramik, skriver digte – alt sam men noget som udtrykker netop deres følelser og situation. Det ses tydeligt i det store fællesrum på 2. sal. Her ligger, står eller hænger en del af værkerne.

I caféen udstilles der på skift. For øjeblikket er det malerier af Kristina Udsen. Hvis man står midt mellem de to vægge med malerier, bliver man ikke overrasket over at få at vide at de to grupper af billeder er malet på hver deres tidspunkt. Stemnin gen er tydeligt forskellig fra da- til nu-billederne.

”Kunsten er kommet snigende ind i huset. Vi havde jo tom me vægge og en stor kunstnerkreds”, siger Karin Rue.
Hun fortæller om kunstnersammenslutningen Den Gale Streg, som startede med at Statens Museum for Kunst havde en udstilling med internationale kunstnere med skizofrene pro blemstillinger.

”Men de havde ikke inviteret nogen med fra miljøet her, og det var folk indigneret over. Vi besluttede så at lave vores egen udstilling og fi k lov at bruge Rådhuset i august 2005. Borgme steren åbnede udstillingen, og jeg må sige vi fi k på alle måder en god service fra Rådhuset. 400 værker var der, og udstillingen var en stor succes. Så vi laver én igen her i efteråret – og har dermed fastlagt en tradition for en kunstbiennale.”

Ud af denne første udstilling ”Kunst der forløser” voksede tanken stille og roligt frem om at etablere en kunstnersam menslutning, og gruppen valgte selv navnet Den Gale Streg.

Sammenslutningens udstillinger er ucensurerede, for det skal være åbent for alle brugere af socialpsykiatrien i København.
Gruppen har allerede udstillet et par steder og har fl ere kom mende udstillinger i støbeskeen. Og så skal der fi ndes vægplads i offentlige institutioner.

”Sammenslutningen skal have sammenhængskraft, så alle skal kunne være med. Det er en forening med vedtægter og det hele, for vi vil også gerne have del i fonde osv. Nu skal den markedsføres og der skal fundraises. Alt dette praktiske gør folk selv, vi er kun bogholdere i det.”

Rygtet må være løbet i forvejen, for Linnésgade og Den Gale Streg er inviteret til Bergen for at fortælle om deres måde at arbejde med kunst og psykisk sygdom på, ”vores profil i socialpsykiatrien”, siger Karin Rue glad.

LINNÉSGADE 24

Støtte- og Kontaktcentret i Linnésgade er et kom kan psykisk syge fra hele byen hente støtte og hjælp på anonym basis og på deres egne præmisser.
Man kan ikke ringe og bestille tid. Til gengæld smider folk i huset, hvad de har i hænderne, for når hjælpen skal gives, skal det være med det samme.

”Lige et øjeblik” dur ikke – det er ”ja nu er jeg her”.

Café 24 er centrets værested, som både er spise sted, galleri, mødested, musiksted etc.
Støtte-kontaktpersonordningen er den udgående del, en støtteordning til isolerede, kontakt- og relati onssvage psykisk syge.
Aktiviteter er baseret på støttet selvorganisering, fx er en underviser tilknyttet keramikværkstedet, mens et atelier står til rådighed for brugerne. Helle er navnet på en kutter, som bruges til både fisketure og sejlture. Den drives af centret.
Døgnrådgivningen er som navnet siger åben på telefonerne døgnet rundt.

Ca 90.000 telefoniske henvendelser har Lin nésgade om året, mens ca. 7.000 har henvendt sig personligt i centret. Caféen er også et populært sted med ca 18.200 årlige serveringer. Der er en let overvægt af kvindelige brugere og fl est mellem 36 og 65 år. Dog er de helt unge også pænt repræsenteret.