Af Elisabeth Lockert Lange

FYRET UDEN FYRINGSGRUND

Kan en medhjælper blive for kompetent? For stærk? Kan hun blive så vidende, så handlekraftig – ja så meget pædagog at en pædagogisk ledelse synes det er for meget af det gode? Tja, bedøm selv, hvad årsagen mon er til denne fyring….

Da vi mødes hjemme hos hende midt i februar, er det et år siden, Annette var på arbejde i den daginstitution, hvor hun var ansat i 20 år. Tiden uden arbejde har ikke været med hendes gode vilje, men hun ville heller ikke bare give op og melde sig syg. For som hun siger, hun har ren samvittighed, og det har på intet tidspunkt været hende, der ikke både kunne og ville samarbejde.

At hun kan fyres alligevel, kom derimod som noget af en overraskelse for hende. Og det er først og fremmest denne kendsgerning, hun gerne vil gøre andre opmærksom på gennem sin historie. At den måske også handler om nogle pædagogers holdning til medhjælpere er en anden sag, som ikke gør historien dårligere.

”Hendes” institution har været igennem mange skift i de år hun har været pædagogmedhjælper der, bl.a. seks-syv forskellige ledere. Men Annette er omstillingsparat, og hun har derfor trofast fulgt med i de mange skift. Institutionen startede som en ren vuggestue, for så efter en del år at blive integreret med en satelitbørnehave. Annette var en af de medarbejdere, som skiftede til børnehavedelen. Hun var ingen årsunge mere, og adskillige års arbejde med vuggestuebørn havde sat sine spor på kroppen, især skuldre og arme. Vuggestuen og børnehaven havde samme ledelse men lå et stykke fra hinanden, en konstruktion som tydeligt viste sig ikke at fungere. Børnehaven blev derefter en selvstændig udflytterbørnehave med fast base i et naturområde.

”Det var enormt dejligt at være med til at starte børnehaven op. Desværre kom der snart efter en del problemer med for mange tomme børnehavepladser, ikke kun hos os, men i det hele taget. Samtidig stoppede vores leder.” Børnehaven valgte at tage kampen op. De så på muligheder for sammenlægninger med en anden stationær udflytter, men endte med at få skaffet flere børn samtidig med at en ny leder kom til.

På dette tidspunkt søgte og fi k Annette uddannelsesorlov. Efter de mange år som medhjælper ville hun tage meritpædagogud dannelsen. Annette har, på trods af at hun er alene med sine børn, gennem alle årene været afl astningsfamilie for akutte ple jebørn, og midt i uddannelsen blev hun bedt om at tage et fuld tidsplejebarn. Efter moden overvejelse sagde hun ja, vel vidende at det ville koste hende uddannelsen, hun ville ikke være i stand til at gøre begge dele. Den beslutning fortryder hun ikke i dag, hun valgte det vigtigste, og hun har da også stadig plejebarnet, som nu er et børnehavebarn, boende i fuld pleje.

Da hun vender tilbage efter endt orlov, er der blevet ansat en ny souschef og en ny leder. Samtidig er børnehaven udvidet med en vuggestuedel. Annette bliver hurtigt glad for sousche fen, som også virker glad for hende. Hun roser hende i hvert fald for hendes arbejde og håndtering af børnene, og hun giver hende løbende de skulderklap, som ledelser ellers ofte glemmer at give.

SKIDEBALLER

En ny tid starter, da lederen slutter og en ny kommer til. Hun er en anden type, som Annette siger. Lederen har tilsyneladende en helt bestemt idé med daginstitutionen, hvilket efter Annet tes mening er fi nt nok. Blot involverer hun ikke rigtig nogen.
Derimod bliver en kollega omplaceret mod sin vilje. Og samtidig oplever Annette at hun får regulære skideballer af den før så anerkendende souschef. Et skift i holdning som ikke kun hun men alle medhjælperne mærker. Et skift som souschefen senere forklarer med at hendes rolle blev tydeligere og hun selv mere markant med ansættelsen af den nye leder.

Annette oplever først og fremmest at hun bliver irettesat, når hun tager ansvar. Og på hendes spørgsmål får hun det svar, at hun som medhjælper først og fremmest skal spørge ledelsen.

Hun skal ikke selv træffe beslutninger, men altid spørge ledelsen. Hun går med andre ord efter ledelsens mening langt ud over sin kompetence. Selv oplever hun at ledelsen ikke bruger hendes kompetencer.

Det er ikke fordi der er meldt nogen klar holdning til pæda gogopgaver henholdsvis medhjælperopgaver ud, tværtimod gav lederen, da hun startede, indtryk af at alle ville få indfl ydelse, men sådan oplever Annette bare ikke at hun arbejder. I stigende grad gøres der forskel på, hvad man må som pædagog og hvad man må som medhjælper. Fx får Annette ikke en chance for at læse ansøgninger til en ny stilling i institutionen. Og fx holdes der pædagogmøder uden medhjælperne, hvor pædagogiske spørgsmål diskuteres og den pædagogiske linje fastlægges. Og medhjælperne skal da endelig bare spørge ind….

”Som medhjælper følte jeg mig udenfor. Vi bliver som med hjælpere irettesat som uvorne teenagere. Det er rene magtde monstrationer. Og stemningen i daginstitutionen blev generelt dårlig.”

Så dårlig at Annette i februar sidste år melder sig syg og specifikt begrunder det med dårligt arbejdsmiljø. Hendes leder ringer et par dage efter og opfordrer hende til at komme og tale om det.

Men på det tidspunkt har Annette brug for lidt ro. Hun kontak ter selv sin tillidsrepræsentant og sætter hende ind i sagen. Hun er dog helt grøn, og der sker intet trods hendes forsikringer om at ville gå videre med sagen.

I alt er Annette sygemeldt i seks uger. Da intet ser ud til at fl ytte sig det mindste, raskmelder hun sig. Samtidig aftaler hun med lederen at de tager en samtale samme dag. Til Annettes skuffelse handler samtalen udelukkende om, hvad der er ændret i huset i de seks uger, hun har været væk. Hun havde håbet på at få en snak om arbejdsmiljøet, så de kunne få gjort noget frem adrettet med det, og en sådan opklarende samtale lover lederen de skal have som en sygefraværssamtale.

”Jeg ville få en skriftlig indkaldelse. Og indtil da skulle jeg have tjenestefri. Hun slutter denne snak af med at foreslå, om jeg ikke skulle søge nye udfordringer. Det blev jeg rigtig ked af.
Jeg ville jo bare så gerne se arbejdspladsen blomstre igen.”

INGEN FYRINGSGRUND

NDVi er nået frem til midt i maj, og Annette har ikke været på arbejde siden februar. Til selve sygefraværssamtalen vælger hun at have en bisidder fra LFS med snarere end den helt nye tillids repræsentant. Det viser sig at være godt, forløbet taget i betragt ning. Lederen har til gengæld en deltager fra lokalforvaltningen med, i øvrigt en person, som Annette har fuld tillid til.

Ret hurtigt tager samtalen karakter af en tjenstlig samtale, og repræsentanten fra LFS stopper den og kræver en indkal delse med en ny dagsorden, som svarer til det lederen reelt vil tale om. Det accepterer alle, og allerede en uge efter holdes den tjenstlige samtale, denne gang på neutral grund i lokalforvaltningen.

”De forsøgte virkelig at grave noget lort frem om mig. Men kun ne intet fi nde bortset fra et replikskifte mellem mig og gårdman den, som jeg har kendt i fl ere år og har en særlig humoristisk jargon sammen med. Det var selvfølgelig en misforståelse fra deres side, og en humor de ikke lige havde forstået”, fortæller Annette med et skævt grin.

”Intet arbejdsmæssigt var der på mig! Ingen forældreklager, intet. Det er souschefen, som ikke kan samarbejde med mig, og både hun og lederen truede med at sige op og forlade stedet, hvis de ikke kunne komme af med mig. Det må da siges ikke at være sin stilling voksen, ikke sandt? Jeg gentager til mødet at jeg ingen problemer har med at samarbejde med nogen af dem, jeg vil gerne omstille mig, og jeg vil gerne tilbage til bør nehaven.”

Af referatet af samtalen fremgår det med al ønskelig tydelig hed at, for at citere: ”der ikke var grundlag for en afskedigelses sag.”
Et kardinalpunkt synes at være (i mangel af bedre) at An nette ikke går til ledelsen med sine problemer. Det mener hun nu nok hun har gjort, især til den nærmeste ledelse, souschefen, hvilket ikke synes at være godt nok. Hun mener til gengæld ikke at hun er blevet lyttet til.

Er det rimeligt at fyre en medarbejder for at gå til souschefen med problemer, snarere end til lederen? Selvfølgelig er vores grænser forskellige men alligevel. Annette mener selv at fyrin gen af hende er personlig og har et par glimrende eksempler på forskelsbehandling, men det benægter leder og souschef.

Annette vil gerne fortsat være ansat i børnehaven, men forvaltningen vurderer at tilliden mellem parterne har lidt uop rettelig skade. Først vil de omplacere hende til vuggestuen, men det må hun afvise på grund af sin fysik. Forvaltningen vil så forsøge at fi nde et andet sted, for som de skriver: ”Problemerne kan ikke alene tillægges NN, og der foreligger ikke en afskedi gelsesgrund”

IKKE FREDET

Set med Annettes øjne er fyringsgrunden ikke så svær at gen nemskue, den er personlig. Og mere end én person har sagt til hende undervejs: de er bange for dig, du er for stærk.

”Jeg er stærk, og jeg har et retfærdighedsgen (derfor denne artikel). Og jeg ville jo bare på arbejde.”
Selvom hun er stærk, og det skal man være for at klare et sådan forløb uden at gå ned med fl aget, melder hun sig alligevel syg en pe riode efter den tjenstlige samtale. Men kommer derefter igen på banen som raskmeldt. For fyre hende for sygdom skal de alligevel ikke bare kunne.

Men hermed er sagen desværre ikke slut. For det er ikke så lige til at omplacere en 45 årig kvindelig pædagogmedhjælper.
En samtale med centerchefen giver nyt håb om en omplace ring. Men hun hører intet derefter. Til sidst får hun at vide at de ikke kan fi nde en omplacering til hende. Hun bliver til sidst fyret (for de har gjort deres ved allerede at have tilbudt hende et job i vuggestuen) og hun er nu et år efter stadig hjemme på fuld løn.

Det må have været dyrt for institutionen med vold og magt at ville af med hende, resonerer hun.
Hun har dog stadig håbet i behold. Dels har hun en lang institutionserfaring, dels har hun sin store plejeerfaring med sårbare og skæve børn, som hun brænder for.

”Det værste ved dette forløb er at jeg aldrig nåede at få sagt farvel til børn og forældre. Nogle børn som man har haft gen nem nogle år knytter man sig jo til og omvendt. Jeg er ærgerlig over at jeg ikke måtte arbejde efter den første samtale, især fordi jeg jo havde sagt til børn og forældre at jeg ville vende tilbage da.”

Og så er det vigtigt for hende at sige til andre – ligeså naive som hun selv – at man er ikke fredet, selvom man intet har gjort galt.
”Hvis de vil af med én, så kan de det. Det er kun et spørgs mål om at betale sig fra det. Det er jeg overrasket over, det vidste jeg ikke. Jeg tror jeg troede at man så ville gå i retten.

Men man kan altså blive fyret uden at have gjort eller sagt noget som helst forkert.”
Annette er et opdigtet navn. Redaktionen kender hendes identitet.