Medlemsportræt:
Jeg kunne være endt som kronisk kontanthjælpsmodtager
”Jeg blev uddannet i 2004 fra Frøbelseminariet. Jeg var jo relativt gammel, 36 år, da jeg blev uddannet. Pædagog var nok det sidste, jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg skulle blive. Da jeg var barn, havde det at være pædagog ikke særlig høj status. Jeg har aldrig selv gået i institution, fordi jeg blev passet af min mors veninde. I den tid var der lidt en ringeagt for pædagoger, lidt af den, vi stadig hører i dag om, at ’alle kan jo blive pædagog’.”
”Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har haft andre fremtidsdrømme end at blive prinsesse eller dyrepasser, ligesom alle andre piger. Jeg var sådan en, der strøg igennem folkeskolen og aldrig havde svært ved noget, og i gymnasiet kom jeg igennem med et ret pænt snit på den matematiske linje. Jeg følte, det forpligtede, så jeg søgte ind på ingeniørteknikum. Inden det tog jeg dog et sabbatår, hvor jeg var au pair på Manhattan.”
”I løbet af det år fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle være ingeniør. Jeg havde en bekendt, der var begyndt at læse jura, og fordi mit snit var højt nok, så søgte jeg ind. Studiet var enormt spændende, men jeg var slet ikke studiemoden, så efter halvandet år valgte jeg at stoppe. Så begyndte jeg at lære arabisk på aftenskole, og jeg søgte også ind på semitisk filologi på universitetet, og i 1993 fik jeg min bachelor.”
”Efter tre år syntes jeg stadig ikke, jeg havde lært sproget. Så jeg rejste et år til Beirut i Libanon. Efter et år tog jeg hjem og begyndte på min kandidat. Men samtidig blev jeg gravid og fandt ud af, at jeg havde en depression. Jeg tog derfor orlov, som senere blev til, at jeg droppede ud. Jeg plejer at sige, at jeg er en succeshistorie i forhold til social investering, for min sagsbehandler godkendte, at jeg fik revalidering, så jeg kunne tage en anden uddannelse. Det var her, en bekendt fortalte mig om pædagogstudiet.”
”Det tog mig næsten 10 år at komme ud på den anden side af depressionen. Jeg kunne lige så godt være endt som kronisk kontakthjælpsmodtager, men det gjorde jeg ikke, for jeg fik bevilget psykologrådgivning, som hjalp mig gennem studiet. Gudskelov for det, for man bruger sig selv rigtig meget i pædagogstudiet og i sit arbejde som pædagog. Det er både en styrke, men det kan også være svært at håndtere. Det var altafgørende, at jeg fik den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt.”
”Der er jo sket meget i min opfattelse af, hvordan jeg ser på pædagogers faglighed, siden jeg var barn. Men jeg vil også vove at påstå, at mange pædagoger i 70’erne ikke var lige så dygtige, som vi er i dag. Fra jeg blev uddannet, så gik der mindst fem år, før jeg kunne betragte mig som en god pædagog. Nu efter snart 15 år oplever jeg stadig, at jeg lærer nyt, og at jeg er nødt til at reflektere over, om jeg kunne gøre noget anderledes eller bedre i min praksis.”
”Da jeg blev uddannet, ville jeg arbejde inden for specialområdet, for det var sejt! Men arbejdstiderne harmonerede dårligt med, at jeg havde et lille barn, så jeg endte med at tage et job på en fritidsklub. Det var ikke lige mig, så jeg fik arbejde i en udflytterbørnehave og blev gravid igen. Jeg var enlig mor til to nu, så jeg fandt job i en daginstitution nær mit yngste barns, og her sendte jeg en ansøgning. Jeg fik jobbet i 2007 og har været her lige siden.”
”Fra at have haft ambitioner om at ville arbejde med sindslidende, så fandt jeg min rette hylde ved en tilfældighed. Her har jeg fået plads til at udvikle mig til den pædagog, jeg gerne vil være. Jeg har været praktikantvejleder i mange år, og jeg siger ofte til mine studerende, at jeg ikke selv er færdig med at lære. De studerende udfordrer os på, hvorfor vi tit bare gør, som vi plejer. Jeg har ikke råd til at læse videre, men jeg vil gerne være leder en dag. Jeg føler, jeg har rygsækken fyldt med livserfaring og en masse pædagogiske redskaber og kompetencer, hvilket gør mig til den pædagog, jeg er i dag.”
Hvem: Anne Müllertz
Alder: 52
Arbejdssted: Daginstitutionen Paletten, Amager. Er i øjeblikket udlånt til en anden institution i klyngen.
Bonusinfo: Mor til tre, har været TR i mere end 10 år, har haft job i Røde Kors som kontaktperson fra flygtninge, har været spejderleder i en årrække, bor sammen med sine to yngste børn og familiens to katte.