Ud i naturen? Få ideer, råd og redskaber
Det er forår, og naturen kalder – også i dagtilbuddet. Der er god inspiration at hente hos Krible Krable, et landsdækkende naturprojekt for børn, der hvert år tilbyder nyt og gratis inspirations – og undervisningsmateriale. I maj myldrer smådyr og insekter frem i den danske natur og dermed lyder startskuddet for Naturvejlederforeningens store Krible-Krable projekt.
Projektet giver det pædagogiske personale masser af muligheder for at vække den naturfaglige nysgerrighed og legelyst hos de 0 til 8-årige, når de oplever, undersøger og udforsker deres omgivelser i den natur, der er lige uden for døren.
Pædagoger kan frit downloade pædagogisk undervisnings- og inspirationsmateriale med tips og tricks, fakta og vejledninger til at udforske insekter og smådyr på sjove måder, om det så gælder ulveedderkopper, dansemyg eller guldfluer, og materialerne kan også bestilles i fysisk form, så længe lageret rækker.
Krible Krableprojektet er udviklet af Naturvejlederforeningen i samarbejde med DR Ramasjang, og det er penge fra Novo Nordisk Fonden, der betaler gildet.
Sådan gør du
Se mere på www.kriblekrable.dk, hvor du kan downloade vejledninger, gør-det-selv instruktioner, forslag til forløb, lege og aktiviteter.
Fra primo april kan du via hjemmesiden bestille og få tilsendt årets udgivelser og materialer gratis.
Fra den 1. april kan du låne en Krible Krable kasse med undersøgelsesgrej til både vand og land.
I hele maj kan børn og pædagogisk personale deltage i en fotokonkurrence på Krible Krables Facebookgruppe. https://www.facebook.com/groups/652206941571349/
Årets tema: Sommerfugle
2020-temaet for Krible Krable er ’Sommerfuglenes forunderlige verden’. Derfor kan man hente inspirationsmateriale med fakta og detaljer om de forskellige sommerfuglearters liv, deres livscyklus, om hvordan man lokker sommerfuglene til og med forslag til lege på www.kriblekrable.dk. Materialet om sommerfugletemaet er færdigudviklet i primo april og kan sendes ud, så det er klart til Krible Krable sæsonstart i maj. Man kan også bestille sommerfuglelarver hjem for at følge deres udvikling og senere sætte sommerfuglene ud, og man kan bestille frøposer med frø af løgkarse, der er levested for sommerfugleæg og larver.