Da fritidsinstitutionerne blev del af Danmarkshistorien

Fritidsinstitutionerne har en lang historie, der bygger på demokrati, samfundets udvikling, reformer og ideologi. Søs Bayer, ph.d. og forsker, fortæller, hvordan de første fritidshjem udviklede sig til de institutioner, vi kender i dag.

Tekst: Signe Rosa Skelbæk Fotos: Udlånt af Dansk Pædagogisk Historisk Forening

1800-tallet

Det første fritidshjem fra 1874 blev kaldt en arbejdsstue. Fritidshjemmet stod i modsætning til enten arbejde eller skole. Institutionerne var rettet mod de fattige, det var ikke middelklassens børn, der i første omgang gik i dem. Børnene skulle her lære at arbejde, for det blev opfattet som var frigørende. I 1874 er der to spor i samfundet: et pædagogisk og det vi kalder et samfundsopbyggende spor. Fra midten af 1800-tallet er man meget optaget af at opbygge samfund, derfor etableres institutioner, der fokuserer på at skabe borgere, der kan indgå i samfundet. Demokratiet er i denne periode gryende, man har endnu ikke formuleret velfærdssamfundet, men man vil skabe et samfund, hvor alle mennesker har en værdig placering, og det sker i høj grad gennem at arbejde.

Starten af 1900-tallet

Det første fritidshjem er fra 1903 og hørte til under Lahns Stiftelse i Odense. I København blev det første etableret omkring 1907. Vægten lå på at skabe et sted, hvor børnene kunne bruge deres tid og være en del af skabende aktiviteter. Her skulle være plads til leg og udendørsaktiviteter. Opfindelsen af fritidshjem betød også, at børn ikke kun skulle være afhængige og begrænsede af deres egne familiers muligheder.

Efter 1. verdenskrig

Der sker en opblomstring af en progressiv og reformvenlig pædagogik. Perspektivet er, at mennesket skal være frit, og skal det være frit, så skal det have gode muligheder i sin opdragelse. Omkring 1920-30’erne er der massive bevægelser både i Danmark og globalt, der sætter fokus på, at uddannelse og opdragelse skal være demokratisk og mere værdig. Det er et vigtigt skridt væk fra tugt, arbejde og disciplin, og man retter sig i stedet mod æstetik, kultur og kulturelle møder mellem mennesker.

Efter 2. verdenskrigDet utænkelige, en verdenskrig, skete, og i årene herefter opstår der et stort fokus på demokrati, selvstændighed, myndighed og det enkelte individs muligheder. Interessen for fritidsinstitutioner og ikke mindst klubberne stiger, fordi man vil sikre, at unge vokser op i miljøer, der i højere udstrækning sørger for, at de ikke er undertrykte og bliver voldelige, men at de i stedet kan blive værdige og demokratiske deltagere i udbygningen af demokratiet i Danmark. 2. verdenskrig bliver for mange en demonstration af et fejlslagent demokrati, og der opstår en forståelse af, at den frie tid er betydningsfuld, fordi det er her, folk kan indgå i fællesskaber, de selv har valgt, og dermed praktisere demokrati i fællesskaberne. Skole og arbejde forstås ikke som fællesskaber, der er selvvalgte. Men også her er der fokus på demokrati.

1970’erne

I 1974 laver man en betænkning om, at alle institutioner i landet skal være integrerede. Ved integrerede menes institutioner, der typisk ligger ved større boligbyggerier, hvor børn går fra vuggestue og op til klub. Tanken er, at børnene ikke skal opdeles aldersmæssigt, at de skal mødes af genkendelige voksne, og at de skal have et mere sammenhængende liv. Ideen var også, at der også skulle være døgnafdelinger, så hvis barnet ikke kunne være i familien, så skulle det ikke også flytte fra sit lokalmiljø. Murergården på Nørrebro er et eksempel fra denne tid, her ligger vuggestue, børnehave, fritidshjem og klub i samme hus. Tankerne i betænkningen bliver dog aldrig realiseret.

1982

SFO’erne opstår, og her begynder læringsindtoget på fritidspædagogikkens domæne. Det sker i sammenhæng med, at samfundet i høj grad baserer sig på liberale og markedsorienterede principper. Mennesket skal totalmaksimeres, man skal bruge sine vågne timer på at lære noget, der er vigtigt for en selv og for samfundet – og i mindre grad for demokratiets skyld. Vækstdagsordenen fylder meget, og frygten for at spilde tiden omsættes strukturelt. Det bliver et afgørende brud, fordi det åbner op for hele diskussionen af, hvad fritidsinstitutioner skal bruges til. Det er den diskussion, vi genfinder i disse år, hvor diskussionen går på, hvad heldagsskolen kan og ikke kan. 1982 er også året, hvor fritidshjemmene begrænses til at være et tilbud til og med 3. klasses børn. Hidtil har det været et tilbud, som børn op til 14 årsalderen kunne benytte. Mod manges forestillinger betød det ikke en opblomstring for klubberne, mange børn tog i stedet hjem.

2020

Allerede i 1982 var der forskere, der kaldte SFO’erne og tankerne om heldagsskolen for verdenshistoriens længste eftersidning. Det var altså ikke først med folkeskolereformen i 2013, at børnenes fritid blev underordnet en læringsdagsorden. Selv om Københavns Kommune dengang og i dag var kendetegnet ved at fastholde fritidshjemmet væk fra skolen, så genoptages debatten nu, hvor et politisk flertal i Københavns Kommune af økonomiske grunde arbejder på, at alle fritidshjemmene skal omdannes til skolefritidsordninger, KKFO’er. Skiftet betyder i praksis, at reglen om, at forældrebetalingen maximalt må udgøre 30 procent af bruttoudgifterne, forsvinder. Dermed bliver det muligt for kommunen at inddrive en højere forældrebetaling. I praksis vil det betyde, at KKFO’erne bliver underlagt folkeskoleloven, fremfor dagtilbudsloven.

Saxoly

Saxoly fritidshjem blev oprettet i 1920 af en apotekerhustru på Vesterbro. Nanna Trojel, som hun hed, startede institutionen i et nedlagt værtshus i Saxogade. Institutionen blev oprettet under foreningen ’Nødlidende kvinders kontor’ (senere mødrehjælpen) i 1920, og blev udskrevet af dennes drift i 1924. Fritidshjemmets økonomi var baseret på donationer fra velmenende borgere i byen samt økonomiske donationer fra en række kommuner og amter i Danmark. Fritidshjemmet modtog børn i alderen 1-12 år. Der blev oprettet klubber for de større børn og mødreklubber om aftenen, hvor mødrene fik mulighed for at debattere vigtige spørgsmål vedrørende børneopdragelse. I 1937 flyttede fritidshjemmet til de nuværende lokaler i Saxogade 104A. I den gamle bygning oprettede Nanna Trojel Saxogaarden. I 1944 lykkedes det Saxoly at købe en grund i Bøndernes Hegn, nær Hareskoven. Skovgrunden bruges dagligt af begge Saxolys institutioner. I 1947 købte Saxoly grunden ved Bøtø på Falster, og fik i slutningen af året foræret en tidligere skolebarak fra en flygtningelejr for tyske flygtninge, som den dag i dag stadig fungerer som koloni for Saxolys børn. Vedligeholdelse og istandsættelser af de to bygninger foregår udelukkende for legat og fondsmidler og har aldrig været afhængigt af kommunal økonomi. I 2011 blev Saxolys institutioner atter til én enhed, da man sammenlagde dem i én stor fælles klynge. Saxoly har årsberetninger, beretninger fra lejrture, skudsmål på tidligere ansatte, håndskrevne lønregnskaber og meget andet, som underbygger en fin og stærkt engageret historie. En historie om foretagsomme ildsjæle, som ville det allerbedste for børnene. En historie de bærer videre, og er stolte af. Billederne viser klubaktiviteter for børn og voksne. Billederne er udlånt af Dansk Pædagogisk Historisk Forening. Fotograferne er ubekendte.

Hudegrunden

Hudegrundens byggelegeplads blev til i juli 1970 og blev startet af en arkitektgruppe, pædagoger og beboere på Vesterbro. Pladsen blev anerkendt som pædagogisk legested af Københavns Kommune i november 1970. Institutionen blev berømt og berygtet for sin marxistiske pædagogik og var en kombineret byggelegeplads og ungdomsklub. Billederne er fra 1971 og 1972 og er udlånt af Dansk Pædagogisk Historisk Forening. Fotograf: Ole Schultze Henriksen.