Man bliver slidt, når man ikke kan leve op til sine egne faglige værdier
Bostedets busser er sparet væk. Det samme er mellemvagten, der kunne skabe et åndehul til hygge med beboerne. Men personalet på Bostedet Ny Ellebjerg, der er hjem for 26 borgere med udviklingshæmning, kæmper fortsat for at yde deres bedste for beboerne. Det kræver knivskarpe prioriteringer.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Klokken er 15, det er fredag eftermiddag, og socialpædagog Palle Minddal er mødt ind i aftenvagt. Han når ikke ind på kontoret, før en beboer kræver hans tilstedeværelse. Der er noget er galt med fjernsynet, og det skal løses straks, mener beboeren.
”De fleste beboere kan udsætte deres behov. Men netop denne beboer kan ikke vente. Hvis jeg ikke trådte til med det samme, ville der være risiko for, at vedkommende kørte sig selv op og blev udadreagerende,” siger Palle Minddal, der på vejen må berolige en anden beboer og love, at han kommer ind i lejligheden og ser på den røde seddel.
”Den røde seddel er en historie for sig. Jeg fortæller senere,” siger Palle Minddal, og haster ind på kontoret for at åbne computeren. Der er ikke mulighed for overlevering, for mellemvagten, der har været på job siden klokken 11, er optaget af noget akut. Derfor går Palle Minddal i socialforvaltningens it-system CSC og forsøger at skaffe sig et hurtigt overblik over, om der er noget akut i forhold til de 12 beboere, som han sammen med kollegaen Camilla Hansen har ansvaret for frem til klokken 23. De deler sig op, så de har en gang med seks beboere hver – og aflaster så hinanden undervejs, hvis noget opstår.
Klokken er 15.20, og Palle Minddal bevæger sig ud på gangene. Der skal laves eftermiddagskaffe, og han tager et rullebord med ned til køkkenet i ’herreenden’.
”De beboere, jeg har ansvaret for i dag, er ikke så plejekrævende rent fysisk. Der er så nogle andre problematikker. Vi har blandt andet en beboer, som let kommer i konflikter, føler sig misforstået og kan ende med at blive udadreagerende,” fortæller Palle Minddal.
Flere af beboerne har ventet rastløst i nærheden af personalerummet.
”Der er utryghed, hvis der ikke er en tilgængelig medarbejder. Vi har beboere, der primært relaterer til personalet, selv om de egentlig har et funktionsniveau, der gør, at de kunne have glæde af hinanden. Det kræver bare en pædagogisk indsats at støtte op om det. Men det er svært at frigøre tid til relationsarbejde. Skal-opgaverne med pleje og medicin skal jo nås,” siger Palle Minddal og fortsætter:
”Man skal virkelig være skarp til at se, hvor der er overskud til at lægge indsatsen. Det er blevet sværere, men selvfølgelig arbejder vi videre med det.”
Palle Minddal stikker hovedet ind hos en beboer, der ikke har vist sig på gangen. Beboeren har diabetes, og det er svært at få blodsukkeret under kontrol, men beboeren har selv været på gaden og har købt stort ind af sodavand – og har tidligere på dagen bestilt pizza udefra.
”Vi kan ikke bestemme, hvad beboerne bruger deres egne penge på, vi kan kun guide og vejlede. Det kræver en god relation, hvis man skal motivere nogen til at afstå fra noget, som han eller hun er glad for. Det kan være svært for pårørende, at vi ikke har mulighed for at begrænse noget, som helt soleklart er sundhedsskadeligt. Derfor er det vigtigt, at vi prioriterer pårørendesamarbejdet højt, selv om det tager tid. Det er vigtigt, at der er tillid, hvis noget bliver svært.”
Klokken er 15.55. Beboeren med den røde seddel har fulgt i hælene på Palle Minddal, siden han kom, og der er nu endelig tid til at gå med ind i beboerens lejlighed og tilføje et par ord til den røde seddel. Den består af et rødt kartonark, der er sat op med tape på indersiden af døren. Arket indeholder en pakkeliste over ting, der ”skal med til Sverige”.
”Det er svært. Han vil så gerne på ferie til Sverige. Men han kommer desværre ikke afsted. Vi kan på grund af besparelserne ikke længere tilbyde vores beboere sommerferie, og vi har været nødt til at sælge bostedets busser, så vi kan heller ikke tage på ture. Jeg nænner ikke at konfrontere ham med, at det ikke kommer til at ske; han har udviklet demens, og hans kognitive funktioner forværres ret hurtigt, og han har stor glæde af den røde seddel. Det vil ikke give mening for ham at blive mødt med afvisning hver dag. I stedet anerkender vi hans ønske, ” fortæller Palle Minddal, som synes, det er lidt trist, at der er beboere, hvis liv er begrænset til bostedet og deres dagtilbud, hvis de har et sådant.
”Før i tiden kom vores beboere på en uges sommerferie, og vi kunne tilbyde nogle oplevelser én gang hver 14. dag på en hjemmedag, hvor vi afsatte tid til, at hver enkelt kunne tage afsted nogle timer med en pædagog. Det betød, at de kunne komme i ZOO, i biografen eller ud og spise. Sidste år måtte vi ikke længere bruge penge på udgifter til ledsageren. I år er det blevet en smule bedre. Men det betyder stadig, at vi ikke kan betale entre eller biografbillet til pædagogen. Turen hver 14. dag er begrænset til nødvendige indkøb, besøg hos lægen eller lejlighedsvise café-besøg. Vi har i stedet været kreative og blandt andet inddraget IOF, Invalides Oplysnings Forbund, og private ledsagere for at give beboerne mulighed for at komme på tur. Men udfordringen her er, at det bliver meget afhængigt af den enkelte beboers økonomi og funktionsniveau, om de kan deltage,” siger Palle Minddal.
Klokken er 16.20, og Palle Minddal begynder at lave mad.
”Vi prioriterer selv at lave mad. Det skaber et naturligt samlingspunkt i køkkenet, og det giver livskvalitet at kunne deltage i madlavningen, at få frisklavet mad og at kunne dufte maden, mens den bliver tilberedt. Aftensmaden er dagens højdepunkt for flere af vores beboere. Der er desværre flere aftener, hvor det simpelthen ikke kan lade sig gøre, og hvor vi må have mad udefra. Men vi forsøger.”
Menuen står på lakselasagne med spinat, og Palle Minddal skifter lidt mellem køkkenbordet og den beboer, som gerne vil have hjælp til at bruge sin tablet. Der bliver trangt i det lille køkken, fordi beboerne samles omkring bordet. Men Palle Minddal siger, det er en nem aften. En beboer er taget på weekendbesøg hos sine forældre, og den beboer, der har spist pizza til frokost, har valgt at blive i sin lejlighed og er faldet i søvn.
Middagen bliver serveret i fællesstuen 17.30, og bagefter rydder Palle Minddal af og sætter i opvaskemaskinen. Der skal uddeles medicin, og et par beboere skal have hjælp til toiletbesøg. Palle Minddal tager derefter aftenens pause i personalerummet.
Klokken er 19.30, og Palle Minddal gør klar til fredagsaftenhygge med popcorn foran X-Factor.
”Før de seneste besparelser havde vi en mellemvagt, der først gik klokken 21. Det betød, at man kunne skabe en rolig aften, hvor der var en times tid, hvor man kunne sidde sammen med beboerne, fordi mellemvagten kunne gå fra og til. Det er ikke bare hygge. Det handler om relationsarbejde, hvor man kan støtte beboernes interne relationer. Det er blevet sværere at finde tid til. Og det er tæt på umuligt, hvis en beboer får et affektudbrud og har brug for, at man er der en-til-en. Det er vigtigt, at vi hjælper beboerne med at vedligeholde deres funktionsniveau, for ellers er der risiko for en ond spiral, hvor de bliver mindre selvstændige og selvhjulpne. Derfor må vi være kreative for at finde tid til at vedligeholde beboernes færdigheder. Vi må blive endnu bedre til at inddrage dem i de daglige opgaver, der alligevel skal udføres,” siger Palle Minddal.
Der går ikke mange minutter, før Palle Minddal må rejse sig for at hjælpe en beboer, der er træt og vil i seng. Beboeren skal have hjælp til fysiske øvelser, for at hans cerebrale parese ikke skal forværre hans benfunktion for hurtigt. Da Palle Minddal forlader fællesstuen, går det lille selskab i opløsning, og de øvrige beboere begynder at bevæge sig rastløst rundt.
Bagefter skal aftenmedicinen deles ud, og Palle Minddal går i pendulfart mellem to lejligheder, hvor beboerne skal have hjælp til tandbørstning og aftentoilette. En tredje beboer er gået i seng uden tandbørstning, mens Palle Minddal var optaget af noget andet.
Klokken er 21.30, og der er ved at være ro på gangen. Palle Minddal går ind til beboeren med diabetes for at se, om han er vågnet og for at opfordre ham til at spise lidt.
”Jeg ville gerne arbejde tættere med hans spisemønster. Vi har en formodning om, at han overspiser for at dæmpe stress og ubehag, og det kunne være godt for hans sundhed og trivsel, hvis vi kunne give ham strategier til at finde ro og behag på andre måder. Fx igennem sanseintegration eller aktiviteter med os. Men det ville kræve tid, hvor vi kan arbejde målrettet med ham i en længere periode, så vi kan udbygge relationen til ham, og så tiltagene bliver genkendelige, så han kan blive tryg ved dem. Som det er lige nu, er der desværre ikke tilstrækkelige ressourcer til det. Vi er i dialog med hans hjemkommune, og håber på, at de kan hjælpe,” siger Palle Minddal og fortsætter:
”Det er noget af det hårdeste ved jobbet – man bliver slidt af hele tiden at føle, at man burde gøre mere end det, man gør. Vi – bostedets personale - har haft en fælles proces, hvor vi sammen har forsøgt at definere kerneopgaven og identificere de ting, vi kan gøre mindre af, så vi ikke skal løbe hurtigere. Men det er stadig vanskeligt ikke at kunne handle tilstrækkeligt på oplagte problemstillinger.”
Palle Minddal bliver færdig med at rydde op i køkkenet og i fællesrummet. Han gør et rullebord klar til morgenmaden.
”Vi prøver at hjælpe hinanden ved at være på forkant, for man ved aldrig, hvad man møder ind til om morgenen. Der kan være en, der har det psykisk svært, og det kan være, at der er en beboer, der skal i bad med det samme, og hvor alt sengetøjet skal vaskes. Så bliver det presset – især hvis det er en hverdag, hvor beboerne skal afsted til deres dagtilbud. Vi har heldigvis stadig en god tillid og forståelse for hinanden i personalegruppen. Også, hvis vi ikke når det forventede. Alle ved, at kollegaerne har gjort deres bedste. Man kan være uenig om prioriteringerne, men ingen er i tvivl om, at kollegaerne altid har haft en god intention.”
Klokken er 22.05, og Palle Minddal finder Camilla Hansen og spøger, om hun har brug for hjælp. Hun klarer sig, siger hun, så han har nu resten af vagten frem til klokken 23 til at lave administrativt arbejde. Første prioritet er et svar til en sagsbehandler, der har skrevet med et presserende spørgsmål, og så skal kollegerne, der møder ind i morgen, have besked om, at de skal holde øje med beboeren med diabetes. En beboer skal risikovurderes, fordi der har været gentagne voldsepisoder, og hvis der er tid tilovers, skal der laves en beskrivelse af, hvordan det går med de delmål, der er sat for de enkelte beboere i deres handleplaner.
”Der skal være styr på det vigtigste, for jeg ved, at holdet i morgen får travlt. Der er sygemelding og derfor ingen mellemvagt fra 11 til 19, for vi skal spare på vikarbudgettet. Vi indkalder ofte ikke vikar ved den første sygemelding. Så i morgen skal kollegerne prioritere endnu mere skarpt. Når det gælder dokumentationsarbejdet, er der ind imellem opgaver, jeg ikke når. Det er jeg ærlig omkring. Jeg er nødt til at skrue ned for noget, så jeg ikke går i stykker. Heldigvis har ledelse og kollegaer forståelse for det.”
Klokken 23 cykler Palle Minddal hjem til Nørrebro, hvor resten af familien allerede sover. Han kan se frem til en fridag med kæresten og den seksårige og den treårige. Søndag morgen kalder jobbet igen.
Handicappede skal kunne tilpasse sig så meget
Charlotte Pepke har et blandet forhold til sønnens bedste ven. Han eksisterer nemlig kun i 25-årige Frederiks fantasi.
”Og et eller andet sted er det jo fantastisk, at Frederik kan hjælpe sig selv på den måde. Men det er også meget ensomt, og hvis det bliver den primære relation i hverdagen, kan jeg frygte, at Frederik forsvinder ind i sin egen lille boble,” siger Charlotte Pepke, der tydeligt kan mærke de seneste besparelser, som har fjernet bostedets busser, muligheden for udflugt med en pædagog én gang hver 14. dag – og som har betydet færre medarbejdere på gangene.
”Vi kan mærke, at deres tid går med plejeopgaver. Der er ikke tid til at sidde og hygge og skabe et fællesskab. Frederik kommer kun ud, når han skal i dagtilbud, og kommunen har sparet mandagskørslen væk, så Frederik ikke kan være på weekend hjemme hos mig eller hans far frem til mandag morgen. Hans liv er blevet mindre,” siger Charlotte Pepke, der som forælder oplever stor frustration.
”Handicappede skal udover at leve med deres begrænsninger også kunne tilpasse sig så meget. De skal hele tiden omstille sig, de skal hele tiden vente på hjælp, og de skal hele tiden gå på kryds af deres egne behov. Det er uværdigt.”