Noter
Løft til pædagogpraktikken
Praktikken er en væsentlig del af pædagoguddannelsen. Derfor indfører Københavns Kommune nu fælles standarder for praktikforløbene på 0-6 års området. Alle klynger og netværk skal fremover udarbejde planer for praktikforløb, og der skal vælges en ledelsesrepræsentant, som får ansvaret for at forankre arbejdet og samarbejdet om praktik i klyngen. Klyngen skal desuden have mindst en praktiktovholder, som har taget eller i gang med at tage diplommodulet i praktikvejledning. Formålet er både at skabe gode faglige læringsmiljøer, og at gøre praktikstederne så attraktive, at de studerende får lyst til at arbejde i Københavns Kommune, når de er færdiguddannede pædagoger.
Helbreddet følger lønnen
Folkepensionsalderen stiger år for år. Det er en udvikling, der kan vise sig nemmere at leve med for de økonomisk velstillede end for arbejder- og middelklassen, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Sidstnævnte grupper er nemlig langt mere syge end eliten. Mere end halvdelen af arbejderklassen (55 procent) og næsten halvdelen af middelklassen har været på sygedagpenge i alderen 50 til 59 år.
Pædagogiske medarbejdere hører i denne opgørelse til middelklassen, hvor 49 procent har oplevet at være på sygedagpenge i deres 50’ere. Det er et langt højere tal end den højere middelklasse, som primært udgøres af akademikere som læger, embedsmænd og gymnasielærere, og hvor 29 procent har været på sygedagpenge i alderen 50 til 59 år. Ser man på overklassen, som udgøres af fx bankdirektører, finansanalytikere og kommunaldirektører, har kun 17 procent været på sygedagpenge i deres 50’ere.
Også dødeligheden rammer skævt i forhold til indkomstgrupperne. Ser man på overklassen og den højere middelklasse, er det hver sjette, der dør i alderen 60-75 år. Ser man på middelklassen, som pædagogerne tilhører, er det hver femte, der dør i samme aldersgruppe, mens hver fjerde i arbejderklassen dør i 60-75-års alderen.
LFS-loppemarked lørdag den 13. juni
Du kan som medlem af LFS få en gratis stadeplads på LFS’ helt eget loppemarked lørdag den 13. juni 2020. Loppemarkedet foregår fra klokken 10.00 til klokken 14.00 i gården i LFS, indgang fra Sorøgade 6.
Gennemførsel af arrangementet afhænger naturligvis af den aktuelle situation omkring coronavirus. Følg med på www.mitlfs.dk.
Har du en stadeplads, skal du møde op mellem 8.30 og 9.30 og gøre klar – og være med til den fælles oprydning frem til 14.30. LFS serverer morgenbrød og kaffe og te, og der kan i løbet af dagen købes øl og vand til rimelige priser. Der er ét bord per medlem, og først-til-mølle-princippet gælder.
LFS annoncerer på relevante loppemarkedshjemmesider og laver løbesedler, som kan hentes i LFS. Er du interesseret i en stadeplads, skal du skrive en mail til loppemarked@lfs.dk
Hop med på Insta-bølgen
Har du en bruger på det sociale medie Instagram? Så skulle du ta’ og gøre som 340 andre brugere allerede gør – nemlig følge LFS. Brugernavnet er mitlfs.dk, og på profilen deler vi billeder og videoer fra demonstrationer, søger efter kilder til bladet og teaser for dit næste nummer af LFS Nyt. Deler du billeder fra dit arbejdsliv, som vi gerne må reposte, så brug gerne hashtagget #lfsnyt.
Værktøjer mod stress
Der er hjælp på vej, hvis arbejdspladsen vil styrke arbejdsfællesskabet, forebygge stresssygemeldinger og få et sprog for at tale om det, der er svært. Forskeren Pernille Steen Pedersen har på baggrund af interviews med kommunale ledere og medarbejdere udviklet en række materialer og forebyggelsesværktøjer, der skal hjælpe til at sætte psykisk arbejdsmiljø på dagsordenen. Værktøjerne er gratis og består af hæfter, dialogkort og videoer. Alle materialer kan hentes på www.vpt.dk/nytperspektivpaastress
Vold på botilbud
Det er snart sidste chance, hvis man ønsker gratis hjælp fra Socialstyrelsen til at forebygge voldsomme episoder på botilbud og boformer for hjemløse. Afsættet er de nationale retningslinjer om forebyggelse af voldsomme episoder. Både forvaltninger og sociale botilbud kan søge om hjælp. Fristerne for de to sidste ansøgningsrunder er 27. marts og 12. maj, og der er mere info på www.socialstyrelsen.dk. Brug søgefeltet og skriv ’forebyggelse af vold’.
Månedens podcast
Månedens podcast er denne gang en anbefaling af et specifikt afsnit af en podcastserie. Podcasten hedder ’Adfærd’ og det er afsnittet med titlen ’Sådan gør du dine børn robuste – med professor Per Schultz Jørgensen’ fra 28. oktober sidste år, vi anbefaler. Trods afsnittets måske lidt provokerende titel, der taler ind i hele robusthedsdiskussionen, så er afsnittet både sagligt funderet og behageligt at lytte til. Den aldrende Per Schultz Jørgensen, som interviewes i afsnittet, er familie- og børneforsker og tidligere formand for Børnerådet. Afsnittet er fyldt med genkendelige hverdagssituationer, og Per kommer ind på både familietyper, gode og dårlige vaner og nederlag samt svarer på det store dilemma: Skal børnene have mandlen til jul? Lyt med og hør, om du er enig i svaret. Podcasten kan med fordel også anbefales til forældre i jeres institution. Podcasten kan hentes på din podcastapp på både iPhone og Android, samt findes på Spotify.