Nedslidt? Tjek, om seniorpension er en mulighed
Vi kender alle sammen historierne om syge og nedslidte lønmodtagere, der skal gennem årelange afklaringsforløb, før de kan få førtidspension. Den nye seniorpension har skabt en lettere vej for nedslidte, der har seks år eller mindre tilbage, før de kan gå på folkepension.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Muligheden for at få seniorpension trådte i kraft den 1. januar 2020. Ordningen er i virkeligheden en førtidspension i light udgave, der kun er til rådighed for borgere, der har seks år eller mindre tilbage, til de kan gå på helt almindelig folkepension.
Kravene er udover alder, at ens arbejdsevne af helbredsmæssige årsager skal være nedsat til under 15 timer om ugen. Det kan altså være relevant, hvis du er nedslidt og sygemeldt, eller hvis du i forvejen er på arbejdsmarkedet på særlige vilkår på grund af dit helbred - eksempelvis som fleksjobber 15 timer om ugen eller mindre.
Man skal desuden have haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet på 20 - 25 år på fuld tid. Hvis man har arbejdet på deltid, bliver der lavet en forholdsmæssig omregning til fuldtidsarbejde.
Søger man seniorpension, slipper man for indsatser som arbejdsprøvning, optræning eller omskoling, som man udsættes for, hvis man søger førtidspension, og man kan ikke blive henvist til andre typer af jobs. Sagen skal heller ikke forelægges for Rehabiliteringsteamet, og der vil i vidt omfang blive lagt vægt på oplysninger fra egen læge. Det er kommunen, der vurderer, om man opfylder kravene for seniorpension.
Har du allerede søgt førtidspension eller seniorførtidspension efter de gamle regler, kan du vælge at få ansøgningen behandlet efter de nye regler, hvis du i øvrigt opfylder kravene.
Seniorpensionen udgør i 2020 19.092 kroner før skat, hvis du er enlig. Hvis du er gift eller samlevende, kan du få 16.229 kroner før skat. Beløbet kan blive nedsat, hvis du eller din ægtefælle har anden indtægt.
Spørg LFS
Er du i tvivl om, hvorvidt du kan være omfattet af den nye ordning, eller er du i tvivl om, hvordan du gør, kan du kontakte LFS på telefon 3544 4546 eller mail lfs@lfs.dk
Seniorer og fastholdelsesfleksjob
Det er også blevet nemmere at få lov til at blive ansat i et fleksjob på ens hidtidige arbejdsplads, hvis man har seks år eller mindre, til man kan gå på folkepension. Opfylder man i øvrigt kravene til et fleksjob ved at have væsentligt og varigt nedsat arbejdsevne, behøver man ikke længere have været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår, inden man kan ansættes i et fastholdelsesfleksjob.
Find din pensionsalder
Fødselsår |
Minimumsalder for efterløn og fleksydelse |
Folkepensionsalder |
2. halvår 1953 |
60 |
65 |
1. halvår 1954 |
60½ |
65½ |
2. halvår 1954 |
61 |
66 |
1. halvår 1955 |
61½ |
66½ |
2. halvår 1955 |
62 |
67 |
1. halvår 1956 |
62½ |
67 |
2. halvår 1956 til 2. halvår 1958 |
63 |
67 |
1. halvår 1959 |
63½ |
67 |
2. halvår 1959 til 2. halvår 1962 |
64 |
67 |
1. halvår 1963 til 2. halvår 1966 |
65 |
68 |
I 2020 forventes det, at der fremsættes lovforslag om yderligere forhøjelse af folkepensionsalderen for personer, der er født 1. januar 1967 eller senere.