Spørg LFS-monopolet
LFS Nyt har fået sin helt egen brevkasse: Spørg LFS-monopolet
Kan du tillade dig at være irriteret på din kollega, fordi hun tygger tyggegummi hele dagen? Er du træt af, at venner og bekendte altid vil have gode råd om deres børn, når I ses til rødvinsmiddage?
Du kan nu få LFS-monopolets kvalificerede bud på svar på de dilemmaer, du ikke kan finde svar på i en overenskomst, arbejdstidsaftale eller hos din tillidsrepræsentant.
Send dit spørgsmål til lfsnyt@lfs.dk, så vil panelet gøre sit bedste for at hjælpe dig.
PS: Du er selvfølgelig helt anonym.
Panelet
Emil Solvind, født 1982. Pædagogmedhjælper og FTR på Frederiksberg. Rådgiver ofte venner og bekendte… til tider endda med succes.
Majbritt Kronbøl, født 1963. Dagplejer og valgt områdeformand for dagplejen. Har en mening om det meste og putter ikke med den.
Kirsten Løth, født 1979. Pædagog og valgt områdeformand for almenområdet. Tænker, at der ikke er ret meget, man ikke kan løse ved at bruge ord – mange ord.
Lisbeth Waidtløw, født 1967. Socialpædagog og valgt områdeformand for specialområdet. Kan næsten altid se en sag fra flere sider – og det hjælper med kaffe undervejs.
Spørgsmål og svar
Skal jeg blive på Tinder, eller skal jeg gå efter den nye kollega?
Jeg har fået ny kollega. Han er rigtigt sød, og hvis jeg havde mødt ham i byen, er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville have gået efter ham … Jeg er single, og det er han også, så der er ikke så meget, der står i vejen – bortset fra at vi arbejder på samme arbejdsplads. Den anden aften var jeg til rødvinshygge sammen med en lille flok af mine (kvindelige) kollegaer, og jeg kom til at fortælle dem, at jeg synes, han er lækker. Vi talte frem og tilbage om, hvorvidt det er en god idé at indlede noget med en kollega, og der var faktisk delte meninger. Nogle mente, at det var helt fint, især fordi vi ikke er på samme stue, mens andre mente, at det kan skabe fnidder i hele personalegruppen, hvis to kollegaer har noget kørende med hinanden. Vi blev enige om at spørge LFS-monopolet, om jeg skal blive på Tinder, eller om jeg skal tage chancen med kollegaen ?
Hilsen den anonyme single
Kære anonyme single
Hvorfor ikke spille på flere heste på én gang? Den lækre kollega løber formentlig ingen vegne, så der er ingen grund til at droppe Tinder; man kan aldrig få for meget romantik!
Pointen er også, at du måske bør give dig selv tid og mulighed for at lære din nye kollega bedre at kende (og omvendt). Du kunne endda forsøge med lidt stilfærdig flirten, så du får en fornemmelse af, om der kommer noget den anden vej, inden du tager et større skridt.
Fordelen ved at trække det lidt i langdrag er en længere nydelse i hverdagen, hvor man går på arbejde med et smil og kriller i maven, fordi flirt og forventningens glæde bare er fede følelser! Ulempen kan være, at kollegaerne bliver trætte af stemningen, hvis det tager overhånd, så en vis balance er påkrævet. Der er naturligvis også altid risikoen for, at en anden snupper ham foran næsen på dig, hvis du tøver for længe; nu ved jeg jo ikke, hvor mange af dine kvindelige kollegaer, der er single som dig…
Uanset hvad er der ingen love om, at man ikke må forelske sig på jobbet – det sker faktisk tit. Man skal blot som par bevare den professionelle tilgang til arbejdet og skille tingene ad. Og husk dialog og åbenhed; det kan afværge fnidder i personalegruppen.
Pøj pøj med romantikken.
Lisbeth Waidtløw
Kære anonyme single
Kærlighedens veje er uransagelige, og hvis vi altid skal tage sorgerne på forskud, så bevæger vi os meget lidt ud i verden. Men der er altid risiko for bøvl, når mennesker arbejder sammen. Og bliver kærester eller drikker rødvin sammen.
Vi mennesker er programmeret til at søge fællesskaber og tilknytning. Det, der for nogen er tegn på at være en del af et fællesskab, er for andre tegn på at være udenfor. Talte I mon om, hvad rødvinshygge blandt en lille flok af kvindelige kollegaer kan give af fnidder på arbejdspladsen?
Mit korte svar til dig vil være – gør dig modig, og gå efter ham. Mod er altid forbundet med risiko. Risikoen for at blive afvist. Risikoen for at I finder sammen, men går fra hinanden. Indsæt selv flere katastrofetanker. Skulle det vise sig, at det udvikler sig til et ægteskab med børn, ladcykel og kæmpegæld, så må I tage den derfra. Mit vigtigste råd i den situation vil være stor fest, fastforrentet lån og åbenhed omkring jeres forhold.
Bøvl på arbejdspladsen handler sjældent handler om, hvorvidt man har sex med hinanden eller ej. Bøvlet handler som regel om, at nogen føler sig uretfærdigt behandlet. At nogen får privilegier, de ikke har ret til. At brud på aftaler får konsekvenser for nogen, mens andre går fri. Der er større risiko for, at det sker, når vi har private relationer med hinanden. Uanset om der er sex, rødvin eller begge dele involveret. Stærke følelser slører blikket. Og stærke følelser er lige så svære at skjule som hoste og fattigdom.
Accepter i stedet, at relationer opstår, hvor mennesker færdes. Diskuter derfor på et p-møde, hvad risikoen ved private relationer på jeres arbejdsplads er. Hvordan kan I forebygge, at det influerer på kerneopgaven og samarbejdet? Og hvem gør hvad, hvis det alligevel sker? Principperne er dem, I skal læne jer op ad, når samarbejdet bøvler. Åbenheden skal forebygge, at der opstår rygter, sladder og bagtalelse. Og dialogen skal sikre, at alle kender aftalerne på jeres arbejdsplads. Offentligt ansatte har ytringsfrihed og ytringspligt, og hvis private relationer påvirker samarbejdet og kerneopgaven, så skal det siges på rette tid og sted – og gerne inden det er gået galt.
God vind med kærligheden – den er skøn og bøvlet.
Kirsten Gunvor Løth