Noter
Fokus på kroppen gav lavere sygefravær
20 ugers fokus på arbejdsmiljøet i 16 vuggestuer i Københavns Kommune gav en markant nedgang i det sygefravær, der skyldes smerter i muskler og led.
Det viser nye forskningsresultater fra projektet Kroppen i Kerneopgaven, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har gennemført i samarbejde med Arbejdsmiljø København og 16 vuggestuer i Københavns Kommune.
Projektet lod pædagogerne selv komme med konkrete idéer til, hvordan de kunne reducere de fysiske belastninger. Det blev til tiltag, hvor børn lærte selv at kravle op i krybben, tøjet blev lagt i muleposer, som børnene selv kunne nå og hente, og tidspunktet for at gå ind fra legepladsen blev fremrykket, så der blev bedre tid til, at børnene selv kunne tage overtøjet af. Projektet er tidligere omtalt i LFS Nyt, og artiklen kan findes her: www.mitlfs.dk/13368
LFS vægkalender 2021
Den store LFS kalender for 2021 bærer sloganet ’OK21: Det skal kunne betale sig at være offentligt ansat’. Kalenderen er 100 cm bred og 68 cm høj, og den kan hentes i trykkeriet i LFS.
Træning på jobbet udløser arbejdsmiljøpris
For fire år siden indførte Sundheds- og Omsorgsudvalget i Københavns Kommune træning i arbejdstiden for alle medarbejdere på plejehjem og i hjemmeplejen. Nu modtager de Arbejdsmiljøprisen 2020 for indsatsen. Initiativet har betydet, at 6000 medarbejdere på Københavns 42 plejehjem og 5 plejeenheder træner mindst 35 minutter om ugen, og er organiseret sådan, at udvalgte tovholdere koordinerer og sørger for at gennemføre træningen. Forvaltningen håber, at initiativet kan inspirere andre til at give sig i kast med samme forsøg.
Stop ved 68
Flere hundrede deltagere mødte op på Christiansborgs Slotsplads 11. september til demo mod den stigende pensionsalder. Budskabet fra samtlige talere var klart og entydigt: Velfærdsforliget, som bygger på, at pensionsalderen skal blive ved med at stige i takt med danskernes længere levealder, er både urealistisk skrivebordstænkning og generationstyveri. Som LFS-næstformand Jan Hoby udtrykte det: ”Vores børn og børnebørn skal arbejde, til de er langt oppe i 70’erne, fordi de mest velhavende i det her samfund har fået skattelettelser for milliarder”.
Ny fagdirektør for skoler og dagtilbud
48-årige Gitte Lohse tiltræder den 1. november som ny fagdirektør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. Hun er dog ikke ny i København, idet hun tidligere har været områdechef for alle daginstitutioner, skoler og fritidstilbud på Nørrebro og Bispebjerg og chef for Ledelsessekretariatet i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Hun har gennem de seneste år arbejdet som direktør i Glostrup Kommune. Gitte Lohse afløser Camilla Niebuhr, der i sommeren 2020 fik nyt job som børne- og kulturdirektør i Rødovre.
Nutidens Foucault i ørerne
Bag månedens podcast står to socialrådgivere, Andrey Lukyanov og Vibeke Pichard, der cirka en gang om måneden udgiver et afsnit, hvor de tager fat om et emne, der relaterer sig til socialt arbejde. Podcasten ”ELSK Foucault” er langt fra en højtflyvende, teoretisk podcast, men derimod en samtalepodcast om faglige dilemmaer, der udspringer af hverdagen. Med afsæt i forskning og relevante gæster, kommer de to værter omkring emner som børns digitale adfærd, mænd i socialt arbejde, socialisering på arbejdspladsen og… Foucault set med moderne briller. Afsnittene varer 30-60 minutter og er gratis for alle. Podcasten findes på Soundcloud.com og på de gængse podcastsapps.