5 skarpe om minimumsnormeringer til Jan Hoby, næstformand i LFS
1. Hvad er din definition af minimumsnormeringer?
Den oprindelige og efter min mening rigtige definition er en voksen til tre vuggestuebørn og en voksen til seks børnehavebørn – i hele åbningstiden. Det var den normering, vi havde i 1980’erne, hvor arbejdsugen stadig var på 40 timer. Det svarer til en norm på 13,3 ugentlige voksentimer per vuggestuebarn og 6,7 ugentlige voksentimer per børnehavebarn. Men dagtilbuddene blev aldrig kompenseret for arbejdstidsnedsættelsen, og nedskæringerne er fortsat lige siden.
2. Kan du forstå, at de pædagogiske medarbejdere i København har svært ved at genkende det, som Københavns Kommune kalder indfasning af minimumsnormeringer i budgetforliget?
Ja, det kan jeg sagtens forstå. For slagsmålet vil altid ligge i, hvordan vi opgør tallene. Københavns Kommune siger, at de med denne ressourcetilførsel faktisk rammer normen. Det er vi så uenige i. Og vi kan slås herfra og i al evighed om, hvilken definition vi skal bruge. Men fakta er, at dagtilbudsområdet får tilført næsten 450 millioner frem til 2024. Det svarer til i 448 flere pædagogiske medarbejdere, fordelt på 428 daginstitutioner. Og det er første gang i mange, mange år, at det går den rigtige vej.
3. Men burde du af alle ikke gå i front og kræve reelle minimumsnormeringer?
Jeg vil til enhver tid kæmpe for normeringerne i dagtilbuddene. Men vi skal også genkende en delsejr, når vi ser den. Hvis vi skulle have de helt, ægte minimumsnormeringer ud fra den oprindelige udregning, ville det bare i København kræve ekstra 700 millioner kroner hvert år. Og en bunke pædagoger som vi ikke kan rekruttere, for de eksisterer ikke. Vi står over for nogle helt overordnede strukturelle økonomiske problemer. Budgetloven og serviceloftet eksisterer stadig. Det betyder, at kommunerne simpelthen ikke kan åbne mere for kassen, uden at det koster virkelig dyrt for andre udsatte grupper, som ikke kan råbe helt så højt. Det er en barsk, men uomgængelig sandhed. Så de virkelige syndere i det her spil er kommunalpolitikerne i landets 98 kommuner og alle de fagforeninger, der ikke presser Socialdemokratiet og støttepartierne til at få afskaffet den budgetlov, der udgør den egentlige bremse på genopretning af velfærden.
4. LFS koblede sig ret sent på kravet om minimumsnormringer. Det var først, da Forældrebevægelsen opstod, at det blev et emne. Hvad skete der?
Vi skaber kun forandringer i samfundet, når tilstrækkelig mange råber op og går på gaden. Forældrebevægelsen er et fremragende eksempel. LFS har faktisk stået i et hjørne og råbt minimumsnormeringer i årevis, uden at nogen havde lyttet. Men det var først, da forældrene, som udgør en kæmpe del af vælgermasserne, begyndte at stille krav, at der skete noget. Som fagforening kobler vi os naturligvis på, når en folkebevægelse skaber opmærksomhed om, at vores velfærd lider – og især når det er vores eget område. Det ville være besynderligt og stivstikkeragtigt, hvis vi havde stillet os i hjørnet og sagt, at forældrene ikke lige formulerede tingene, som vi gerne ville have dem.
5. LFS har i årevis slået på, at mindre børnegrupper er den mest effektive måde at sikre ordentlige forhold på. Er den kamp sparket til hjørne?
Slet ikke. Det er stadig et vigtigt mål. Al forskning - og nu også de praktiske erfaringer fra Covid19 - viser, at mindre børnegrupper i både vuggestue og børnehave er vejen frem. Det fremmer trivsel hos både børn og voksne, og det sikrer faktisk også, at bunden aldrig helt går ud af normeringerne, fordi der simpelthen er en grænse for, hvor dårligt du kan normere en børnegruppe. Vores mål er max ni børn i en vuggestuegruppe og 18 børn i en børnehavegruppe.