Anbringelser

AF ELISABETH LOCKERT LANGE

Der skal strammes op

Bølgerne omkring anbringelser af børn har gået højt i de sidste par år, mens den ene analyse efter den anden er tikket ind med samme budskab: den nuværende indsats bryder ikke de udsatte børn og unges negative sociale arv. I det sidste halve år har en reform af området været diskuteret og forhandlet mellem Folketingets partier, og der er nu indgået en bred politisk aftale, som ikke mindst indebærer en større kontrol med kommunernes indsats.

I skrivende stund er der netop indgået aftale om en reform af anbringelser af børn og unge uden for hjemmet. Forliget er indgået mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne.

At hverken anbringelser eller for den sags skyld de hidtidige forebyggende tiltag er gode nok viser en stribe undersøgelser. Det ser nemlig ikke godt ud for de ca. 14.000 børn og unge som her i landet er anbragt uden for hjemmet. Deres fremtid som voksne har på alle områder dårligere udsigter end deres ikke-anbragte jævnaldrende.

Reformen er selvfølgelig ment som en forbedring af indsatsen for at hjælpe de udsatte børn. Til den ende skal kontrollen med kommunernes indsats forstærkes. Forligsteksten taler om en tidlig og mere målrettet indsats, færre brudte anbringelsesforløb, bedre sagsbehandling, større inddragelse af børnene og deres familier, styrkelse af børnenes retssikkerhed, øget efterværn og mere fokus på de anbragte børns skolegang.

Forligspartierne mener der er behov for en bedre kontrol med kommunernes indsats for de udsatte børn, både på kvalitet og sagsbehandling. De sociale nævn og Den sociale Ankestyrelse får en udvidet kompetence, så de kan iværksætte handleplaner og høring af barnet, hvis kommunen ikke selv gør – og de kan pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen. Ankestyrelsen skal via stikprøver af praksis i kommunerne også følge op på, om lovgivningen følges og sætte ind, hvis der er noget der halter. Som fx at nogle sagsbehandlere er helt overbebyrdede af sager. Der afsættes fem mill.kr. i 2006 og derefter 10 mill.kr. årligt til at styrke kontrollen med kommunerne.

Sammenhæng i indsatsen
Der skal være sammenhæng i indsatsen over for de udsatte børn. Planen er at kommunerne skal lave en sammenhængende børnepolitik, som inddrager den rolle, som bl.a. dagtilbud og skole skal spille i det forebyggende arbejde. Reformen forpligter kommunerne til at handle på underretninger om børn, som har problemer, idet de skriftligt skal kvittere på alle henvendelser og indenfor fire måneder undersøge barnets forhold.

Et af hovedpunkterne i reformen er forebyggelse og tidlig indsats. Som det er nu, er barnets gennemsnitsalder ved den første foranstaltning, uanset om den er forebyggende eller barnet anbringes, ca. 11 år. De fleste anbringelser sker når barnet er 15-16 år. Og især anbringelser af teenagere bryder sammen, faktisk i op til halvdelen af tilfældene. Derfor satser reformen på at sætte særligt fokus på denne gruppe, bl.a. gennem tilbud i nærmiljøet, så de unge kan bevare kontakten til venner, skole og fritidsliv.

Tal fra Danmarks Statistik viser at en tredjedel af de anbragte børn bliver »svingdørsbørn« med op til seks anbringelser bag sig. Det kan være fordi kommunen arbejder for fokuseret på at hjemgive barnet til forældre, som så alligevel ikke kan magte opgaven, eller det kan være skift mellem anbringelser.

Denne gruppe børn vil reformen sætte ind overfor, så der skabes større kontinuitet i deres liv. Det handler om bedre rekruttering og uddannelse af plejefamilierne, om at forlænge den periode hvor kommunen kan opretholde en anbringelse efter et samtykke til anbringelse er trukket tilbage, og det handler om en grundigere undersøgelse, målsætning og handleplan. Tanken er at barnet skal have den rigtige indsats første gang. Og så skal tilsyn og efterværn styrkes.

Forligspartierne har også drøftet bl.a. permanente anbringelser og tvangsadoption, som har været diskuteret i medierne. De valgte dem fra på grund af de juridiske og socialfaglige problemstillinger de indebærer, men socialministeren har forpligtet sig til at levere en undersøgelse af spørgsmålet om forældrenes retssikkerhed over for barnets senest juni 2005.

Standarder for sagsbehandling
Reformen opererer med standarder for sagsbehandlingen, standarder fastsat af socialministeren. En rapport fra Socialministeriet for nylig bekræfter den kritik som tidligere undersøgelser har rettet mod sagsbehandlernes rolle i forhold til de udsatte børn. Sagsbehandlerne undersøger ikke børnenes situation nok før de træffer deres beslutning om at anbringe barnet uden for hjemmet, børnene bliver ikke hørt inden der besluttes hen over hovedet på dem, der udarbejdes ikke de nødvendige mål- og handleplaner, og alt for ofte er det tilfældigt, om børnene sættes i familiepleje eller på en døgninstitution eller anbringes overhovedet. Det bedømmes nemlig forskelligt fra sagsbehandler til sagsbehandler. Og mange sagsbehandlere føler sig presset af økonomi. Forligsteksten præciserer at »der ikke må tages usaglige økonomiske hensyn ved valg af tilbud til det enkelte barn«. Barnets behov for støtte skal tilgodeses. Med udgifter på 10 mia.kr. årligt er saglige økonomiske hensyn derimod nødvendige, dvs at kommunerne får mest muligt for pengene. En bedre sagsbehandling og strammere kontrol med kommunerne skal klare det.

Standarderne for sagsbehandlingen skal indeholde, hvordan kommunen vil inddrage børn, familie og netværk, hvordan de vil sikre en tidlig indsats, og hvordan de vil sikre en opfølgning på effekten af indsatsen. Ansvaret ligger hos den kommunale ledelse. Selve lovgivningen skal strammes op, sådan at seks punkter: udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber skal indgå i både undersøgelsen af barnets forhold og i barnets handleplan. Og der skal følges op på dem alle.
Sagsbehandlerne skal sikres bedre efteruddannelse, både kortere og længere forløb. Der afsættes tre mill.kr. næste år til udvikling af et introduktionsforløb for nye medarbejdere og derefter 8,2 mill.kr. årligt fra 2006 til at udføre det. Desuden afsættes pujler på 10 mill.kr. i 2006, 20 mill.kr. i 2007-09 og 15 mill.kr. årligt fra 2010 til længerevarende uddannelsesforløb fx diplomuddannelse, supervision og lignende.

Flere netværksanbringelser
Slægtsanbringelser har været heftigt diskuteret i medierne i den sidste tid. Mens socialministeren fra starten har erklæret sig positiv, har forskellige professionelle draget den universelle værdi af metoden i tvivl. Mens socialministeren har peget på at anbringelser hos fx bedsteforældre giver stabilitet og lettere kontakt med de biologiske forældre, argumenterer modstanderne med, at det kræver faglig viden at få disse ofte meget skadede børn på ret køl.

Samtidig kan risikoen være stor for at en anbringelse, som går helt skævt, kan føre til splittelse og fjendskab i familien.

Reformen indebærer at familie og netværk i højere grad skal inddrages bl.a. gennem familierådslagning og ikke mindst gennem det, der i forligsteksten nu kaldes netværksanbringelser: »netværksanbringelser med relevant supervision og støtte fra kommunen bryder sjældnere sammen, og en omlægning til flere netværksanbringelser er derfor en fordel i forhold til kontinuiteten i anbringelserne«, som der står. Netværksplejefamilien skal have samme startkursus, tilsyn og supervision som andre plejefamilier.

Også kvaliteten i de anbragte børn og unges skolegang ønsker reformen at forbedre. Forskning viser at netop dette område er fyldt med problemer for børnene, som har brug for langt mere støtte, hvis de skal kunne bryde den negative sociale arv. Lovgivningen skal ændres, så barnets skoleforhold indgår i den grundlæggende undersøgelse og i barnets handleplan.

Anbragte børn skal så vidt muligt fortsætte i deres egen skole eller gå i den lokale folkeskole. Kommunen skal desuden »tage hånd om« den unges uddannelse eller beskæftigelse, når anbringelsen er slut, ligesom udslusning og efterværn skal styrkes – for 118 mill. kr. årligt.

Børn skal både høres og skal kunne klage. Retten til at blive hørt – med bisidder ved deres side – har de, og med reformen skal de også have bedre klagemuligheder. Børn over 12 år kan både klage over anbringelsesstedet, over en flytning og over efterværn. Fra 15 år har de ret til gratis advokatbistand.

»I LFS har endnu ikke haft materialet til høring. Der er på nuværende tidspunkt tale om et forlig, indgået mellem de politiske partier i Folketinget, der endnu ikke er udmøntet i et lovforslag. Det betyder, at vi får mulighed foir at diskutere det, inden en eventuel vedtagelse. Forliget griber jo fat i en række af de centrale problemstillinger, der er på området, men man skal ikke glemme, at udgangspunktet for dette fokus samtidig er en opstramning af de offentlige udgifter på området. Det betyder, at der på den ene side er en lang række positive elementer i forligsteksten; f.eks. kravet om en samlet børnepolitik i kommunerne og at kommunerne i langt højere grad skal redegøre for indsatsen, herunder at de sociale nævn og Den sociale Ankestyrelse kan gribe ind i konkrete sager, samt ikke mindst at børnene og deunge i langt højere grad selv involveres. På den anden side lægges for stor vægt på at trække på familiernes egne ressourcer. Dette både i form af famlierådslag og netværksanbringelser. Vi frygter – på lige fod med en række forskere på området – at en så entydig satsning på netop disse metoder er skudt langt over målet«, vurderer Ulla Bagggesgaard, næstformand i LFS.