Akutfamilier

Af Elisabeth Lockert Lange

På børnenes præmisser

Børne- og ungdomskonsulenterne i Tingsted har i de sidste 2 1/2 år arbejdet med at akutanbringe nogle børn i to udvalgte plejefamilier frem for på akutinstitution. Børnene får ro og har de samme mennesker omkring sig hele tiden, i et lille tæt miljø. Projektet har ført til to succesrige hjemgivelser og ni rolige videreanbringelser.

En akutanbringelse af et barn er en voldsom belastning både for barnet selv og for den kriseramte familie. At blive anbragt på en døgninstitution med skiftende personale, mange andre børn og ulykkelige forældre, som kommer på besøg, kan for nogle børn være en meget stor belastning oveni.

Inspireret af en norsk model med at akutanbringe børn i udvalgte plejefamilier, som kun modtager akutanbragte børn, har børne- og ungdomskonsulenterne i Børnefamilieteamet i Brønshøj-Husum-Tingbjerg, Hanne- Lise Paaske og Frank Hammerum, i de sidste toethalvt år forsøgt sig med samme metode. Og det har de rigtig gode erfaringer med.

De startede i god tid, for projektet havde sine komplicerede sider. Akutfamilierne skulle ansættes på en særlig måde bl.a. med løn for at stå til rådighed og en friperiode mellem anbringelserne, så teknisk set tog det sin tid at få det hele til at falde på plads. Men det lykkedes, og undervejs mens de i øvrigt forsøgte at finde plejefamilier til anbringelser, kiggede de to konsulenter efter familier, som havde netop de forudsætninger, der skulle til.

»Alle kunne jo se idéen med at anbringe børn på en anden måde end på døgninstitution, og det er også blevet en succes. For børnene betyder det en tryg og overskuelig verden, der er færre skiftende nye mennesker omkring dem, og vi kan lettere lave en indsats omkring familien. Kostprisen er i øvrigt også billigere. Ikke at det var vores mål, men det var med til at få idéen solgt«, fortæller Hanne-Lise Paaske.

I akutfamilien kan barnet falde til ro, det beholder sin skole og daginstitution og bevarer altså tilknytningen til lokalområdet. Hvis der er flere søskende, som skal anbringes, kommer de i samme familie alle sammen.

»De særlige kvaliteter og forudsætninger, vi kiggede efter var bl.a. at akutfamilierne skulle være særligt uddannede, dvs pædagoguddannede med overbygninger som fx familieterapeut. De skulle også have mange års erfaring med børnearbejde og være voksne modne mennesker, som kan rumme familier i krise. Og sådan er de to familier. Derfor har projektet også givet os selv stor inspiration på grund af familiernes særlige »drive«. Vi er selv blevet fyldt op med mod og lyst og har fået meget ud af det«, siger Frank Hammerum.

Skånsom anbringelse
I de toethalvt år projektet har eksisteret har der været anbragt 11 børn i alle aldre hos de to familier, en af dem endda sammen med mor og far. I et par tilfælde med spædbørn har akutfamilien desuden først været indlagt sammen med barnet under en afvænning.

Undervejs aflægger konsulenterne mange besøg i akutfamilierne, som de i det hele taget gør i alle »deres« plejefamilier.

»Vi mener at der inden for 4-6 måneder skal være en afklaring af, hvad der videre skal ske med barnet. Det har vi sat ressourcer ind på. Og målet er altid en hjemgivelse, hvis forældrene kan magte opgaven«, understreger Frank Hammerum. »Hvis barnet skal videreanbringes, er der tale om ca. syv måneders ophold i akutfamilien.

Hvis barnet kan hjemgives, går det hurtigere. To ud af de 11 børn er blevet hjemgivet. Selvom det måske ikke lyder af meget, så er det en succes, for det sker sjældent. Selvfølgelig er det rart, hvis man kan finde den rigtige plejefamilie fra starten, men anbringelsen hos akutfamilien har til gengæld gjort at to børn er kommet hjem, som man først troede måtte videre i anbringelse. Hvis de ikke var startet i en akutfamilie, var de måske fortsat anbragt«, vurderer Hanne-Lise Paaske.

Efter en hjemgivelse har både barn og forældre kontakt med såvel konsulenterne som forvaltningen og ofte også med akutfamilien. Det afhænger af familien, præcis hvilke ressourcer der bliver sat ind.

Også for de børn som anbringes videre i en plejefamilie, er akutprojektet en stor fordel, mener de to konsulenter.

»Børnenes videre anbringelser er blevet meget bedre, fordi den udslusning, der sker fra én familie til en anden, er helt på barnets præmisser. Det hele sker mere glidende, og barnet kan fx være i akutfamilien i weekenden i en periode«, fortæller Frank Hammerum.

Hele perioden i akutfamilien dokumenteres også med tekst og fotos, og børnene får det hele med sig. De kan også senere komme og besøge familien.

»Det er meget vigtigt for børnene at få noget med sig fra de steder, de har været, især hvis der er tale om flere forskellige steder.« Det er kun konsulenterne, der kan anbringe børn hos de to akutfamilier. Og det er suverænt konsulenterne som vurderer om et barn skal til en akutfamilie. En voldelig far kan fx tale imod en sådan anbringelse, fordi det kan være for svært for akutfamilien at håndtere.

Forbereder barnet grundigt
En anbringelse kan være dramatisk, og det er konsulenternes mål at skabe større tryghed for barnet. Derfor forbereder de barnet grundigt inden mødet med akutfamilien. De taler meget med barnet om, hvad det har oplevet, og hvad der skal ske, også med de helt små børn ned til tre-årsalderen. De har lavet en mappe med fotos og informationer fra akutfamilierne, så barnet er forberedt på, hvor det skal hen.

Også forældrene ser mappen, før de besøger deres barn i akutfamilien. Ikke alle forældre ønsker dog at besøge barnet, men de kan så via fotos alligevel danne sig et billede af hvor barnet er.

»Vi taler med forældrene for at finde ud af hvem de er, hvad deres ressourcer er, og hvad deres behov er. Skal de fx have støtte i hjemmet, psykologhjælp eller en anden form for støtte.

Vi kan sådan set strikke alle mulige slags løsninger sammen, som der er behov for det. Det afhænger meget af forældrene, som fra starten får tilbud om at blive en del af anbringelsen og være med til at forme den. Vi forsøger samtidig at styrke familien så meget at de senere kan have barnet. Og så arbejder vi på at få forældrene til at acceptere anbringelsen, for det er også vigtigt for barnet«, fortæller Frank Hammerum.

Hos én familie har der fx været en psykolog og en sygeplejerske ude hos en familie, hvor de har brugt Marte Meo metoden, en metode hvor man lærer at gøre mere af det der virker godt. (Vi beskrev metoden i LFS Nyt nr. 16/2003).

»De er vrede på os i første omgang, de er ulykkelige, og de har det svært. Det kan være en stor opgave at få vendt bøtten«, vurderer Hanne-Lise Paaske.

Fællesmøderne er en af vejene og vigtige på mange måder. Kort efter anbringelsen holdes det første fællesmøde, som inddrager alle som er involveret i barnet. Skole, forældre, måske Familieambulatoriet Thoravej, måske distriktspsykiatrien, måske familieambulatoriet på Hvidovre Hospital – afhængig af hvem forældrene har kontakt med. På fællesmøderne træffes de vigtige beslutninger dels om barnet dels om forældrene, og der bliver lagt planer for næste møde og tiden imellem. Møderne har en fastlagt dagsorden og retningslinjer for hvem der skal være med til hvad, for der skal også tages et fortrolighedshensyn.

Akutfamilierne har behov for løbende uddannelse, så de ikke sander til, og det sørger børne- og ungdomskonsulenterne for at give dem. Dels deltager de på de kurser, konsulenterne i fire bydele sammen laver for plejefamilierne to gange om året, dels får de noget ekstra, fx har de haft kursus i børn i krise og børn og sorg. Også supervision får de, af Skt. Stephans Rådgivningscenter som konsulenterne samarbejder med. Selv har de to konsulenter foreløbig klaret sig med turen til Oslo, hvor de blev inspireret til projektet. Og så er Hanne-Lise Paaske uddannet familieterapeut, en uddannelse som Frank Hammerum også er i gang med.