To pædagogstuderende fik lukket daginstitution
”Vi var blevet medskyldige i omsorgssvigt, hvis vi ikke havde handlet på det,” siger de to pædagogstuderende Isabella Mortensen og Louise Nielsen. De oplevede i deres tredje praktik så store kvalitetssvigt i daginstitutionen Hyltebro, at de gik til områdechefen i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Nu er Hyltebro lukket.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
”Jeg får stadig hjertebanken, hvis jeg er tæt på Hyltebros adresse på Nørrebro,” siger Isabella Mortensen. Det har hun til fælles med studiekammeraten og veninden Louise Nielsen, der også var i tredje praktik i daginstitutionen Hyltebro fra december 2020 til maj 2021.
De kom til et hus, de beskriver som kaotisk.
Louise Nielsen fortæller, at de kom til en personalegruppe, der havde relationer på kryds og tværs.
”Der var meget snakken i krogene, drama og forskelsbehandling,” siger Louise Nielsen, og Isabella Mortensen fortsætter:
”De ting, der skete mellem medarbejderne, gjorde, at der slet ikke var fokus på børnene. Der blev talt hårdt til dem, de fik ikke omsorg, og pædagogikken virkede totalt forældet.”
Daglig dårlig samvittighed
De interne problemer i personalegruppen forstærkede det kaos, som to pædagogstuderende mødte.
”Man viste aldrig, hvad man mødte ind til, og om man stod alene med en stor gruppe børn. Kommunikationen var meget vanskelig, og der var mange informationer, der gik tabt,” fortæller Louise Nielsen, der blandt andet oplevede, hvordan to forældrepar mødte op med indkøringsbørn, som ingen havde fået besked om.
Isabella Mortensen beskriver hverdagen som ren overlevelse, hvor hun prøvede at slukke ildebrande, men hvor hun gang på gang følte, at hun svigtede børnene.
”Man havde dårlig samvittighed, når man tog hjem. Hver dag. Jeg kunne jo vælge at gå, det kunne børnene ikke. Der var så dårlig stemning, at jeg fik det fysisk og psykisk dårligt af det, så hvordan skulle børnene dog klare det. Jeg har set toårige med de vildeste forsvarsmekanismer. Det var forfærdeligt,” siger Isabella Mortensen.
Hjertebanken og gråd
Både Isabella Mortensen og Louise Nielsen fik symptomer på stress under deres praktik.
Louise Nielsen beskriver, hvordan hun kunne begynde at græde, når hun cyklede til arbejde, og hvordan hun ikke havde overskud til venner eller familie i de måneder, praktikken varede.
Isabella Mortensen fik hjertebanken.
”Jeg har aldrig været så rasende og ked af det på samme tid, som jeg var i de seks måneder. Det eneste, jeg tænkte på og talte om, var Hyltebro,” siger Isabella Mortensen.
De er enige om, at de klarede sig igennem, fordi de havde hinanden.
”Det var helt vildt vigtigt, at vi kunne dele det og realitetsteste på hinanden. At vi var enige om, at det, der foregik, var helt galt. Vi holdt hinanden op på, at vi skulle gå hjem hver dag og skrive ned, hvad vi oplevede, og hvad vi iagttog,” siger Isabella Mortensen.
Lærte, hvordan man ikke gør
De to pædagogstuderende støttede sig til deres vejleder på uddannelsen, som bistod med støtte og trøst, men hun kunne ikke handle direkte i forhold til arbejdspladsen. Det er kommunens opgave, fordi praktikken har form af en ansættelse. Og de to studerende fik at vide, at de ikke kunne være sikre på en ny praktikplads, hvis de sagde op. Derfor valgte de at fortsætte, så de ikke fik forsinket deres uddannelse med et halvt år.
Det har haft omkostninger, er de enige om.
Louise Nielsen arbejdede i en periode sammen med en dygtig stuepædagog, som hun var glad for, men som kastede håndklædet i ringen og rejste.
”Mens hun stadig var der, kunne jeg stå inde for det, der foregik på min stue. Men vi har slet ikke fået den vejledning, vi skulle have. Og vi har set rigtig meget af, hvad man ikke skal gøre,” siger Louise Nielsen,
Læring i personlige grænser
Isabella Mortensen oplever, at hun har lært mere om personlige grænser og integritet, end hun har lært fagligt.
”Der var minus læring rent pædagogisk. Men jeg har virkelig lært noget om mine egne grænser og om at fastholde, at det, jeg oplevede, var forkert, også selv om jeg kun var studerende. Jeg har gjort modstand, og jeg var nødt til at vælge mine kampe med omhu. Men det kostede. Det var ren overlevelse til sidst,” siger Isabella Mortensen.
Louise Nielsen kan godt mærke, at oplevelsen også giver lidt sved på panden i forhold til at skulle søge arbejde, når hun om et halvt år er færdig med pædagoguddannelsen.
”Det er det værste mareridt - at komme ind på en arbejdsplads med så dårligt et arbejdsmiljø. Men man må håbe, at vi er blevet trænet i at aflæse signalerne,” som hun siger.
Ville ikke lukke øjnene
Da Isabella Mortensen og Louise Nielsen sluttede deres praktik, beslutte de sig for, at de ikke bare kunne lukke øjnene for det, der foregik.
”Alene i vores tid i Hyltebro, var der så mange medarbejdere, der rejste, fordi de ikke kunne stå inde for stedet. Men børnene hang jo på det. Det var så grelt, at vi var blevet medskyldige, hvis vi ikke havde reageret,” siger Louise Nielsen.
Derfor skrev de begge en lang beskrivelse af forholdene og dagligdagen i Hyltebro. De kontaktede LFS, som formidlede kontakt til i områdechefen i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Det resulterede i, at de blev kaldt til møde med blandt andet områdechef og klyngeleder, hvor de fortalte om deres oplevelser. Kort tid efter blev Hyltebro varslet lukket med virkning fra 1. september 2021.
Man skal turde stå frem
De to studerende er overraskede over, at det netop blev deres henvendelse, der kom til at lukke stedet.
”Vi ved, at der har været masser af klager fra både forældre og fagforeningen. Så vi blev ret overraskede, men også meget lettede. Det var ikke et sted for børn. Uanset hvor børnene kommer hen, kan det kun blive bedre, ” siger Isabella Mortensen.
Louise Nielsen tilføjer:
”Det er vigtigt at sige det, når noget ikke er i orden. Det var også vigtigt for os at vise, at man skal stå frem og sige, når nok er nok.”
Læs også "Hvordan standser vi ulykken, før den sker"
”I dag oplevede jeg en af pædagogerne tale rigtig grimt til børnehavebørnene, det er desværre noget jeg ser næsten dagligt, og i dag fik pædagogen sagt ´Hold kæft hvor er det irriterende, kan du komme til eller hvad, se dig for – din møgunge´. De snakker generelt med rigtig store bogstaver og er meget uforstående over for børnene. Der bliver talt over hovedet på børnene dagligt, og det er sjældent, de mødes med omsorg og kram. Det er hårdt at se, hvordan børnene bliver talt til, og jeg får helt ondt i maven over, at min gruppe børn skal starte i børnehaven.”
Fra Isabellas logbog
”Jeg møder ind på stuen klokken 7.00 om morgenen. Jeg kan mærke, tårerne presser sig på, og jeg er meget sårbar ovenpå et par hårde dage på arbejde. Jeg går ind på blå stue, hvor vi starter alle morgener, og jeg kan høre fra gangen af, at der bliver hvisket derinde. Der sidder en pædagog og en pædagogisk assistent. I det øjeblik jeg træder ind i rummet og siger godmorgen, kan jeg mærke, at de med det samme stopper med at hviske og begynder på en helt anden samtale. Det er ubehageligt at opleve, og jeg får endnu mere ondt i maven, end jeg havde i forvejen. Jeg ignorerer deres samtale og begynder at åbne op ude på badeværelset.”
Fra Louises logbog
”Jeg har nu haft mine første tre sygedage. Da jeg kommer tilbage i dag, er ALT ændret. Stuerne er opløste, og det er nu et stort børnehaveteam, hvor alle døre altid skal stå åbne, og alle er ansvarlige for alle børn. Jeg er så forvirret, og der er ingen, der ved, om det er for evigt eller ej, eller hvordan tingene skal fungere på denne måde.”
Fra Isabellas logbog
”Jeg cyklede til arbejde med hovedpine, hjertebanken og ondt i maven denne dag. Tårerne trillede ned ad mine kinder, da jeg nærmede mig Hyltebro. Jeg mødte ind og prøvede at skjule, hvordan jeg egentlig havde det. Det første, som møder mig, er en dreng fra mellemgruppen, som er smuttet ud af stuen og står ude i fællesrummet alene. Jeg går ned med ham og siger godmorgen, og der blev jeg mødt af en pædagog, som står alene med mange børn på stuen.”
Fra Louises logbog
”Efter min pause kan jeg se en pige ligge under bordet og græde. Hun gemmer sig helt inde mod væggen. Medhjælperen fortæller mig, at hun klatrede op på reolerne og blev meget sur, da medhjælperen tog hende ned. Hun ligger under bordet og ryster, fordi hun er så ked af det. Jeg kravler under bordet og tager hende op til mig og trøster hende, hun er meget ulykkelig. Hun falder i søvn i mine arme og hulker let i søvnen. Mit hjerte gør ondt. Jeg ved godt, det ikke er velset at gå mod ens kollegaer, men jeg vil ikke være en medløber på at yde omsorgssvigt. Jeg kan se i hendes øjne, at hun er helt knust, og det knuser mig.”
Fra Isabellas logbog
”Jeg snakker med pædagogen på stuen, og hun fortæller mig, at der var et barn nede fra børnehaven, som blev glemt i udflytterbussen. Børnehaven var kommet hjem fra udflytteren, og der var en dreng, som lå og sov bagerst i bussen. De opdager først, han er væk, når bussen er kommet til Vanløse. Pædagogen fortæller, at dette er sket før. De tæller ikke børnene, når de er ude af bussen, og dette er endnu et eksempel på, hvor pressede personalet er.”
Fra Louises logbog
”Da jeg kommer ned i mellemgruppen, bliver jeg mødt af, at størstedelen af børnene græder. Personalet ser trætte og fortabte ud i øjnene, og det handler om ren overlevelse. Det er overgangen til, at vi skal spise, så jeg hjælper børnene med at få tøjet af og sætte dem op til bordet. Børnene ser meget forvirrede ud, og nogle af dem nærmest skræmte.”
Fra Louises logbog
”Jeg er udenfor alene i ca. 10-15 min, og det er fuldstændig kaotisk med børn, som græder overalt. Der kommer to ekstra voksne ud med flere børn, og kaosset med 3-4 børn, som græder ad gangen fortsætter. At beskrive denne formiddag er næsten umuligt, det er ren brandslukning uden at kunne slukke alle brande... De voksne er pressede, YYY ringer et barn hjem og går kort ind, ZZZ og jeg er alene, jeg ser på hende og kan se, tårerne begynder at trille. Jeg har også lyst til at græde, men kæmper mig igennem.”
Fra Isabellas logbog