Psykologen: De voksne skal ikke synge lange bange sange

De små børn er også en del af samfundet, og de får ikke klimaangst, fordi vi lærer dem, at miljø og bæredygtighed er vigtigt. Men vi skal formidle det i børnehøjde og uden skræmmebilleder, siger psykolog Camilla Karmark.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Børnesangen fra 1970’erne, som handlede om de voksnes angst for krig, atomkraft og forurening, er et klasseeksempel på, hvordan man ikke skal formidle samfundsproblematikker til børn, siger psykolog Camilla Karmark, som har specialiseret sig i behandling af angst.

” Det er absolut what-not-to-do. Vi skal som voksne netop berolige og vise børnene, at vi tager ansvar. For de små børn aflæser de voksnes signaler. Så hvis man selv oplever stor angst på baggrund af klimasituationen, skal man både som pædagog og forælder være bevidst om ikke at overføre den angst til børnene,” siger Camilla Karmark.

Vi skal være gode ved kloden

Hun mener til gengæld, at børn skal lære, at vi skal være gode ved vores klode, ligesom de skal lære at være gode ved hinanden – og lige som de under covid-19 har lært, at man skal vaske hænder.

”Pædagogerne ude i dagtilbuddene har sagtens kunnet lære børnene, at de skulle vaske hænder, uden at de har brugt skræmmebilleder af hospitalssenge. De arbejder også løbende på at lære børnene, hvordan man er en god ven, uden at de opridser de psykiske traumer, der kan opstå hos børn, der bliver mobbet. Så det handler om at være i øjenhøjde med børnene og vise dem, hvordan de kan tage et realistisk ansvar, der passer til deres alder og perspektiv, og som er håndterbart for dem. Fx ved at de er med til at sortere affald, og at de lærer, at man rydder op efter sig selv ude i naturen.”

De voksne tager ansvar

Camilla Karmark mener ikke, man skal anskue miljø og klimaproblematikken anderledes end alle de andre input, som børn bliver præsenteret for.

”De voksne i dagtilbuddene skal bruge alle de fine kompetencer, som de bruger i forhold til alle mulige andre emner,” siger Camilla Karmark.

Dette gælder også, hvis børn bliver præsenteret for eksempelvis billeder, der relaterer sig til miljø, og som kan virke skræmmende og uhyggelige.

”Det er en misforståelse at vise børn billeder af dyr, som er døde, fordi de har fået plastic i maven, og de skal heller ikke se billeder af udsultede isbjørne, lige som de ikke skal høre dommedagsfortællinger om, at jorden er ved at gå under. Det kan mindre børn ikke tåle, og de skal skærmes. Kommer de og fortæller, at de har set eller hørt noget, der skræmmer dem, skal de beroliges med, at de voksne tager ansvar, ” siger Camilla Karmark, der mener, at man skal arbejde med miljø og bæredygtighed ud fra en positiv tilgang, hvor man fortæller de gode historier om det, der går godt, og hvor man har fokus på, hvad man selv kan gøre.

Klimaangst er et begreb

Klimaangst er et decideret begreb, man er begyndt at tale om i psykologkredse.

”Det er helt reelt, at vi står overfor nogle voldsomme udfordringer, og at der er grund til at være bekymret for klodens fremtid. Men vi er begyndt at møde unge og voksne, hvor det udvikler sig problematisk, og hvor bekymringer om klima og miljø har taget over i en grad, så man bliver meget begrænset i sin livsudfoldelse og livskvalitet. Hvis man er ramt af klimaangst - ligesom med alle andre angstproblematikker - så kan man blive meget forpint mentalt og følelsesmæssigt. Og så bør man opsøge en psykolog med forstand på angstbehandling,” siger Camilla Karmark.

Angst vokser af opmærksomhed

Det er også det råd, hun giver, hvis man har et barn i dagtilbuddet, som ikke kan beroliges, men hvor angst og bekymring får et omfang, så det går ud over barnets trivsel.

’”Angst er en lidelse, der vokser af opmærksomhed. Hvis et barn er bekymret for et emne, bør man støtte barnet, men også forsøge at få opmærksomheden væk fra emnet. Man skal ikke besvare en masse spørgsmål, der ikke er blevet stillet. Men hvis angsten fylder i timevis for barnet, så det har svært ved at indgå i dagligdagsaktiviteter, så er det en god ide at søge hjælp til barnet. Heldigvis er angst en af de lidelser, hvor der er rigtig meget, man kan gøre, og hvor psykologisk behandling som oftest er meget effektiv.”