Uretfærdighed tænder mig af
”Det lå ikke i kortene, at jeg skulle komme til at tilbringe mit arbejdsliv i fagbevægelsen. Jeg blev født i Haslev, men da jeg var fem, blev mine forældre skilt, og jeg flyttede med min far til Høje Gladsaxe. Ingen af mine forældre var fagligt aktive. Min mor var smørrebrødsjomfru og uddannede sig senere til lærer, og min far var farvehandler.”
Tekst og foto: Anna Louise Stevnshøj
”Jeg var ikke en, der gad gå i skole. Men det var der nok også en grund til, og jeg tror, man ville have tacklet mig anderledes i dag – forhåbentlig. Jeg blev hurtigt færdig med mine ting, så begyndte jeg at snakke. og så røg jeg uden for døren. Da jeg skulle begynde i 8., fik jeg et brev med fra min far, at nu gad han altså ikke flere forældresamtaler om mig, nu måtte de klare det selv. Det var nok allerede i folkeskolen, at min modstand mod uretfærdighed begyndte at røre på sig. Lærerne var upædagogiske og uretfærdige, og jeg gjorde modstand. Så mit fremmøde var ikke overvældende, og da jeg senere ville gå i gang med en uddannelse, var jeg nødt til at tage de vigtigste fag forfra på aftenskole.”
”Jeg var ikke sikker på, hvad jeg ville. Startede på bygge og anlæg og hoppede fra igen. Så begyndte jeg på handelsskolen og kom faktisk ret langt. Men jeg var i mellemtiden blevet pædagogmedhjælper og fik job i Krauseren, hvor man var meget politisk bevidste - og det blev jeg også. Jeg blev fagligt vakt. Jeg blev tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant og brugte al min tid på fagligt arbejde. Det var simpelthen vildt spændende og helt altopslugende. Det var dengang, der var tre overenskomstparter, KL og Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, og vi sad selv og forhandlede overenskomster. I 1994 tog jeg pause fra handelsskolen for at være faglig sekretær i PMF på fuld tid - og jeg vendte aldrig tilbage til skolebænken. ”
”Da PMF fusionerede med LFS i 2006, valgte jeg som den eneste at stille op til en post i LFS’ forretningsudvalg i stedet for at tage mod et job som faglig sekretær. Jeg blev valgt og har siddet i FU lige siden. Min drivkraft er helt klart, at der er for mange sager, hvor vores medlemmer ikke bliver behandlet ordentligt. Uretfærdighed hidser mig stadig op. Hver gang. ”
”Jeg mødte min kone Nina i PMF, og vi har været sammen lige siden. Det handler i bund og grund om kærlighed. Men vi er også et stærkt makkerpar i forhold til at klare det, der skal klares. Vi er gode arbejdskammerater. Vi har begge to temperament, og så råber vi lidt af hinanden, og så går det over igen. Men når vi sætter os noget for sammen, så lykkes det også. Vores søn William er født med et handicap, der betyder, at han har brug for hjælp med alt 24-7, og vores datter har en sjælden stofskiftesygdom. Folk snakker altid om, at det er hårdt for et parforhold, når man får et handicappet barn. Men der er ikke noget, der heder ynk og behov for krisehjælp i min butik. William er en gave – fuldstændig som de to andre. Det er en opgave, man tager på sig. Sådan er det.”
”Jeg har generelt ret svært ved at sige nej, og jeg arbejder nok i virkeligheden altid, når jeg ikke lige skal være der for min familie. Fritidsinteresse – det er sådan noget med at gå ud på gaden og ryge en smøg og snakke lidt med naboerne. Men jeg mener også, at evner forpligter. Hvis man kan, så skal man også. Jeg siger altid til mine unger, at jeg er ligeglad, hvor de havner, bare de har gjort deres bedste. ”
Navn: Claus Reffstrup
Alder: 52
Arbejdssted: Medlem af forretningsudvalget i LFS
Bonusinfo: Gift med Nina og far til Benjamin på 26, William på 21 og Rosa på 18. Er efter 50-års fødselsdagen begyndt at overveje, om det ville være godt med motion. Har derfor købt en cykel, som færger ham frem og tilbage mellem lejligheden på Vesterbro og LFS-huset på Østerbro.