Budgetforlig 2022
Det er alle partier bortset fra Konservative, der står bag budgetaftalen for Københavns Kommune for 2022. Aftalen indebærer blandt andet:
200 mio. kr. til ansættelse af op mod 100 ekstra årsværk på kommunens botilbud.
158 mio. kr. til at ansætte flere pædagogiske ledere og klyngeledere i dagtilbud.
36 mio. kr. til rekruttering og fastholdelse af pædagoger.
47 mio. kr. til uddannelse af meritpædagoger.
11,1 mio. kr. til renovering af legepladser i skoler og daginstitutioner.
54,1 mio. kr. til at reetablere skolefritidsordningen ved Tingbjerg Skole med 336 pladser.
18 mio. kr. til at oprette en udsatteenhed, der skal samle indsatserne for de mest udsatte københavnere med komplekse sociale og sundhedsmæssige udfordringer.
10 mio. kr. til styrkelse af byens ungdomsklubber.
Mød dine lederkolleger
Velfærdssamfundets institutioner har leveret hele vejen gennem coronakrisen. Kerneopgaven har været klar, og arbejdsfællesskaberne har fungeret. Og det er netop arbejdsfællesskaber, der er i fokus på FOAs ledertræf, der finder sted 29. til 30. november 2021 i Kolding.
Der er oplæg om ledelse af arbejdsfællesskaber af ph.d. Pernille Steen Pedersen, FOA-formand Mona Striib, forfatter Anders Seneca, erhvervspsykolog Tue Isaksen og arbejdslivsforsker Janne Gleerup. Tidligere jægersoldat Erik B. Jørgensen fortæller om sammenhold, mens andendagen byder på oplæg af hospitalsdirektør Per Christiansen, som fortæller om, hvordan Rigshospitalet ledelsesmæssigt kom gennem coronakrisen.
Yderligere info og tilmelding via foa.dk/forbund/faelles-kalender/ledertraef2021. Tilmeldingsfrist 1. november 2021
Hjælp til forældresamarbejdet
Alle pædagogiske medarbejdere ved, at forældresamarbejdet er af afgørende betydning.
Men måske trænger rutinerne omkring samarbejdet til et 360 graders eftersyn. Her kan man få hjælp af en ny materialepakke, som er fremstillet af Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM.
Materialepakken, som hedder "Sammen om børnene", indeholder en række vejledninger og værktøjer til at understøtte dialogen om samarbejdet mellem dagtilbud og forældre, herunder dialogark til opstarts- og opfølgningssamtaler, informationshæfte til forældrebestyrelser og forældreråd og procesværktøj til forældrebestyrelsen. Materialerne kan hentes på www.emu.dk/dagtilbud/det-paedagogiske-grundlag/foraeldresamarbejde/sammen-om-boernene
Kritik af adskillelseskulturen
Undrer du dig nogle gange over, hvordan det påvirker børn og forældre, at vi i høj grad bruger vores tid hver for sig? Så vil månedens anbefaling bestemt være noget for dig. Kulturkritisk podcast sætter gennem forskellige vinkler fokus på den adskillelseskultur, vi lever i. Podcastens vært har besøg af skiftende eksperter, der spænder bredt fra at være psykologer og pædagoger til jurister og økonomiske rådgivere afhængigt af afsnittets emne. Podcasten kan lyttes til gratis der, hvor du finder dine podcasts normalt, og via kulturkritiskforum.dk
De voksnes underlige verden
Malte troede, at far og mor skulle skilles. Og hvad nu med den hund, mor havde lovet Malte? For mor virker ikke mere så interesseret i en hund, nu da far er kommet hjem igen. Malte ved ikke helt, hvad han skal tro – en fornemmelse mange børn har erfaring med, når de voksne er sådan lidt frem-og-tilbage og svære at få hold på. ’Maltes far kom tilbage’ er en fin og stilfærdig beretning til de større børnehavebørn om en lille dreng, der har svært ved at forstå de voksnes verden, men også en bog, hvor man skal give sig tid til at tale med børnene om handlingen. Bogen er skrevet af Tomas Lagermand Lundme og illustreret af Julie Gry Sveistrup Lundme. Den vejledende pris er kr. 248,00.
Rekord i optag på merit
Vi får brug for mange flere uddannede pædagoger de kommende år, og desværre var optaget på den ordinære pædagoguddannelse tidligere på sommeren ikke prangende. Heldigvis ser det helt modsat ud på merituddannelsen til pædagog. 304 ansøgere er netop blevet optaget på meritpædagoguddannelsen. Sidste år var tallet bare 112. En af de helt store grunde til, at antallet af ansøgere, og dermed optagne, er steget, er, at Uddannelses- og Forskningsministeriet sidste år gav Københavns Professionshøjskole dispensation til i et femårigt forsøg at sænke erhvervsfaringskravene til uddannelsen, så man nu kun skal have mindst to års relevant erhvervserfaring for at søge ind.
Madmod
Mad er også pædagogik. Det EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, har samlet inspiration og viden om udvikling af pædagogiske læringsmiljøer omkring mad og måltider i det enkelte dagtilbud. Materialerne findes på www.eva.dk/dagtilbud-boern/maaltider-dagtilbud
DHL med LFS
2021 blev året, hvor DHL-stafetten kunne genoptages. Og mere end 80 deltagere løb og gik med LFS fredag den 3. september i Fælledparken, hvor sensommeren viste sig fra sin bedste side.
Dom om krænkende video-overvågning
Arbejdsretten afgjorde den 14. september en sag fra Kolding, hvor ansatte ved den kommunale hjemmepleje nægtede at komme i en enkelt borgers hjem, fordi borgerens ægtefælle efter længere tids truende adfærd udsatte dem for krænkende videoovervågning.
FOA havde afvist at ville pålægge sine medlemmer at udføre arbejdet i hjemmet under videoovervågning, og var derfor trukket i Arbejdsretten af KL. Arbejdsretten fandt, at der ikke var tvingende grunde til at standse arbejdet, men frifandt FOA for at betale bod, sådan som Kolding Kommune havde krævet.
”Der er stor signalværdi i, at vi ikke bliver idømt bod. Det er en halv sejr. Men det er skuffende, at vi ikke får fuldt medhold. Det er skandaløst, at vores medlemmer skal udsættes for truende adfærd og krænkende videoovervågning, når de udfører deres arbejde. Arbejdsrettens dom er derfor et vink med en vognstang om, at der er behov for en politisk stillingtagen til problemet,” siger Mona Striib.
Konkret mener FOA, at kommunerne mangler positiv hjemmel til at beskytte medarbejderne mod krænkende video- og lydoptagelser, når deres arbejdsplads er i borgerens private hjem.