Medlemsportræt
Jeg er måske lidt anarkistisk anlagt
”Jeg er vokset op i Nørregade ved siden af Folketeatret. Jeg fik allerede plads i børnehaven, da jeg var to år. Min mor mente, at det var godt for mig at være sammen med andre børn, og begge mine forældre var fuldtidsarbejdende. Jeg er vokset op i indre by, og den gang var Pisserenden bestemt ikke noget fornemt sted. Mine forældre var ret venstreorienterede. Jeg kan huske, at vi gik sørgemarch med fakler rundt om søerne, da Stalin døde. I min barndom var jeg meget sammen med min mormor. Hun er nok den voksne udover min mor, som har betydet mest for mig. Jeg var helt vild med hende. Hun var meget kreativ og tegnede selv sine møbler, og hun lærte mig en masse. Vi gik ture sammen. Hun vidste en masse om planter og naturen. Det har også haft stor betydning for mig, at hun var en stærk kvinde, der kunne klare sig selv. Hun opdrog sine tre børn alene."
”Det er nok særligt for mig, at jeg ikke finder mig i urimeligheder. Jeg havde en tysklærer, som var urimelig over for mig i gymnasiet, så jeg gik ned i Illums Bolig hus og fik et job. Bagefter gik jeg hjem til min mor og fortalte, at jeg ikke længere gik i gymnasiet. Min mor var ret skuffet, hun ville selv gerne have været student, men det var der jo ikke råd til hun kunne blive, da hun var ung.”
”Jeg har arbejdet med forskellige ting inden fandt ud af, at jeg ville være pædagog. Jeg startede i forpraktik, det skulle man dengang for at søge ind på seminariet. Da jeg var i starten af 20’erne, søgte jeg ind på seminaret. Jeg kan huske, at min mor ringede til mig, da brevet om min optagelse kom. Lederen af børnehaven, hvor jeg var jeg i forpraktik, ville ikke indstille mig til optagelse på seminariet, men jeg blev optaget alligevel. Jeg tror, hun havde et horn i siden på mig. Men jeg synes, at man skal sige, hvad man mener, og det gjorde jeg. Også når jeg ikke var enig med hende.”
”Jeg arbejdede i flere institutioner inden jeg begyndte i Vartov, hvor jeg har været en stor del af mit arbejdsliv. Den blev gjort døgnåben i 1996. Det kom der mange reaktioner på. Der var mange, der antog, at det var forældre, som ikke ville være sammen med deres børn, som fik dem passet om aftenen. Men vi er jo som samfund afhængige af, at forældre kan arbejde om aftenen, og derfor er vi også afhængige af, at forældre kan få passet deres børn. Jeg blev interviewet en del om det til forskellige medier, og i den forbindelse kom jeg engang til at sige, at vi jo ikke alle sammen er skolelærere. Det skulle jeg aldrig have sagt. Det blev folk virkelig sure over, men min pointe er jo bare, at vi udfylder forskellige funktioner i samfundet og derfor er afhængige af, at vi kan have forskellige arbejdstider. Det er i øvrigt min erfaring, at nærmest alle forældre allerhelst vil bruge tid sammen med deres børn. De har jo ikke fået børn for at få dem passet.”
”Det vigtigste for mig i arbejdet med børn er, at børnene er anerkendes og respekteres som de personer, de er, og at de voksne møder dem åbent og nysgerrigt med omsorg og nærvær. Børnene er jo tvunget til at være i institutionen, men de voksne får løn for at være der. Derfor har vi én vigtig opgave, og det er at sørge for, at børnene er glade og har det godt. Det har været det allervigtigste for mig at sørge for, at børnene trives, føler sig velkomne og har det godt. Man kan på en måde sige, at de skal føle sig elsket. Det skal man stræbe efter, synes jeg.”
”I gamle dage havde vi et helt anderledes forældresamarbejde. Pædagoger og forældre holdt fester sammen.En gang holdt vi ristaffel sammen. Vi sad alle sammen på gulvet og spiste. Det var et mareridt at gøre rent bagefter, men vi havde det virkelig sjovt. Jeg har altid lagt stor vægt på forældresamarbejdet, for hvis forældrene ikke er trygge og glade, så går det udover børnene. Børnene kan mærke, om forældrene er glade. Det vigtigste, man kan gøre for at sikre et godt forældresamarbejde, er at være åben og imødekommende. De skal føle sig velkomne, for så kan man også bedre sige, at de skal gå.”
” Jeg har arbejdet som pædagog i 50 år, og jeg har været leder en stor del af mit arbejdsliv. I begyndelsen syntes jeg, at det var svært at gå fra at have kollegaer til at have medarbejdere, og jeg har i virkeligheden altid betragtet dem som mine kollegaer. Jeg oplevede også, at noget af personalet reagerede negativt på, at det nu var mig, der skulle træffe beslutningerne, men det faldt hurtigt på plads. Det bedste ved pædagogfaget er, at man hele tiden kan udvikle børnene og sig selv. Jeg valgte at blive leder, men stadig være meget sammen med børnene. Man kan præge børnene, og man får en masse igen.”
Hvem: Fransiska Tvede
Stilling: Tidligere leder i daginstitution
Alder: 75 år
Bonusinfo: Har boet sammen med Jørgen Kastrup siden 1975. De bor i Indre by. Tilsammen har de fire børn, ti børnebørn og tre oldebørn. Fransiska Tvede er aktiv i Enhedslisten og tager kurser på Folkeuniversitet. Fransiska Tvede har været tillidsmand, siddet i forskellige udvalg og siddet i kredsbestyrelsen i kreds 1 i LFS i mange år.