Vi skal dokumentere livshistorien, før det er for sent
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Når personalet på Botilbuddet Løvstikkevej holder personalemøder, falden snakken tit på beboernes livshistorier. Særligt dem, der ikke længere har pårørende til at være deres livsvidner.
”Men vi skal gøre mere ud af at dokumentere det, vi får fortalt. Vi taler med beboerne om deres livshistorier i forvejen – vi skal bare sørge for at få det skrevet ned, før det er for sent,” siger 26-årige Anton Bulloch, der har arbejdet som socialpædagog på Løvstikkevej 66 i to år.
Beboerne på Løvstikkevej er voksne og ældre borgere med udviklingshæmning, og det er rutine, at borgerne screenes for demens. Men der er løbende brug for at efteruddanne personalet indenfor demensområdet, og derfor er Anton Bulloch i gang med at tilegne sig viden om demens, etik og jura.
”Da uddannelsen blev udbudt sagde jeg ja tak med det samme. Det giver kvalitet i ens arbejdsliv, at man har lov til at dygtiggøre sig, og jeg er heldigvis på en arbejdsplads, hvor det bliver imødekommet,” siger Anton Bulloch.
Ingen udvikling uden ubehag
Der er flere ting, der motiverer den unge socialpædagog til at tage imod efteruddannelse. Han mener fx, at pædagoger skal være fagligt klædt på til at træffe selvstændige beslutninger – også når det er svært.
”Der kan være en tendens til at bruge ledelsen som en løsningsautomat, men noget af det spændende ved at arbejde inden for det pædagogiske felt er i virkeligheden dilemmaerne og kompleksiteten, som bringer os lidt ud af vores komfortzone, og som tvinger os til at tænke hurtigt og komme med gode løsninger for borgerne”, siger Anton Bulloch.
Det kræver dog, at det pædagogiske personale formår at reflektere over de etiske aspekter og har øje for lovgivningen, og det er særligt vigtigt at kunne balancere i det felt, når det handler om borgere med demens, mener Anton Bulloch.
”Vi har en tilgang her på Løvstikkevej, der hedder, at der ikke er nogen udvikling uden midlertidige tilstande af ubehag. Men det ville da også være kedeligt, hvis ens arbejde altid var let, ikke?”, siger han.
Må vi sætte GPS på borgeren
Anton Bulloch har allerede et kort stykke tid inde i diplommodulet fået både nyttig viden og en del ahaoplevelser med sig.
” Der er generelt alt for få borgere, der bliver udredt for demens, og det kan være endnu sværere på specialområdet, fordi det kan være svært at skelne symptomerne fra borgerens medfødte funktionsnedsættelser. Det betyder for mig, at jeg har fået skærpet min opmærksomhed endnu mere,” siger Anton Bulloch.
Han føler sig desuden bedre klædt på i forhold til de juridiske aspekter.
”Det er en meget væsentlig del. Hvordan beskytter vi borgere, hvis kognitive evner forringes så meget, at de kan blive til fare for sig selv. Må vi fx sætte en GPS på en borger, der i mange år har gået den samme tur, men som pludselig begynder at skifte rute og risikerer ikke at kunne finde hjem?” siger Anton Bulloch.
Se dig selv udefra
Han er også meget optaget af de relationelle dele af uddannelsen.
”Som pædagoger har vi i forvejen omsorgsgenet og kompetencerne til at kunne se hele mennesket. Demens hos udviklingshæmmede stiller udvidede krav til vores faglighed. Vi har meget brug for vores mentaliseringsevne, når vi skal følge med i beboernes behov, efterhånden som demensen fylder mere og mere,” siger Anton Bulloch, som også peger på begrebet selvagens:
”Vi skal have en høj selvagens, forstået på den måde, at vi skal kunne reflektere over vores egen væren. Vi skal som pædagogisk personale være i stand til at se os selv udefra og andre indefra. Så kan vi give et øget nærvær og den individuelle omsorg, som alle mennesker fortjener. Det er for mig høj faglighed.”