KENDER DU:

Jeg tror, at jeg er uforbederligt barnlig

Lene Kaaberbøl er dronningen af dansk børne- og ungdomslitteratur, og hun har solgt millioner af eksemplarer af fantasyserien om Skammerens børn, der er udkommet i 35 lande. Men hun er også et hulemenneske, der trives bedst i selskab med de fiktive karakterer, hun skaber, og som foretrækker ærlige børnelæsere frem for høflige voksne.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Er dit forfatterskab et karrierevalg eller et tilfælde?

Jeg har altid skrevet af lyst, og jeg begyndte at skrive, da jeg var barn. Mine første bøger udkom, allerede da jeg var 15, og jeg skrev dem ud i én køre uden disposition. Fordi jeg var så ung, var der ikke den der voksne højtudviklede litteraturkritiker inden i mig. Jeg skrev bare, og jeg tror, at det har været mit held – at jeg aldrig har sluppet kontakten til den spontane og frie forestillingsverden. Folk spørger mig nogle gange, hvordan jeg kan skrive børne og ungdomsbøger, når jeg ikke selv har børn. Men jeg tror, at jeg er uforbederligt barnlig, og at jeg har bevaret en kontakt til den side af min fantasi. Mit store forbillede er Astrid Lindgren. Hun skriver så stjerneklart og enkelt om de allermest besværlige emner her i livet. ’Mio, min Mio’ er den børnebog, der har betydet mest for mig i min barndom.

Du har skrevet langt de fleste af dine bøger for børn. Hvorfor?

Børn har brug for bøger på en anden måde, end voksne har. Man kan give voksne en god læseoplevelse. Men bøger, man skriver for børn, betyder så meget mere. Hvis man lykkes med at skrive en bog, der fanger et barn det helt rigtige sted, kan bogen være identitetsdannende og få betydning for barnet resten af livet. Der er noget med det fantasirum, man kan skabe for børn: Hvis de får lukket lågen op ind til bøgernes verden, bliver de aldrig mere ensomme – så har de altid en ven. Jeg var selv et barn, der læste og læste, og bøgerne betød uendelig meget for mig. Det var mit store frirum.

Hvordan har din egen barndom præget dit forfatterskab?

Jeg blev mobbet i skolen. De andre syntes, jeg var lidt mærkelig, og så var jeg meget dygtig i skolen, og jeg har nok været skideirriterende at være sammen med i et klasselokale. Men jeg er også en introvert person, der nok aldrig rigtig lærte de sociale koder at kende. For nogle år siden mødte jeg søsteren til en af de værste mobbere, og hun fortalte, at han var ked af det, og at han fortrød. Jeg fik så også at vide, at han bruger sit liv på at hjælpe udsatte unge. Det har faktisk betydet noget for mig, at han har valgt at bruge sit liv på noget fornuftigt. Så kan jeg lægge det andet bag mig. Mobningen i min skoletid har sat sit præg på mit forfatterskab. Mange af mine hovedpersoner er outsidere og føler, at de er alene mod verden. Jeg lærte dengang, at man kan klare sig selv, uden at andre siger, at man er OK. Det er også en styrke, mine romankarakterer bærer med sig som fx Dina i Skammerens datter. Jeg bliver meget rørt, når børn og unge fortæller mig, at de har kunnet identificere sig og finde styrke i mine romanfigurer.

Hvordan er det at gå fra at være mobbeoffer til verdensberømt forfatter?

Det er ikke sådan, at jeg vågner om morgenen og tænker ”Godmorgen, du fantastiske forfatter,” jeg bliver stadig overrasket hver gang, et barn fortæller mig, at mine bøger har gjort en forskel. Faktisk har jeg lidt svært ved at forholde mig til, at jeg har solgt i så store oplag. Det føles lidt uvirkeligt, at det, jeg sidder og skaber helt for mig selv, har den gennemslagskraft. Jeg er faktisk lidt af et hulemenneske, og da jeg for mange år siden sagde mit underviserjob op for at blive forfatter på fuld tid, var jeg lidt nervøs for at blive ensom. Det kom bag på mig, hvor meget udadvendt virksomhed, der er, når man er forfatter, og hvor meget man forventes at stille op til foredrag og den slags. Jeg synes helt klart bedst om det, når det er mine børnelæsere. Det er dejligt at møde de børn, der har læst mine bøger - helt overraskende og rørende nogle gange. Der er ikke så meget høflighed og hykleri; de er umiddelbare, og de er ikke klar til at kede sig i flere timer i kulturens hellige navn. Det er voksne, og det kan godt være lidt belastende.

Store dele af dit forfatterskab er fantasy. Hvor henter du inspirationen?

Mine eventyrverdener stammer altid fra mine karakterer. Det er, som om de materialiserer sig for mig og indvilliger i at fortælle mig deres historie og at fortælle mig om det liv, de lever – og på den måde bliver mine eventyrverdener skabt. Min mor var lidt af en god heks, og hun forudså, da jeg var helt ung, at jeg nok ikke ville få børn, og at bøgerne ville blive mine børn. Jeg syntes, det ar ret underligt sagt, men hun fik ret. Jeg tror ikke, at jeg havde kunnet balancere mit forfatterskab med madpakker og forældremøder. For når jeg skriver, er jeg helt i mit eget univers. Jeg er ikke en forfatter, der skal tvinge mig selv til arbejdet, jeg har alle dage været en ret glad skrivende. Men min muse er en stramtandet dame, der kræver, at jeg taget det seriøst. Jeg bruger lang tid på at fordybe mig, og jeg er tabt for omverdenen, når jeg arbejder.

Dine voksenbøger er meget anderledes end dine børnebøger. Hvorfor?

Jeg har skrevet nogle kriminalromaner, og det har været helt for min egen fornøjelses skyld for at afprøve den genre også. Voksenbøger bliver underligt nok taget meget mere alvorligt end børnelitteratur, og det forstår jeg jo ikke helt. Men kriminalromanen ’Drengen i kufferten’, som jeg skrev sammen med min veninde Agnete Friis, brød igennem i USA og havnede på New York Times bestsellerliste. Vi var nødt til at tage på bogturne, for det er virkelig noget, de tager alvorligt derovre. Det var ret vildt, og vi havde det supersjovt. På et tidspunkt skulle vi shines op af en makeup-artist, og det føltes helt surrealistisk, fordi vi endte med overhovedet ikke at ligne os selv. Jeg er i virkeligheden nok mest til at lufte mine hunde i badekåbe, bar røv og gummistøvler.

Du har boet et meget eksotisk sted, som de færreste kender …

Ja, i 2013 lejede jeg et hus på den lille ø Sark, som ligger i den engelske kanal vest for Frankrig, 45 minutters sejlads fra øen Guernsey. Det er et lillebitte samfund med kun 600 beboere og ingen biler, og det var det, jeg søgte – det helt enkle liv. Jeg har også altid haft en drøm om at leve i et engelsksproget samfund. Jeg elskede at bo der. Da jeg flyttede dertil, havde jeg en forestilling om, at jeg nok skulle tage færgen til Guernsey en gang om ugen for at gå i biografen og den slags, men det blev slet ikke nødvendigt. Jeg dyrkede min have og passede mine hunde og skrev. Og når man bor i så lille et samfund, tager det lang tid hver gang man går en tur, for alle taler med alle, og man bliver viklet ind i alt det lokale, som der var overraskende meget af. Fårevæddeløb og fugleskræmselskonkurrence og den slags.

Det er nogle år siden, der er kommet en ny bog fra din hånd. Er der noget på vej?

Det håber jeg. Skrivepausen handler om, at jeg har været syg. Da jeg var hjemme i Danmark på besøg i slutningen af 2016, fik jeg blodpropper i hjernen, og jeg måtte gennem langvarig genoptræning. Det var en voldsom oplevelse. Jeg havde planlagt en kort ferie i Danmark, men endte med at være væk fra Sark og mine hunde i et år, før jeg kunne tage tilbage og pakke hus og hunde sammen. Jeg flyttede hjem til Danmark for at komme tættere på mit netværk. Nu har jeg købt et stråtækt hus ude på landet her på Sydsjælland, hvor jeg har nære relationer. Jeg bliver hurtigt træt, og jeg har stadig mén, men min hjerne føles klarere end lige efter blodpropperne, hvor jeg havde svært ved at koncentrere mig og svært ved at danne mig et overblik. Men jeg er begyndt at skrive igen, og selv om det går langsomt, og jeg ikke tør love noget, håber jeg på, at det lykkes for mig. Jeg ved ikke helt, hvem jeg er, hvis jeg ikke skriver. Jeg vil også gerne vide, hvordan historien ender. For det ved jeg ikke selv, før det sidste punktum er sat.”

Bibliografi

Lene Kaaberbøl er født i 1960 i København, men er vokset op i Malling syd for Aarhus. Hun udgav sine første to bøger om hestepigen Tina, da hun var 15 år gammel og har siden skrevet mere end 40 bøger, hvoraf de fleste er børne- og ungdomsbøger i fantasy-genren. Hendes mest kendte værk er serien om Skammerens børn, som er oversat til 35 sprog, solgt i adskillige millioner eksemplarer og desuden filmatiseret og opført som musical. Lene Kaaberbøl har desuden skrevet et antal kriminalromaner for voksne.

Lene Kaaberbøl har modtaget Danmarks Skolebibliotekarers børnebogspris, Børnebibliotekarernes Kulturpris, BMF's børnebogspris, Læsernes Bogpris, Nordisk Skolebibliotekarforenings Børnebogspris, Harald Mogensen-prisen og Orla-prisen.

Lene Kaaberbøl har læst cand.mag. i engelsk og dramaturgi, men har arbejdet som fuldtidsforfatter det meste af sit voksne liv. Hun har i en årrække boet på øen Sark, som ligger i den engelske kanal, men bor nu på landet på Sydsjælland sammen med sine fire hunde.