Elefanten som politikerne ikke vil tale om
Af Jan Hoby, næstformand i LFS
Vi har velfærdskrise, og der er ingen politikere, uanset politisk ståsted, der ikke anerkender problemet med mangel på arbejdskraft inden for velfærdsfagene.
Valgkampen forud for kommunalvalget i efteråret handlede også om velfærd: I København havde samtlige partier visioner for forbedret velfærd for børn, handicappede, psykisk syge, hjemløse og så videre.
Det underlige er, at politikerne ikke taler om den kæmpestore elefant, der vader rundt i det politiske rum, og som totalt blokerer for, at hovedparten af deres visioner og løfter ikke har en jordisk chance for at blive realiseret.
Den store elefant er budgetloven, der siden 2014 har sat det kommunale selvstyre ud af spil, og som lægger benhårde begrænsninger for, hvordan kommuner og regioner må bruge deres egne penge. Officielt er det byrådene, der bestemmer over den kommunale økonomi, og regionsrådene der bestemmer over den regionale. Men i virkeligheden er det regnedrengen i Finansministeriet, der styrer økonomien.
Kommunerne og regioner er underlagt budgetlovens serviceloft og anlægsloft, og med budgetloven blev der indført dummebøder som økonomisk straf, der har gjort, at kommunerne systematisk har underforbrugt i mere end et årti. Det groteske er, at de kommunale kistebunde bugner med uforbrugte milliarder, der kunne være gået til borgernær velfærd.
Dokumentationen er overbevisende. Men alligevel er der radiotavshed fra landets kommunal- og regionspolitikere på tiende år i streg.
Hvis ikke kommunal- og regionsdirektørerne skal fortsatte med at holde pengene i banken i stedet for at bruge dem på at rekruttere nyt personale, fastholde nuværende personale, sikre efteruddannelse, skabe bæredygtige arbejdsfællesskaber og et arbejdsmiljø i verdensklasse, så kræver det, at kommunal- og regionspolitikerne stempler ind i kampen mod budgetloven, serviceloftet og anlægsloftet.
Vi kan ikke vente på en velfærdslov. Og en velfærdslov, der ikke afskaffer budgetloven, serviceloftet og anlægsloftet, og lader kommunerne bruge deres opsparede penge, løser ikke velfærdssamfundets strukturelle krise. Lad os få stoppet den destruktive situation, som i øjeblikket udspiller sig mellem kommunerne, som internt slås om at fordele krummerne fra en alt for lille økonomisk ramme, som den nuværende regering har dikteret indenfor budgetlovens snævre økonomiske rammer. Del og hersk strategien virker måske for finansminister Nikolaj Wammen. Men ikke for den kommunale og regionale velfærd. Landets 98 kommuner og fem regioner bliver nødt til at slå pjalterne sammen og kræve budgetloven afskaffet, justeret eller moderniseret forud for de årlige økonomiforhandlinger om kommunernes og regionernes økonomi, som finder sted ultimo maj og primo juni.
Den helt rigtige start på den kamp er på KL’s topmøde den 17. og 18. marts i Aalborg.
Græsrodsinitiativet #Skrotbudgetloven kalder til demonstration foran KL-huset i Weidekampsgade i København den 17. marts klokken 17.00, hvor vi sender politikerne afsted med budskabet om, at de skal tage på topmøde med en samlet dagsorden om at få budgetloven skrottet. Mød op for velfærden!