Tværfagligt samarbejde

Af Elisabeth Lockert Lange

Målet er den tidlige tværfaglige indsats

Fælles indsats fra daginstitutioner og lokalcenter, afklare de forskellige professioners forskellige roller, udnytte hinandens ressourcer og fastholde forældrene på deres ansvar. Det er nogle af nøglebegreberne i et projekt, som skal forbedre det tværfaglige samarbejde til gavn for indsatsen for truede børn og deres familier.

Truede børn og unge fylder meget i institutioner og skolen, og indsatsen over for dem og deres familier er ikke altid optimal. Det bekræftes af undersøgelse efter undersøgelse.

Den problemstilling har lokalcenter Sundby Nord taget til sig med et stort anlagt projekt, som ud over børnefamilieteamets hjemme-hos pædagoger, støttepædagoger, ungerådgivere, socialrådgivere og psykolog også involverer en stribe daginstitutioner fra vuggestuer til klubber, som deltager med leder og en pædagog hver, skoler og sundhedsplejersker. Projektet, hvis mål er at forbedre det tværfaglige samarbejde til gavn for de truede børn og unge på hele Amager, har fået 800. 000 kr. fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens kompetenceudviklingspulje. Ud over Sundby Nord deltager også Sundby Syd direkte i projektet.

Karin Andersen er hjemme-hos pædagog i børnefamilieteamet i Sundby Nord, og hun har været med fra starten. Hun har i mange år arbejdet i både daginstitutioner og i børnefamilieteam og kender samarbejdsproblematikken fra begge sider. Hun er projektets koordinator og frikøbt 15 timer om ugen fra børnefamilieteamet. Det er hendes håb og vision at projektets erfaringer senere kan bredes ud i hele byen.

»Her i teamet begyndte idéen at tage form allerede i august sidste år. Der er mange barrierer, når vi i fællesskab skal håndtere problemerne med de truede børn og deres familier. Vi prøver så meget og forsøger så hårdt, men det lykkes ikke altid helt, som vi godt kunne tænke os det. Det er vigtigt at vi alle lynhurtigt kommer ind i problemstillingen, men vi mangler en fælles systematik og en fælles forståelse for, hvordan vi hjælper. Med et projekt som dette ville vi klarere kunne se, præcis hvad der skal til.«

Og det holder stik. For selvom projektet først er kommet fra start for alvor i maj i år, tegner en tydelig tendens sig.

»Det handler bl.a. om at få forældrene med ind med det samme, for det går let skævt, hvis de ikke er med fra starten. Det er også vigtigt at »bevare« problemet hos familien, så det er tydeligt for dem at det og børnene er deres ansvar, så de bliver medaktører i at løse problemet. De skal opleve vores indsats som en hjælp og en støtte og ikke som en trussel. Vi har så let ved at overtage, og det er vigtigt at familien er med i hele processen, så de i højere grad tænker: hvad kan jeg gøre. Frem for: I må gøre noget.«

Afklare roller
F/S Rosa, en 0-6 års institution i Sundby Nord, er en af de institutioner. F/S Rosas leder Lorraine Warnock bekræfter den erfaring at det gælder om at få alle parter inddraget fra start - og med familien i centrum.

»Jeg beder sagsbehandleren komme ud på institutionen, så begge parter og familien er med fra starten, og intet sker bag om ryggen på nogen. Og hvis vi har en sag med et barn, som skal flytte institution, tilbyder vi at tage med forældrene ud til den nye institution og fortæller, hvad vi ser. Det kan være tryghedsskabende for familien at vores iagttagelser lægges åbent frem. Der er ingen hemmelighedskræmmeri eller misforstået tavshedpligt, det bliver klart, hvad vi hver især kan forvente af hinanden, og familien hører hvad vi professionelle tænker om problemstillingen.

« I det hele taget handler det tværfaglige samarbejde meget om at afklare de professionelles roller, for ikke blot er det let at overtage ansvaret og problemet, professionerne kan nærmest gå ind i en konkurrence indbyrdes. Det undgås ved at afklare rollerne sammen med familien, så det er klart, hvem der er bedst til hvad.

»Sammen kan vi tale om, hvad vi forventer af hinanden og hvad der skal ske i perioden mellem møderne, hvem der har hvilke initiativer, og hvilke deadlines der er. Og selvfølgelig give hinanden besked om forsinkelser osv.«

Karin Andersen og Lorraine Warnock oplever at det giver forældrene en tryghed at de ved, hvad der skal ske og inden for hvilken tidsramme. Samtidig fastholdes familiens ansvar og sagsbehandlerens tovholderfunktion. Daginstitutionernes rolle er at beskrive problemet og situationen med mulige pædagogiske løsninger, og beslutninger tages af børnefamilieteamet.

Tid til at opbygge tillid
Projektets overordnede formål er »at sikre fælles systematik, metode og sprog/fælles faglig tilgang til det forebyggende arbejde med udsatte familier «, som der står i projektansøgningen. Det er bygget op med undervisning, konsultation, supervision, erfaringsudveksling, vidensdeling og ikke mindst den mellemliggende tid, hvor de nye metoder i det tværfaglige samarbejde afprøves i praksis. Der er i alt fire grupper i gang med hver 12 mennesker fordelt på 4-5 faggrupper: pædagoger, socialrådgivere, lærere, sundhedsplejersker, psykolog.

Projektet kom først for alvor fra start i maj, selvom det var programsat til at begynde efter årskiftet. Derfor har de involverede reelt ikke været i gang særlig længe, og erfaringerne er derfor ikke så konkrete endnu, men de oplever både undervisning, supervision og praksis som udbytterigt.

Hver profession har sine ressourcer og sin ekspertise, og det er vigtigt for samarbejdet om indsatsen for børnene at hver professions vinkel på problemet bliver set, hørt og taget alvorligt.

»I projektet oplever jeg at vi professionelle taler forskellige sprog, i forskellige koder, og at der er en barriere i forhold til at bruge den andens sprog. Hvor sagsbehandlere fx typisk er skriftlige, er vi pædagoger mundtlige og procesorienterede. Når vi hjælper hinanden med at »oversætte« og bruge den andens sprog styrker det begge parter. Det er også en stor fordel at få ansigter på folk, det er en del af at udvikle et fælles sprog«, siger Lorraine Warnock.

»Disse familier har det skidt, og det er vigtigt med den tidlige indsats. Der er mange ressourcer i daginstitutionerne, som hver dag ser børnene og familien og samspillet mellem dem. Det ser sagsbehandleren ikke, de har til gengæld en anden ekspertise. Det er vigtigt at se at vi kan få et supplement til vores egen faglighed, få styr på hvad de andre kan bidrage med. Man får også fokus på sin egen faglighed, når man er opmærksom på de andres. Når vi fokuserer på ressourcerne og kombinerer dem, har vi tilsammen en kæmperessource «, vurderer Karin Andersen.

»Og det handler ikke kun om forskel lige faggrupper, men om kommunikation og samarbejde. Vi ledere i projektet var på et tidspunkt sammen i en gruppe, og vores forskellige input fik jeg meget ud af. I gruppearbejdet brugte vi den viden om kommunikation og samarbejde, som vi får via undervisningen. Det er så godt med undervisning i noget så tæt på vores fag«, supplerer Lorraine Warnock.

Vi skal skynde os langsomt
Hele projektet går ud fra en systemisk tankegang, dvs en helhedstænkning og en anerkendende metode. Der er med andre ord en positiv tilgang i samarbejdet indbyrdes og i forhold til forældrene. Der fokuseres på hvad der går godt.

En god metode kan være at lade familien lytte til de professionelle, når de taler sammen med hver deres synsvinkel på problemet. Det giver forældrene mulighed for at se deres egen situation udefra, reflektere og dermed se nye muligheder. Frem for når den professionelle taler direkte til dem, og de oplever at blive afkrævet et svar.

»Det er også fint at skiftes til at være den lyttende. På den måde bevæger samtalen sig fra en diskussion til at give plads til eftertænksomhed og refleksion. Og det er godt for forældrene at høre beskrivelser og erfaringer om dem selv, som giver positive associationer. Når de møder nuancerede beskrivelser af det der virker, så har de også mulighed for at gøre noget der virker«, siger hun og tilføjer:

»Alt dette tager tid, og den tidlige indsats er vigtigt. Vi skal skynde os, men vi skal skynde os langsomt. Familien skal have tid til at vænne sig til tanken om, at vi har en mening om, hvordan de lever, og hvordan deres børn har det. Der skal være tid til at opbygge tillid til og respekt for hinanden, ellers kommer vi ingen vegne. Så vi skal lære at skynde os langsomt, snarere end bare at skynde os. Det kan synes hårdt, hvis familien har store problemer, men det er vigtigt at tingene får tid, så de bliver gjort ordentligt.«

Prøver af i praksis
Når projektet er færdigt 1. april næste år skal resultatet gerne være, at indsatsen for familierne sker tidligere og eventuelt hurtigere, at de er i centrum, og at alle faggrupper er involveret.

»Jeg tror også familierne vil opleve at vi blander os mere, og at vi stiller større krav til dem. Det er i høj grad hjælp til selvhjælp«, vurderer Lorraine Warnock.

En del-evaluering er på trapperne her allerede efter et halvt år, og de har lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt alle de involverede faggrupper i Sundby Nord og Syd i begge forvaltninger om deres vurdering af, tilfredshed med og ønsker til det tværfaglige arbejde. I skrivende stund kendes svarene ikke. Undersøgelsen skal gentages dels i slutningen af projektet (dvs marts næste år) og i slutningen af 2005.

»I starten var der udsigt til at projektet skulle slutte allerede ved årskiftet, men heldigvis fik vi gjort det tydeligt at de ekstra måneder er vigtige. Også for os er det vigtigt at vi skynder os langsomt og ikke halser noget igennem. For det hele handler meget om, hvad der sker når vi ikke er sammen i supervisionen – det er jo i mellemtiden det sker. Vi lærer en masse, når vi undervises, men i mellemrummene tænker vi og arbejder efter det vi har lært, prøver det af i praksis«, siger Karin Andersen. Lorraine Warnock uddyber:

»Første gang efter undervisningen gør vi som vi plejer. Så taler vi om det i supervisionen og får øje på at det er forkert. Anden gang gør vi det anderledes, og tredje gang lykkes det måske at arbejde på en anden måde. Og vi i daginstitutionerne skal også have tid til at tale indbyrdes om metoderne.«

En kulturrevolution
At det bliver en udfordring at få bredt erfaringerne ud til hele Amager og i næste omgang hele København, er ingen af dem i tvivl om. »Der skal en kulturrevolution til, for vi får kun alle med ved at ændre kulturen.

Det sker først og fremmest gennem gode historier fra os som er med, snarere end den nuværende småbrokkultur. Vi er 12 institutioner fra Sundby Nord som er involveret i projektet, og vi kan fortælle de gode historier og vejlede i hvordan det kan gøres, så over år vil det lykkes. Vi som har lært det vil stille krav til samarbejdet og kunne fortælle, hvordan det virker«, mener Lorraine Warnock.

Undervejs i projektet vil de udarbejde en manual for tværfagligt samarbejde og etablere et udrykningshold på tværs af faggrupperne til akutte problemer.

»Jeg kan se resultater allerede. Jeg oplever at medarbejdere er begyndt at lytte mere til hinanden og anerkende hinandens ressourcer og ekspertise. Så får man jo et helt andet samarbejde, og så rykker det. Familierne vil kunne mærke at det er et samarbejde, en hjælp og en støtte de møder, og ikke en trussel for dem«, siger Karin Andersen.

De to pædagoger pusler også med planer om en rådgivning placeret ude på en institution som et samarbejde mellem centret og institutionen. En sådan rådgivning vil være både mere tilgængelig og mere tryg for familierne.