Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Børn af forældre med problemer får ikke hjælp
Af Elisabeth Lange
Børn med flest problemer får ikke hjælp til at løse dem
Konkluderer en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet med titlen »7 års børneliv – velfærd, sundhed og trivsel hos børn født i 1995«. Den konstaterer også at de børn, som har flest problemer og mest brug for hjælp, skiller sig ud allerede i børnehavealderen. Programleder Else Christensen opfordrer til at man sætter fokus på at kompensere disse børn for, at de ikke kan trække på deres forældre for at få løst problemerne. Og vil man mindske den sociale arv, er det de mindre børn, der skal fokuseres på.
Børn med mange problemer har flere konflikter med kammerater end andre børn. De har udviklingsproblemer, ingen fritidsinteresser og har problemer ved skolestart. De kommer typisk fra familier, hvor forældrene har så mange problemer selv, at de ikke har kræfter til at hjælpe børnene med at løse deres konflikter. Det viser en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, hvor man har fulgt 5.000 børn fra de blev født i 1995 og til de er syv år og er begyndt i skole.
»Der er jo ikke noget nyt i, at det er børn fra familier med mange problemer, der har det svært. Det interessante er, at undersøgelsen viser, at man meget tidligt kan få øje på, hvilke børn, der ser ud til at klare sig dårligt, med risiko for at få et lige så belastet liv som deres forældre«, konstaterer programleder Else Christensen.
Børnene vokser op i familier, der er præget af problemer på flere områder, fx dårlig økonomi, mange skænderier i familien, skilsmisser og psykiske problemer. Det karakteristiske er netop, at både børn og forældre i disse familier har flere problemer på samme tid, og at der ikke kun er tale om fælles problemer for familien. Børnene har også deres egne selvstændige problemer.
»Der har hidtil været mest fokus på at løse de voksnes problemer. Der har været en opfattelse af at løste man forældrenes problemer, ville det også smitte af på børnene. Men det kan børnene ikke vente på. Tager det fx fem år at få forældrene på ret køl, så er der gået rigtig meget af børnenes liv. Samtidig har børnene selv problemer, som de har brug for hjælp til her og nu«, fastslår Else Christensen.
»Netop fordi det er en forholdsvis lille gruppe børn, der har det dårligt, det drejer sig om 5-10 pct., og fordi det er muligt at indkredse, hvilke børn det drejer sig om, må det være muligt at sætte ind og kompensere for, at de ikke kan trække på deres forældre for at få løst problemerne« siger Else Christensen. Vil man mindske den sociale arv, er det de mindre børn, der skal fokuseres på.
Det er tredje gang der samles data ind i Socialforskningsinstituttets børneforløbsundersøgelse. Undersøgelsen viser, at det store flertal af børnene trives, får støtte fra deres forældre til at løse evt. problemer, har venner, fritidsinteresser og klarer sig fint i skolen.
Else Christensen: 7 års børneliv – velfærd, sundhed og trivsel hos børn født i 1995. Socialforskningsinstituttet 04:13. Omfang/pris: 122 sider/118,- kr. inkl. moms.