Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Netop nu
Efterlysning
Familieprojektet starter i efteråret 2004 et etårigt efteruddannelsesforløb i Marte Meo metoden. Selve undervisningen foregår i København fredage - lørdage. Vi har ledige pladser. Vil du høre nærmere, så kontakt leder Pernille Djurhuus på tlf. nr. 35 82 82 01 eller pr mail: pernille@familieprojektet.dk. Du kan læse mere om efteruddannelsen på vores hjemmeside www. Familieprojektet.dk (link ikke længere aktivt, red.)
Det vigtige samarbejde
»Familieafdelingen fjerner børn fra deres forældre uden videre«. Eller »der sker alligevel ikke noget, når man kontakter kommunen«.
Dette er nogle af de forestillinger, familierådgiverne i Greve Kommune møder i deres hverdag. Derfor sætter Greve Kommune med en ny folder fokus på, hvad der sker bag dørene »oppe på kommunen«. Bl.a. om hvornår man som pædagog skal tage kontakt til kommunen, hvis man har kendskab til et barn, der ikke trives? Og hvad der egentlig sker, når man gør det.»Forestillingerne kan skade samarbejdet mellem kommunens familierådgivere og de faggrupper, der dagligt er i barnets liv. Og det går ud over de udsatte børn«, siger Lone Lomholt, der har været ansat som familierådgiver i Greve Kommune i 10 år. Folderen om Familieafdelingens arbejde kan ses på www.greve.dk/puplikationer (link er ikke længere aktivt, red.)
Succes med vægttab
84 % af børnene taber sig og deres selvtillid vokser, når hele familien inddrages. Det viser en evaluering af »Projekt for familier med overvægtige børn.«
Projektet løber over tre år, og 100 børn og deres familier har deltaget, når forsøgsperioden udløber med udgangen af året. Projektet henvender sig til børn i 4.-5. klasse, som vejer minimum 40 procent mere end gennemsnittet. Projektet adskiller sig fra andre projekter, fordi det ikke kun er det overvægtige barns spise- og motionsvaner, der arbejdes med. Det er hele familiens.
Hver enkelt familie har blandt andet en psykolog og en pædagog tilknyttet, som støtter dem i at ændre deres vaner. Familien får vejledning om sund mad og motion af diætister og motionskonsulenter, og de deltager i indkøbsture og madlavningsaftener. To gange om ugen mødes børnene til fælles motion, og fællesskabet giver børnene mod på at fortsætte med at ændre deres vaner. Forældrene fortæller, at de har lært at sige nej til børnene, når de beder om usund mad.
Projektet er lavet i samarbejde mellem Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning, Folkesundhed København, Juliane Marie Centeret på Rigshospitalet og Institut for Human Ernæring, Landbohøjskolen. Læs mere på www.kk.dk/sundhedsplejen (link ikke længere aktivt, red.).
Daginstitutioner med grønne visioner
Ni daginstitutioner fra Indre Nørrebro har fået papir på, at de er natur- og miljøbevidste i det daglige samvær med børnene. Det fik de ved en fest for 200 børn fra daginstitutionerne med deltagelse af borgmestrene Bo Asmus Kjeldgaard og Winnie Berndtson. Børnene gav eksempler på natur- og miljøaktiviteter, som de har afprøvet i det forløbne år: Lege med faldskærme, bruge følesansen i en kasse med ting fra naturen, fange insekter ved hjælp af »sugerør«, lave vindmøller og forberede mad over bål.
De ni daginstitutioner har i godt et år arbejdet med at udvikle konceptet Grøn Vision - Grøn institution, hvor natur og miljø integreres i det pædagogiske arbejde. Gennem leg, oplevelser og iagttagelser i Københavns grønne områder har børnene fået et personligt forhold til natur og miljø. Institutionerne har i det daglige arbejdet målrettet med at skabe større miljøbevidsthed hos børn, ansatte og forældre. Projektforløbet har bl.a. resulteret i indkøb af flere miljøvenlige produkter, etablering af affaldssortering og nedsættelse af strøm-, varme- og vandforbrug.
Miljøtjenesten står bag udviklingen af konceptet. Fremover vil andre daginstitutioner i København blive inviteret til at arbejde for, at natur- og miljøaktiviteter bliver en del af børnehavernes hverdag.
Frugtelig lækker fødselsdag
En ny hjemmeside med sunde ideer til børnefødselsdag for de 3-8 årige har set dagens lys. Det er »6 om dagen« der står www.frugtfest.dk (link ikke længere aktivt, red.), hvor en komplet køreplan til en sjov, nem og sundere børnefødselsdag for de 3-8 årige er at finde. Der er børnevenlige menuer med masser af frugt og grønt, forslag til lege, bordpynt og udklædning, invitation og indkøbsliste, lige til at printe ud. Forslagene er et alternativ til de sukkerorgier, som børnefødselsdage ofte udvikler sig til.
Foreløbig er der fester over fire temaer: fodbold, ridder, prinsesse og superstar. Hver fest er nøje beskrevet og holdt meget enkel.
Bag 6 om dagen kampagnen står: Forbrugernes Hus, Gartneribrugets Afsætningsudvalg, Kræftens Bekæmpelse, Sundhedstyrelsen, Ernæringsrådet, Forskningsforeningen frugt, grønt og kartofler og Fødevaredirektoratet.
Telefonlinje om seksuelle overgreb
SISO, videnscenter for sociale indsatser ved seksuelle overgreb mod børn, har åbnet en telefonlinje, hvor alle, der arbejder med børn og unge, kan få konsulentbistand i sager om seksuelle overgreb. Den direkte telefonlinie til SISO giver den enkelte sagsbehandler, pædagog, lærer eller sundhedsplejerske mulighed for at drøfte en evt. mistanke eller få hjælp til at skabe overblik og handlemuligheder i en kompliceret sag, der involverer mange parter.
»Seksuelle overgreb mod børn er et utroligt følsomt område, som sagsbehandlere, pædagoger og lærere skal kunne håndtere professionelt. Det er en krævende faglig og personlig udfordring. Det er derfor vigtigt, at de kan søge råd hos folk, der har en stor ekspertise inden for området. Det er denne telefonlinje med til at sikre,« forklarer Socialminister Eva Kjer Hansen.
SISOs telefonlinje vil være åben alle hverdage fra kl. 9.30-15.00 på tlf.nr. 20 77 11 20. Uden for åbningstiden kan der indtales besked på telefonsvareren.