Gør pasningsgaranti til udviklingsgaranti

Af Elisabeth Lange

Mennesket er et åbent system

Skab et praksisrigt miljø, hvor børn kan udvikle et sprog med jordforbindelse. Det var Steen Larsens hovedbudskab til mennesker som arbejder med børn.

Da guderne skabte dyrene, skabte de dem sådan, at de netop passede til deres særlige niche og kun til den. Men verden forandrede sig, og så forsvandt nogle af dyrene, for de passede kun lige præcis til den niche og det sted. Hvad gør vi så, spurgte guderne hinanden.

Sådan lagde dr.pæd. Steen Larsen ud med sit oplæg om børn, sprog og læring – og sådan fortsatte han det. Billede på billede blev formet i os tilhøreres hoveder, og megen latter fulgte.

Konklusionen på gudernes diskussioner om dyrene var at skabe et dyr, som ikke kan noget på forhånd. Det havde kun en lille værktøjskasse med et par reflekser med og så en ekstra hjerne uden fastlagte funktioner, men som kan udvikles. Livsomstændighederne vil så tvinge dette dyr til at udvikle sig, så det passer til det sted det lever, uanset hvilket sted.

»Det er et dyr vi kender: mennesket. For at forstå børn skal vi vide at deres stærkeste kort er at de ikke kan noget på forhånd. Mennesket er et åbent system, som kan udvikle kompetencer, dvs selvskabte færdigheder i en proces som guderne kaldte læreprocessen. Og de indlagde en læringsdrift i dyret, en drift som er ligeså stærk som seksualdriften. «

Børn
Dengang i starten levede mennesket under konstant trussel om fødemangel, og vi er derfor programmeret til at bevæge os hele tiden for at finde føde. »Derfor bliver vi søvnige hver gang vi sætter os på en stol. Og derfor er det uheldigt at det vigtigste pædagogiske redskab er – en stol. Grunden til at børn fiser rundt hele tiden er simpelthen at de ikke kan lade være. Naturen har tændt ild i røven på dem, og den tvinger dem til at stikke deres næser i alt det, som ikke vedkommer dem.«

Børn er en naturkraft, som ikke kan stoppes, ganske som man heller ikke kan stoppe en å med hænderne, men begge dele kan kanaliseres, mener Steen Larsen. Men - her sker der et akut sammenstød med den danske virkelighed, siger han og næsten råber: Pasningsgaranti!
»Pasning kommer af passivisering, så man garanterer forældrene at passivisere børnene! Man kan kalde folkeskolen Danmarks største pasningsgaranti. Og daginstitutionerne skal udvikles til steder for børn, hvor de kan leve i overensstemmelse med deres natur. Gør det til en udviklingsgaranti. Ilden blev tændt for at udvikle. Og det er ikke en social foranstaltning at leve med 0-6 årige.«

Sprog
En historie om to gamle venner der mødes: den ene fortæller om en tur til en græsk ø, mens den anden, for at forstå oplevelsen, henter »videoklip« der bare minder lidt om beskrivelsen (selvom den anden aldrig har været i Grækenland) frem fra sit erindringslager. Sådan illustrerer Steen Larsen sin betragtning om at ordene binder os sammen, men også skiller os ad. Så er vi ved sprog.

»Og det kalder vi forståelse! Hvordan går det til at vi overhovedet forstår hinanden? «

Han skelner mellem det fonetiske/ lydlige begrebsplan og erfarings-forestillingsplanet. For vi kan jo gå et stykke af vejen ved at forestille os noget.

»Oplevelser ligger mest ukodet i os, og først når vi sætter ord på passerer de fra erfarings-forestillingsplanet til sprogplanet. De to venner kommunikerer ikke på erfarings-forestillingsplanet, oplevelserne skal kodes, fortælles. Når den ene fortæller på erfaringsforestillingsplanet, er det en forudsætning for at forstå det at den anden går ned på sit erfarings-forestillingsplan. Man kan nærme sig en forståelse, men aldrig helt for de to har ikke den samme erfaring. Hvis de to venner havde været på turen sammen, så havde de ikke fortalt selve oplevelsen, men bare sagt: »kan du huske« og den slags. Så havde de slet ikke kommunikeret. Kommunikation er det man fortæller, som man ikke er fælles om«, siger han.

Det der gør lyde til ord er referencerne, men referencerne er ikke lavet af ord. Gennem den selvoplevede oplevelse dannes referencen, og vi har meget forskellige referencer. Desværre kan man ikke høre på folk, om de er referenceløse, sagt med andre ord, om de overhovedet intet ved om det de taler om. Den velartikulerede inkompetence, kalder han fænomenet:

»Mange mennesker med indflydelse går langt ud over deres forståelse, fordi vores evalueringssystemer er baseret på sprog og ikke praksis. Så når I tjekker barnets sprog, så lad dem i praksis gøre de ting, de skal fortælle. Tæl ikke deres ordforråd, interessér jer for deres erfarings-forestillingsniveau. Og sørg for at barnets miljø er stækt nok, bredt nok, vitaminrigt nok, nuanceret nok til at give en hverdag, som er kvalificeret nok til at opbygge et sprog med jordforbindelse. Det er ufattelig dumt at adskille kompetencerne i intellektuelle og praktiske.«

Læring
Praksis er alt. Steen Larsen laver små skruebevægelser og spørger ud i salen, hvorfor han kan det, når lille Emil ikke kan. Jo, det kan han fordi han har gjort det så mange gange at der er dannet neurale netværk, som sender beskeder ud til musklerne. Hos lille Emil er de ikke dannet endnu, og derfor sendes der ikke besked. Vi er nået til læring.

Steen Larsen skelner skarpt mellem at »lære af« og »lære imens« og mellem undervisning og læring.

Undervisning definerer han som et samspil mellem lærer eller pædagog og børnene. Læring er neurologiske forandringer i hjernen gennem etablering af små neurale netværk.

»De fleste tror at man kun lærer noget, hvis man bliver undervist. Undervisning kan føre til læring, det er sjældent det sker men det kan. Jeg er ikke modstander af undervisning, men det er den mest ineffektive og langsommelige måde at lære på. Lærer børn på en anden måde end voksne? Det tror jeg ikke. Når små børn lærer så meget, så er det fordi de aldrig holder pauser og fordi de ikke bliver undervist. Jeg mener hvis man placerede en nyfødt baby og en professor i Kina og testede dem i kinesisk seks år, hvem ville så dumpe?«

Praksis er det vigtigste ord i læring. Praksis er at gøre noget over tid, som aflejrer sig i neurale netværk. Kompetencer kommer af praksis, det er kun ved at udføre opgaven, man udvikler kompetencen. Men forudsætningen for praksis er krav. Mennesket skal opleve krav for at lære.

»Krav er ikke et negativt ord, det er vidunderligt ved mennesket at det udvikler sig ved krav. Uden krav ingen kompetenceudvikling. Kravene skal være rigtige og ikke for store, og det kan ligeså godt være egne krav som andres.«

Derfor sletter hjernen også kompetence, som ikke bruges, og derfor anser Steen Larsen det for et sundt tegn at danske børn ikke ved præcis, hvor Nakskov ligger. Hvis de nu aldrig har været der.

»Derimod er det vigtigt at have en fornemmelse for, hvordan tingene forholder sig, så de fx ikke placerer Nakskov i Skagen. Viden er et omfattende blindkort.«

Steen Larsen er ikke modstander af læreplaner, hvis de er et brud med pasningstanken:

»Indret daginstitutionerne så de er så læringsberigede som muligt, men uden formaliseret undervisning. Tiden til undervisning fratager børnene en masse læreprocesser. Man lærer ved at praktisere på grænsen af sin formåen. Så vær praksisrige.«

Han afviser at der reelt findes undervisningsdifferentiering, for klasseundervisning etablerer kun ét læringsniveau uanset spredningen blandt eleverne. Kun i daginstitutionerne kan denne spredning og dermed den sociale arv brydes.

Han løfter en imaginær mælkekarton og mens han langsomt løfter den og hælder mælk ud beskriver han den proces, hvor barnet skal klemme prøvende om kartonen, før det ved hvor meget der er i den, justere grebet, dreje hånden med kartonen, skifte styrke i fingrene osv.

»I det at hælde sin egen mælk op i et glas er der flere læreprocesser end i flere timer i skolen. Vi er ved at miste noget, som vi ikke vidste vi havde. Vi vidste ikke at der var et småbørnenes universitet«, siger han og råder alle i det pædagogiske miljø til at holde dette under observation, så børnene får udfoldelse og udvikling.