Turkulturen i Valmuen

Af Elisabeth Lockert Lange

Kom ud af døren

Og tag alle 20 børn med. Det siger forfatterne til en ny pædagogisk inspirationsbog til ture med børn: »Tusinder af vilde ture«.

Kan man tage 20 børn på tre-fire år med på besøg på skadestuen? I Grundtvigskirken, på den Hirchsprungske Samling, op i Vor Frelsers Kirke og ud på Assistens Kirkegården?

I den integrerede institution Valmuen på Østerbro mener de, at det kan man sagtens. Hver torsdag tager tre voksne af sted på tur med 20 børnehavebørn, og turene går alle slags steder hen, om sommeren mest ude, om vinteren mest inde.

De to pædagoger, som har startet turkulturen i Valmuen, har nu skrevet en bog om deres erfaringer og overvejelser. Bogen hedder »Tusinder af vilde ture« og har undertitlen »en pædagogisk turguide«.

Det sidste er ikke uvæsentligt, fremhæver forfatterne Lone Engelsmann og Lennert Røngren, for bogen er ikke primært ment som en turgennemgang, men som et pædagogisk redskab.

Derfor handler bogen – ud over at den beskriver nogle af de konkrete ture de har været på – også om hvorfor, hvordan, hvorhen og hvor vildt.

»Først og fremmest vil vi med bogen sige: kom ud af døren, og tag afsted med hele gruppen. Ellers kommer det enkelte barn alt for sjældent afsted, og man mister gruppedynamikken. Det er vigtigt med de fælles oplevelser«, understreger de.

De har et motto: Hvis de voksne har det sjovt, så har børnene det sjovt, og det har de indrettet deres dagligdag efter. Turene ligger fast hver torsdag for alle 20 børn mellem tre og seks år, og det er hele gruppen der er afsted af gangen, dvs 20 børn til tre voksne. Og turdagen vægtes højt af hele institutionen, turen bliver ikke aflyst ved sygdom og ferie, den skal gennemføres og får de voksne der skal til.

Kreativ tankegang
Bogen er vidnesbyrd om en anden tankegang end den gængse. Viser et besøg sig svært på én måde, forsøger de sig med en anden. Fx ville de gerne ind og se Idrætsparken sammen med børnene, men det kostede 1500 kr. fik de at vide. Det havde de jo ikke råd til, så de skrev til Flemming Østergård og modtog derefter en invitation. Opstår der en lang uventet ventetid, så finder de på noget nyt og sjovt at udfylde den med.

Man skal ikke tage ting for givet, man kan bare gå videre selv, mener de. Først og fremmest skal man gribe det der opstår i enhver situation og i det, børnene sender ud. Lone Engelsmann fortæller:

»Vi skulle en tur til Musikhistorisk Museum og sad lidt på Kultorvet. Så kom der en skraldebil, så vi måtte flytte os, fordi den skulle have en masse tomme papkasser med fra en opgang. Vi kunne have valgt bare at flytte os, men i stedet fik børnene lov til at fylde papkasserne i skraldebilens store gab! Senere på museet så børnene en stor gammel skralde, og sammenhængen faldt på plads. Det er vigtigt at tage oplevelsen der hvor den er, at gribe chancen og få øje på mulighederne.«

Også deres rolle som voksen er både bevidst og gennemtænkt:

»Ud over at gribe oplevelsen, træder vi i karakter som voksne og udvider deres oplevelse med en forståelse og en bevidsthed. Fx om forskellige materialer og sammenhænge. Vi pingponger meget med børnene, og vores rolle som voksne er jo også at vi ved og kan formidle noget, som de 3-6 årige gerne vil vide. De stiller spørgsmål, også spørgsmål som vi ikke kan svare på. Det må vi så finde ud af, når vi kommer hjem, sammen med børnene. Man kan ikke bare sige »nå« og »jeg ved ikke noget om kunst«. Man skal følge ting op, være nysgerrig sammen med børnene«, siger Lennert Løngren.

Lone Engelsmann fortsætter:

»Vi ved ikke hvad en tre-årig får ud af et besøg på Statens Museum for Kunst. Vi ved at man ikke skal blive der for længe, at vi skal skabe trygge rammer, og at de skal have lov at »krudte af« inden vi går ind. Vi vælger at lægge noget leg ind, fx at børnene skal tælle kranier i billederne. Vi håber at det betyder at de ser længere på dem. I det hele taget er vi imponerede over at de kan koncentrere sig så meget om et enkelt billede, og der opstår mange snakke undervejs.«

Men de skal heller ikke fylde for mange ord på, mener de. De skal sætte rammerne, og så vælger børnene hvilket intellektuelt niveau, det sker på.

Stramt og trygt
Det er ikke småting, Lone Engelsmann og Lennert Røngren sammen med børnene har besøgt, set og oplevet på de mange ture. I bogen er der bl.a. beretninger om ture i Kildevældskirken, på Glyptoteket, i Nikolaj Kirke, på Det Kongelige Teater, havnerundfart, havebesøg, en tur på Christiania, i Valby temahaver, i metroen, på skydebanen, på dobbeltdækkeren, på B&W Museet, på Københavns rådhus, på Lyngby Sø – ud over de lidt mere »almindelige« som Zoologisk have, Thorvaldsens Museum, Tøjhusmuseet, Rosenborg og mange flere.

Ud over de konkrete ture skriver de også om hvorfor de mener man skal afsted, og hvordan man kan organisere og strukturere det. De afviser enhver skepsis over for at have så mange små børn med på én gang:

»Hvis folk siger at det ikke kan være pædagogisk kvalitet, så er det fordi, de ikke ved hvordan de skal gribe det an. I Valmuen har vi en benhård disciplin, når vi skal på tur. Herhjemme er vi jo åbne og demokratiske, men når vi skal ud af døren med 20 børn, kører vi det stramt. Så er vi diktatoriske og bestemmer, hvem der går sammen med hvem, for det må ikke fylde for meget at komme ud af døren, og vi er ikke velkomne, hvis de ikke kan opføre sig ordentligt. Og børnene tager det fint, de er vant til det nu, faktisk virker det, som om de oplever en glæde ved at det er så stramt, de oplever der er en mening med det, fx når vi skal over vejen eller gå rundt på Det Kongelige Bibliotek«, siger Lennert Røngren.

»Det giver dem en tryghed«, fortsætter Lone Engelsmann. »Lige nu er der en del nye børn i institutionen, og turene er faktisk det, de er mest trygge ved. Det herhjemme er som en ny verden, de først skal finde ud af. Tryghed er jo ikke de fire vægge, men en gruppe; det er fællesskabet der skaber trygheden. Og ved at »parre« store og små, gamle og nye, drenge og piger, bruger vi det også som et pædagogisk redskab til at skabe nye venskaber«, siger hun og tilføjer:

»Når vi får lov til at komme ind alle de steder, vi besøger, så opfører vi os også ordentligt, rydder op efter os osv. Alt det lærer børnene. Og vi sørger for at de får mulighed for at brænde energi af, inden vi går ind et sted. Det er vigtigt at det også er leg.«

Fra idé til bog
Det hele startede for lidt over seks år siden, da pædagog Lone Engelsmann blev ansat i Valmuen på den stue, hvor Lennert Løngren var. De faldt med det samme i hak arbejdsmæssigt og begyndte ret hurtigt at tage på ture, mest udeture om sommeren og mest museer om vinteren, selvom de også har prøvet en vinter-overlevelsestur.

Idéen om at skrive en bog om deres ture kom for to år siden – ud på de små timer. De ville skrive om både hvorhen, hvorfor, hvordan og hvor vildt.

Så de gik i gang. De beskriver det som en ukompliceret proces, hvor de først lavede brainstorm på turene og på hvilke der skulle med i bogen. De vidste fra starten, hvordan strukturen skulle være: bogen beskriver ture, deres pædagogiske indhold, og hvad de spontant og konkret oplevede undervejs. Samtidig fulgte fotograf Helle Weitling med på ture og tog fine sorthvide billeder af børnene undervejs.

De sendte et udkast til flere forskellige forlag, og alle syntes det var en god idé, men ikke lige deres sortiment. Undervejs fik de mange gode råd af forlagene, som alle var hjælpsomme, understreger de. Det blev Forlaget Børn og Unge der løb af med den.

»Vores bog er målrettet folk, som arbejder med mennesker; ikke kun med børn, men også fx specialområdet. Det er en pædagogisk turguide, ikke en praktisk. Men den praktiske research og planlægning er meget vigtig, og den skal man have lavet på forhånd inden man tager af sted, så man ved hvornår der er åbent, om man kan spise sin medbragte frokost, og om man kan komme ind med så mange små børn.«

Mulighederne
Turene ligger i København og omegn og er ikke alle lige let tilgængelige. Men København er en tryg by at bevæge sig rundt i, oplever de to pædagoger. Man skal kunne gebærde sig i trafikken, men folk er hjælpsomme, når man møder dem med et åbent sind.

Der har selvfølgelig været udfordringer. Fx turen op i toppen af Vor Frelsers Kirke.

»Men det var lærerigt, for vi blev overraskede over, hvem der turde gå helt op. Det er jo kun nogle få som er bange af gangen. Og så er det selvfølgelig vigtigt at der er voksne som tager sig af dem. Men det er også positivt for børnene at de oplever at andre tør og gør, følelsen af sejr, at ja vi gjorde det. Og de lidt svage i en gruppe ser de sædvanligvis stærke være lidt svage. Også det er vigtigt«, siger Lone Engelsmann og tilføjer:

»Vi har aldrig haft ulykker. Vi har i det små afprøvet deres reaktioner på at »blive væk«, så de ikke går længere væk end de må. Og så har vi en god tællekultur, så vi ikke alle sammen tæller hele tiden.«

Forældrene er tydeligvis glade for institutionens turkultur, for de to pædagoger får mange gode tilbagemeldinger fra forældre som er imponeret over hvad deres børn ved om byen.

»Vi mener det er en ballast vi giver dem at de lærer deres by og dens seværdigheder og arkitektur at kende.«

Bogen er udtryk for netop Lone Engelsmanns og Lennert Røngrens tankegang, erfaringer og ture.

»Vi håber at andre vil købe bogen og udvikle videre på den ud fra deres institution. Vores mål var at vise hvor nemt det er, folk tror jo det er så besværligt«, siger de med et smil.