Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Netop nu
LØNKAOS
Demonstration torsdag den 30. september kl. 14-16, på Rådhuspladsen indkaldt af KFF - Fællesrepræsentationen i København - på vegne af den københavnske fagbevægelse.
Fuld kompensation
Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation stiller forslag om, at der ydes fuld kompensation til de ansatte i Københavns Kommune, der har fået unødige ekstraudgifter som følge af den seneste tids lønkaos.
Partiets forslag lyder i sin helhed: »At medarbejdere, der er blevet påført udgifter i form af morarenter, gebyrer og ekstraudgifter på grund af lønkaosset i kommunen, kan ved henvendelse til kommunen og ved fremvisning af behørig dokumentation, få refunderet disse udgifter, at pålægge Økonomiforvaltningen at rejse de fornødne sager mod Accenture for at dække kommunens udgifter til at holde medarbejderne skadesløse og at undskylde over for kommunens medarbejdere de gener, udliciteringen af lønsystemet har påført dem«.
»Efter at det private firma Accenture har overtaget den kommunale lønanvisning, har der været uregelmæssigheder ved hver eneste lønudbetaling. Nogle medarbejdere har enten ingen løn fået, har fået for lidt eller har fået for meget. Firmaet har endnu ikke været i stand til at løse dette lønkaos«, siger budgetordfører Mikkel Warming fra Enhedslisten.
Ny type botilbud til 15 ældre udviklingshæmmede
15 ældre udviklingshæmmede er flyttet ind i splinternye boliger med omsorg og pleje. Botilbudet er en del af en større ældrebolig-bebyggelse i Ringergården, og er det første botilbud af sin slags for ældre udviklingshæmmede, der tidligere har boet i bofællesskab, egen bolig eller lignende, og som nu har fået behov for yderligere omsorg og pleje. Botilbuddet består af 15 lejligheder på henholdsvis et og to værelser og to fælles opholdsrum, hvor beboerne kan lave mad sammen og mødes til forskellige sociale aktiviteter.
Vandsparekampagnen 04 slutter med månedens udgang, men det nye pc-program »Tjek dit vandforbrug«, som har været en del af kampagnen, kan findes på Københavns Energis hjemmeside www.ke.dk - og det er et tilbud til alle de familier, der ikke har vandmåler i deres lejlighed.
På hjemmesiden findes også Volmer Vandhunds Vandvidsquiz. Ca. 1.2 mio. indbyggere i hovedstadsområdet bruger hver dag i alt 150 mio. liter rent vand. Det svarer til, at en person i snit bruger 125 liter vand i døgnet. Ved at følge enkle spareråd kan en familie spare en god del af dette vand fx ved at sætte individuelle vandmålere op. De giver typisk en besparelse på 10-25 %. Den største besparelse opnås, hvis der også afregnes efter måleren og samtidig oplyses om vandbesparelser.
Normløshed sender ansatte til krisepsykolog
Krisepsykologisk Enhed på Rigshospitalet tager sig af et voksende antal lønmodtagere, som er bukket under for et psykisk sygt arbejdsmiljø, og mange er offentligt ansatte, skriver Ugebrevet A4. På arbejdspladserne bruges nogle gange mere sofistikerede metoder end mobning til at holde folk udenfor. Det kan være anonyme trusselsbreve i postbakken, ignoreren af et 25 års jubilæum, overfusning eller endnu værre: nægte at tale til personen.
Mobning udøves både af chefer og kollegaer, men er værst, når kollegaerne står bag. Nogle gange er den bedste hjælp at få folk motiveret til at forlade arbejdspladsen, ligesom også stressklienter opfordres til at overveje, om de vil blive ved med at byde sig selv de forhold, de arbejder under. Udbrændthed optræder især hos offentligt ansatte, der arbejder med mennesker og bruger sig selv i jobbet.
Socialrådgivere og socialpædagoger bryder sammen, måske på grund af alt for mange opgaver og for lidt efteruddannelse til at klare skiftende krav. Og måske for personlig involvering. Lederen af enheden, psykolog Anders Korsgaard Christensen, mener at de offentligt ansatte betaler prisen for et par generationers systematiske nedbrydning af respekten for autoriteter.
Landsdækkende kurser i familierådslagning i 2005
I de senere år har der været fokus på metoder, der knytter børn, unge, familier og netværk tættere til sagsbehandlingen og til sagens løsning, når et barn har behov for hjælp ? såfremt familieforholdene tillader det. Dette kommer til udtryk i den kommende anbringelsesform, hvori det betones, at den kommunale myndighed skal overveje, hvordan der kan ske en inddragelse af familie og netværk. Der peges på familierådslagning som en måde, hvorpå børn, unge familier og netværk kan knyttes tættere til sagsarbejdet og til sagens løsning, når den kommunale myndighed søger at hjælpe det pågældende barn.
Styrelsen for Social Service har igangsat en række landsdækkende kurser i familierådslagning, som afvikles regionalt i 2005. Kurserne henvender sig til de to centrale aktørgrupper i en familierådslagning - initivtagere og samordnere - og gennemføres af CVU Esbjerg, COK Den Kommunale Højskole og Kommunernes Landsforening.
Det er hensigten at uddanne 350 kursister fra landets kommuner - 300 initiativtagere og 50 samordnere.
Ekstraordinær kongres
6. november er dagen hvor en ekstraordinær kongres i både FOAnsatte og PMF skal afgøre om de vil anbefale en fusion. De to forbunds hovedbestyrelser har erklæret at de mener det er en god idé at sammenlægge de 189.000 FOA medlemmer med de 25.000 PMF medlemmer. Hvis kongressen har samme holdning, er det medlemmernes tur til at give deres mening til kende i en urafstemning i december.
Et ja ved urafstemningen betyder en stiftende kongres den 25. januar 2005. Derefter er det planen, at de lokale afdelinger skal fusionere ? uden at der dog er sat tidsfrister på denne proces.