Det er et voksenperspektiv, når man hele tiden vil tale om børns kønsidentitet
”Det er, som om barnets køn bliver tillagt alt for stor betydning, når man taler så meget om kønsidentitet. Vi vil allerhelst bare tale om børn,” siger pædagogerne Jeppe Røssell og Jacques Pignot, der begge arbejder i Sejlhusets udflytterdel i Lynge.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Kønsidentitet, kagepersoner, juridisk kønsskifte og kønsneutrale pronominer.
Debatten om normkritik fylder i medierne, og den identitetspolitiske bølge fylder på uddannelsesinstitutionerne, herunder pædagoguddannelsen.
LFS Nyt tog på besøg i idylliske Lynge, hvor 50 børn med tilhørende pædagogiske medarbejdere hver dag kommer kørende i bus fra Ørestaden.
Jeppe Røssell og Jacques Pignot, som begge er pædagoger i udflytteren, havde på forkant lovet at stille sig til rådighed for en samtale om, hvordan udflytterbørnehaven arbejder med tidens brændende emne.
”Men realiteten er, at spørgsmålet om køn faktisk ikke er noget, der rører sig hos børnene. Vi opfatter det ret meget som et voksenperspektiv, som vi egentlig ikke har lyst til at presse ned over hovedet på børnene,” siger de to pædagoger samstemmende.
Vi modarbejder stereotyper
De skelner begge tydeligt mellem det at diskutere kønsroller og så at diskutere kønsidentitet.
”Vi ser det som vores opgave at give både drenge og piger det størst mulige udfoldelsesrum,” siger Jacques Pignot, som har oplevet situationen, hvor en lille pige prøvede at invitere sig selv ind i en leg, hvor nogle drenge stod og savede, og hvor hun blev afvist med ordene ”Jamen, det kan piger da ikke”.
”Så er det helt naturligt for mig at gå i dialog med børnene og at forklare, at drenge og piger kan fuldstændigt det samme, og at der fx er kvinder, der er tømrere. Jeg synes helt klart, at vi som pædagogiske medarbejdere skal modarbejde stereotyper – også hvad kønsroller angår,” siger Jacques Pignot.
Kollegaen Jeppe Røssell er enig:
”Vi arbejder heller ikke med pige- og drengeaktiviteter. Alle børn har de samme tilbud. Og vi taler slet ikke om pigegruppen eller drengegruppen som sådan. Hvis vi deler op, er det i den yngste gruppe, mellemgruppen eller storbørnsgruppen. Vi har fx lige haft vildmarksforløb for mellemgruppen,” fortæller Jeppe Røssell.
Vi følger børnenes spor
Jeppe Røssell tror faktisk, at man i store dele af den praktiske pædagogiske verden oplever det voldsomme fokus på børns kønsidentitet som en smule virkelighedsfjernt og akademisk.
”Det er rigtigt godt, at transkønnede mennesker får hjælp, og at det er blevet mindre tabubelagt. Men den store medieinteresse, der har været omkring transkønnede børn og voksne, er resulteret i, at man begynder at tale kønsidentitet, så snart man taler om kønsroller. Men det er altså for mig at se en sammenblanding af de forkerte ting, og det er ikke noget, vi bruger energi på, når vi taler om børnene. Vi taler om trivsel og relationer og udvikling – og så prøver vi i øvrigt at følge børnenes spor,” siger Jeppe Røssell, som er stødt på forældre, der er meget ”woke”, det vil sige meget bevidste om og optagede af identitetspolitik.
”Jeg er stødt ind i det fænomen, at nogle forældre lægger rigtig meget vægt på, at deres børn endelig ikke må fremstå typiske for det køn, de er født ind i. Og der kan jeg da godt spørge mig selv, om det er børnenes eller forældrenes behov,” siger Jeppe Røssell.
Også Jacques Pignot finder det lidt bekymrende, hvis voksne fører tidens store interesse for kønsidentitet over på børnene.
”Jeg kan godt synes, man lidt stjæler barndommen, hvis mindre børn skal forholde sig til, at der ikke bare er to køn, og at man kan være født i den ”forkerte” krop. Og jeg kan bekymre mig for, hvad det betyder for pubertetsbørnene, som helt naturligt er usikre på deres identitet,” siger Jacques Pignot.
Prinsesser og superhelte
I udflytteren i Lynge er der udklædningstøj som i de fleste andre dagtilbud. Og de to pædagogers oplevelse er, at det i 99 procent af tilfældene er de små piger, der tager prinsessetøjet på, og når der kommer en lille superhelt til bussen om morgenen, er der i langt de fleste tilfælde små drenge, der har valgt Batman eller Supermandskostumet.
” Vælger at barn at gå mod strømmen, opmuntrer vi dem i det. Deres identitetsdannelse sker over mange år, og der er ingen tvivl om, at en meget stor del af den er konstrueret via de mønstre, de ser i deres familie og i de medier, de ser. Vi kan jo se, hvordan både tøj og tasker er præget af eksempelvis de børnefilm, der er populære. Vi forsøger at møde det enkelte barn, hvor det er, men vi kan ikke have en mission om at ændre den identitetsdannelse, som primært foregår i hjemmet. Men vi kan tilbyde os selv som ikke-stereotype rollemodeller. Og her i udflytteren kan det lige så godt være Jacques eller jeg, som laver perleplader eller syr, som det kan være en af vores kvindelige kollegaer, der hugger med økse og tænder bål,” siger Jeppe Røssell.