Normkritik er meget mere end bare kønsidentitet
”Normkritik handler om, at alle børn skal opleve, at man kan være et rigtigt barn på mange forskellige måder,” siger Karen Liebing Madsen, som er lektor på pædagoguddannelsen i København.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Karen Liebing Madsen har sammen med to øvrige undervisere på pædagoguddannelsen udgivet bogen ’Normkritik i pædagogisk praksis’, og hun håber på at kunne bidrage til en bredere forståelse af, hvorfor hun og mange andre finder begrebet normkritik så centralt i forhold til pædagogfaget.
”Jeg kan ærgre mig over, at emnet i medierne bliver beskrevet som noget eksotisk, og som noget der kun handler om at nedbryde normer for køn,” siger Karen Liebing Madsen, der definerer begrebet langt bredere.
”Normkritik er en måde at gå til praksis på, hvor man prøver at identificere og sætte spørgsmålstegn ved normer, der er så snævre, at nogle børn - eller voksne for den sags skyld - føler sig ekskluderede eller begrænsede. Det gælder, uanset om vi taler om brune børn, handicappede børn eller børn, der ikke falder inden for snævre kønsstereotyper,” siger Karen Liebing Madsen, der derfor har svært ved at se det ekstreme eller odiøse i, at det normkritiske perspektiv hører til på pædagoguddannelsen.
”Det er slet ikke nyt inden for pædagogikken. Vi har siden 80’erne talt om forholdet mellem normalitet og afvigelse, og om den definitionsmagt, man som pædagog har i forhold til, hvor grænsen trækkes mellem dette.”
Hånd i hånd med faget
Hun medgiver, at hun sammen med mange andre yngre akademikere er meget optaget af de perspektiver, der er i normkritikken. Men hun understreger også, at det er fordi, det giver så utrolig god mening i forhold til pædagoguddannelsen.
”Det er en grundlæggende værdi i pædagogfaget, at alle børn, unge og voksne skal være ligestillede i de sammenhænge, de er i. Både når det gælder deres muligheder for udvikling og for deltagelse. Og det går efter min mening hånd i hånd med normkritikken.”
Hun oplever, at de studerende på pædagoguddannelsen typisk bliver meget optagede af emnet, når det bliver foldet ud på uddannelsen.
”Det skaber rigtig meget refleksion, når de bliver præsenteret for den forskningsbaserede viden om, hvordan vi også i samfundets institutioner kommer til at forskelsbehandle,” fortæller Karen Liebing Madsen.
Det er helt ubevidst
Nogle af de eksempler, der gør indtryk på de studerende, er de studier, der viser, at pædagogisk personale helt ubevidst kommunikerer forskelligt med drenge og piger.
”Der er en tydelig tendens til, at man fx trøster drenge i kortere tid og på andre måder, end man trøster piger. Man taler også mere med piger om deres følelser, hvis de fx har været i en konflikt. Det betyder at pigerne bliver sindssygt dygtige til at forstå følelser, og at de i højere grad end drenge får øvet deres empati og evne til konfliktløsning,” siger Karen Liebing Madsen.
Et andet eksempel er, at langt færre børn med anden etnisk baggrund end dansk får en ADHD-diagnose.
”Der er simpelthen en større tilbøjelighed til at fortolke barnets adfærd som noget kulturelt eller opdragelsesmæssigt, hvis barnet kommer fra en anden kultur, end hvis barnet er født ind i en etnisk dansk familie,” siger lektoren.
Et rigtigt barn på mange måder
For Karen Liebing Madsen er normkritikken en metode til at identificere de situationer, hvor normalitetsbegreberne er så snævre, at nogle føler sig ekskluderede.
”Jeg oplever, at den normkritiske tilgang går hånd i hånd med både anerkendelse og inklusion. Alle børn skal kunne føle, at de gør det godt nok, som dem de er. Derfor skal vores normalitetsforventninger være meget brede: Man skal kunne være et rigtigt barn på mange måder – uanset hudfarve, krop, kønsidentitet og så videre. Det normkritiske perspektiv handler både at give minoriteter følelsen af at være en anerkendt og betydningsfuld del af fællesskabet, men det handler også om at give alle et bredere spillerum for, hvordan man er, når man er rigtig. Man kan både være en rigtig pige, når man ikke gider lege med dukker - og når man leger med dukker,” siger Karen Liebing Madsen, der har mødt den fordom, at normkritik handler om at udskamme stereotype valg.
”Det er en misforståelse. Det handler om at gøre alle valg lige legitime for alle børn. Og det handler om, at vi skal arbejde med at være opmærksomme på vores egne forforståelser og adfærd, og det er helt ned i de små detaljer. Fx når det gælder vores reaktioner, mimik og tonefald. Børn vil jo typisk bare gerne leve op til det, der forventes, og de kan lugte på ti kilometers afstand, hvis de overskrider forventningerne til, hvad der forbindes med en ”rigtig” dreng. Som for eksempel hvis pædagoger griner, bemærker eller kommenterer det på en anderledes måde, når en dreng kommer i børnehave med balletskørt, end når pigerne gør det.
Tror ikke på forvirring
Karen Liebing Madsen er ikke bekymret for, hvad det store samfundsfokus på kønsidentitet gør ved børn og unge.
”Jeg hører ikke til den fløj, der mener, at vi påfører dem forvirring ved at vise, at man kan være til i verden på en anden måde end den stereotype. Tværtimod, tror jeg, at alt for mange børn gennem tiden har følt sig forvirrede, når forventningen altid er, at man identificerer sig som ét ud af to køn, og man ikke gør det. Det er naturligvis en minoritet af børn, der er transkønnede, men de, der er, er i stor risiko for mistrivsel, og derfor har vi som pædagoger efter min mening et udvidet ansvar, når det handler om også denne minoritetsgruppe. Jeg tænker selvfølgelig ikke, at børn skal påduttes noget som helst. Hverken en non-binær kønsidentitet eller en der matcher to-kønssystemet. Men jeg tænker, at vi skal gøre os umage for, at alle valg opleves lige legitime for de børn, vi har,” siger Karen Liebing Madsen.
Normkritik i pædagogisk praksis
Karen Liebing Madsen er sammen med Janne Jørgensen og Jacob Graack, som også er undervisere på Københavns Professionshøjskole, redaktør af bogen ’Normkritik i pædagogisk praksis’, som udkom tidligere i 2022.
Bogen indeholder bidrag fra undervisere, forskere og praktikere og er særligt rettet mod pædagogstuderende og pædagoger, og den gennemgår begreber som normer, normkritik, intersektionalisme, kategorisering, positionering og racialisering ud fra et pædagogisk perspektiv.
Formålet er, at læseren skal klædes på til at kunne identificere og udfordre de stereotype forestillinger og fortællinger, der knytter sig til både køn, race, seksualitet og handicap.
Bogen indeholder desuden kapitler, hvor praktikere beskriver deres erfaringer med at udvikle normkritiske miljøeri henholdsvis dagtilbud, på klubområdet og i arbejdet med udsatte unge.