Om pædagogers handletvang og børns modstand

Pædagogisk arbejde er relationsarbejde. Det handler altså om mødet mellem mennesker, barn til barn, barn til voksen – med alle de forskellige behov, ønsker og forudsætninger mennesker har.

Det er et stort ansvar og kræver en høj etisk standard at have ansvaret for andre menneskers børn.

I en travl hverdag med mange børn til få voksne sættes disse dyder under pres. Vi kommer alle til indimellem at fejle, til at snuble over forkortede opfattelser af hinanden. Moraliserende vurderinger og tillagte motiver, som vi ikke får clearet, inden en ny opgave melder sig.
Pædagogisk arbejde er kendetegnet ved handletvang. Det er karakteristisk, at arbejdet foregår her-og-nu. Vi kan ikke vente med at handle, og mange handlinger/opgaver skal løses på samme tid. Disse vilkår gør det nærved umuligt ikke at fejle, ikke at reagere impulsivt og uhensigtsmæssigt. Når vi fejler, mærker vi det ofte selv. Det sætter sig som dårlig samvittighed og ender i værste fald med, at vi brænder ud eller går ned med stress. Andre gange er situationen så kompleks, at vi ikke kan løse den alene – og slet ikke nu-og-her.
Omvendt er faget også kendetegnet ved en stor grad af frihed til at handle. Til at lave det med børnene, vi selv godt kan lide.

Sammenfattende kan man sige, at det pædagogiske arbejde kræver:

At vi påtager os et personligt ansvar – udspændt mellem nødvendighed og frihed.
At vi tager personlige ansvarlige skøn – og selvkritisk handlen – i nuet.

Pædagogisk arbejde er holdarbejde – udført af den enkelte.

Disse daglige personlige, individuelle handlinger og skøn kræver sparring. Jo flere øjne, der ser barnet – jo større er chancen for, at vi gør tingene rigtigt med børnene, og for at vores daglige fortælling om barnets liv i børnehaven til forældrene er holdbar.
Vigtigst her er, at vi kollektivt øver os i at ”se” barnet (prøver at forstå og undersøge barnets motiver) – fremfor at se ”på” barnet (og forfalde til private vurderinger og moraliseringer).

En fælles overordnet ramme, en fælles forståelse af den primære opgave er nødvendig for at sikre en med Winnicotts begreb ”god-nok” udviklingsramme for børnene.

Børns modstand

Karl Marx skrev i ”Kapitalen”: ”At tilegne sig arbejde i alle døgnets 24 timer er den kapitalistiske produktionsmådes immanente drift”. Ikke-produktive mennesker som ældre og børn bliver henvist til adskilte ghettoer (plejehjem og daginstitutioner) løsrevet og isoleret fra samfundslivet.

Børn er overflødige som børn. De har kun samfundsmæssig ”værdi” som forbrugsobjekter, hvor de udgør et marked for producenter af tøj, legetøj m.m. Ellers udgør de et opbevaringsproblem, som bliver løst ved at anbringe dem i andres varetægt, mens forældrene arbejder.

I et rigt land som Danmark gælder dette 98% af alle 3-5årige, som er i institution omkring 8 timer hver dag i gennemsnit.

Det er i det lys, vi skal forstå statens og kommuners krav om en ”nyttiggørelse” af barndommen gennem de seneste årtiers forvridning af pædagogikken til Læreplaner og dokumentationskrav, og det er ud fra disse livsvilkår, vi skal skabe en kritisk frigørende pædagogik.

Professionaliseret opdragelse

Som pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere er det vores opgave at tage vare på børnenes udvikling og velbefindende – men vi er samtidig lønarbejdere og vil beskytte vores arbejdskraft. På en måde betyder dette, at vi skal beskytte os mod børnene!

Denne professionalisering og selvbeskyttelse rummer flere modsætninger og dilemmaer for det pædagogiske arbejde:

Vi kan komme til at legitimere børns dårlige livsbetingelser
Vi kan forfalde til rigid kontrol med børnene
Vi kan komme til at ensliggøre børn gennem vores planlægning af aktiviteter, regler og strukturer
Vi kan komme til at overse barnets forsøg på at udvikle sig væk fra en position som afhængig til en tilstand af uafhængighed og autonomi (Freud: passiv-aktiv position)

Aktiv/passiv polariteten

I psykoanalytisk teori (Freud) er aktiv/passiv polariteten én af de tre store psykiske polariteter (de to andre er subjekt/objekt og lyst/ulyst).

Freud skriver, at aktiv/passiv polariteten er tilstede i enhver interpersonel relation, og barnets ”oprør mod passiviteten” og utrættelige forsøg på at vende passive erfaringer til aktive er et grundmenneskeligt vilkår, der hænger sammen med dets indtræden i samfundet.

En kritisk pædagogik og et kritisk blik på institutioner må etablere en praksis, der gør os i stand til at fastholde et fokus, hvor vi tager børnene og deres liv alvorligt – blandt andet ved at kæmpe mod meningsløshed, ligegyldighed og ensliggørelse af børn.

For at få blik for barnets modstand – for dets forsøg på at være den aktive i sit liv – kræver det af de voksne, at vi overhovedet ”ser” barnet – men også at vi opstiller rammer, der muliggør barnets selvstændige handlinger. Her er især barnets leg central. Hvem vælger hvilke roller i legen? Hvorfor? Hvilke ønsker og tilfredsstillelsesmåder indeholder rollen? Hvad får man lov til ved at være baby, hund, mor?

At give plads til leg betyder ikke, at vi så kan læne os tilbage i laissez-faire stolen. Tværtimod er en af sværeste roller, vi har, at skulle opfange, forstå og deltage i barnets leg.

Forståelse: Hvad er betydningsindholdet i legen/ i barnets handling? Pædagogisk betyder det, at vi generelt forstår barnets livssituation – men i særdeleshed forsøger at forstå, hvad barnet udtrykker.

Indlevelsesevne: Pædagogisk betyder det, at vi lader børnene komme til orde – at det er deres behov, ønsker og interesser, der er i fokus. Hvordan indgår vi i barnets leg og i dets livsytringer med dette perspektiv?

Deltagelse*: At åbne det subjektive felt. Pædagogisk betyder det at stille sig til rådighed uden at overtage legen. At vi tager imod de tildelte roller og samtidig have et indre blik for, hvad der på spil for barnet.

Vores måde at organisere dagligdagen på kan på én og samme tid være undertrykkende, men også vise nogle brudflader, hvor vi kan opfange dele af barnets modstand. Dette kan f.eks. være, når barnet udfordrer strukturen ved ikke at ville være med til samling, ikke vil tage tøj på, stikker af, begynder at grave sig ud under hegnet osv. – men også når de protesterer mod adskillelse fra forældre, eller når de reagerer med indelukkethed eller stærk vrede, eller tilsyneladende uforståelige reaktioner.

I stedet for Læreplaner kunne vi tage afsæt i disse ”meddelelser” fra børnene ved at transformere dem til alt fra sange, lege, tegninger, temaer – alt efter hvordan jeres tolkning af deres livssituation er.

Denne blog er en forlængelse af min blog https://denkritiske.com/2021/08/24/hvordan-udvikler-barnet-sig-skitse-til-en-progressiv-paedagogik/

* læs mere her: Forskningsprojekt af Annegrethe Ahrenkiel m.fl.

ttps://bupl.dk/wp-content/uploads/2018/01/uncategorized-paed_arb_venskaber_relationer-3598.pdf

Om forfatteren

Ib Jensen er uddannet pædagog i 1977-80 med speciale i småbørnsmusik. Har arbejdet i vuggestue, fritidshjem, som leder og som underviser på Jægerspris Socialpædagogiske Seminarium. Ib Jensen har desuden lavet programmer for DR med musik for vuggestuebørn og medvirket i DR-programmerne ”Børnenes hemmelige verden” og ”Søskendes hemmelige verden”. Han modtog i 2020 Ernaprisen fra Dansk Pædagogisk Historisk Forening. Ib Jensen har siden 2019 været blogger på Den Kritiske Pædagogiske Højskole (https://denkritiske.com/)