Michael blev fyret efter covid-19. Nu skal kommunen betale erstatning
Det var usagligt, da Københavns Kommune fyrede Michael Preisler-Andersen, pædagogisk leder i Børnehuset Bodil, fordi han gennem fem måneder var deltidssygemeldt med senfølger efter covid-19.
Afskedigelsesnævnet har afgjort, at fyringen var uberettiget, og at Københavns Kommune skal betale erstatning.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Det var en lettet Michael Preisler-Andersen, der den 25. oktober 2022 endelig fik afgørelsen i den sag, han har været midtpunkt for i mere end et år.
Michael Preisler-Andersen blev afskediget af Københavns Kommune i efteråret 2021, og LFS fandt afskedigelsen usaglig. Derfor blev sagen sendt videre i det arbejdsretslige system, som nu har konkluderet, at afskedigelsen var uberettiget, og at Michael Preisler-Andersen skal have en erstatning på 50.000 kroner.
Sagens hovedperson er for længst videre i sit liv. Michael Preisler-Andersen fik efter sin fratrædelse et vikariat i socialpsykiatrien i Odsherred Kommune, som hurtigt blev til en fastansættelse, som han er glad for.
”For mig har sagen handlet om principper. Jeg var ramt på min retfærdighedssans, og jeg synes, at man skal stå fast og kæmpe for sin sag – også af hensyn til andre lønmodtagere, som kan blive ramt af det samme. Der må være en grænse for, hvad en så stor kommune som København kan slippe afsted med. Sagen sætter også en tryk streg under, hvor vigtigt det er at være medlem af sin fagforening. For fagforeningen gør en forskel,” siger Michael Preisler-Andersen.
Arbejdede trods senfølger
Historien begyndte, da Michael Preisler-Andersen blev syg af covid-19 i april 2021. Han var syg frem til den 12. maj 2021, hvor han vendte tilbage til sit lederjob i Børnehuset Bodil, som er en lille institution med kun 23 børn. Men Michael Preisler-Andersen havde betydelige senfølger i form af skader på lungerne og massiv træthed. Han kom derfor tilbage med en deltidssygemelding og arbejdede fra maj til september 2021 mellem 20 og 25 timer om ugen, hvor han så vidt muligt passede den daglige drift og deltog i alle væsentlige møder i både Børnehuset Bodil og i klyngen.
Den 2. september 2021 blev han indkaldt til tjenstlig samtale hos sin klyngeleder, hvor han fik at vide, at han ville blive indstillet til fyring på baggrund af langvarigt fravær.
LFS blev straks inddraget i sagen, og her var holdningen, at beslutningen om at afskedige Michael Preisler-Andersen var helt urimelig set i lyset af, at han rent faktisk havde passet sit arbejde på halv tid trods sygdom. Afskedigelsen var særligt grel, fordi politikerne havde opfordret de offentlige arbejdsgivere til at udvise largeness over for de frontmedarbejdere., som havde været på arbejde under hele covid-19 epidemien og derfor særligt havde været eksponeret for smitte. LFS sendte via FOA sagen videre i det arbejdsretslige system.
Afgørelsen faldt så i Afskedigelsesnævnet den 25. oktober 2022. Kendelsen siger, at ”det grundlag, som Københavns Kommune har tilvejebragt, er for usikkert og ukonkret til, at det under de i øvrigt foreliggende omstændigheder kunne danne grundlag for afskedigelse af Michael Preisler-Andersen”, og at afskedigelsen var uberettiget. Københavns Kommune skal derfor betale Michael Preisler-Andersen 50.000 kroner.
Fornemmelser er ikke nok
Faglig sekretær i LFS, Lisbeth Schmidt, er glad for afgørelsen, som hun mener, får principiel betydning:
”Jeg er først og fremmest tilfreds på Michaels vegne. Men vi kan også bruge den her afgørelse fremover. Den viser, at der virkelig skal være reel substans, hvis man vælger at afskedige en medarbejder, som trods sygdom har forsøgt at bruge sin arbejdsevne. Det fremgår af afgørelsen, at kommunen ikke havde dokumentation for, at Michaels sygefravær gav problemer i institutionen fx i form af klager fra forældre eller fra pædagoger, og det fremgår også, at hans ledelse ikke har taget initiativ til en samtale med ham før den tjenstlige samtale, hvor man varslede afskedigelse. Det betyder efter min mening, at afgørelsen slår en tyk streg under, at kommunen skal have ordentlig dokumentation for, at fyring er nødvendig af driftsmæssige årsager, og at arbejdsgiverne også har et ansvar for at handle i forbindelse med sygdom. Man må ikke afskedige folk på baggrund af fornemmelser og antagelser,” siger Lisbeth Schmidt.
Britt Petersen, formand for LFS, er ligeledes tilfreds med afgørelsen.
”Jeg havde gerne set, at vores medlem fik en større erstatning. Men afgørelsen viser heldigvis, at der skal noget mere til, når man fyrer medarbejdere, der på trods af sygdom forsøger at passe deres arbejde. Jeg synes generelt, at Københavns Kommune skal tænke sig bedre om, før de rejser sager, for der er jo en tendens til, at vi vinder dem. Og den ærgerlige konsekvens af sådan er sag er jo også, at København har mistet endnu en af de pædagoger, der er så stor mangel på, til en anden kommune,” siger Britt Petersen.