Man skal passe på med ikke at leve med vold og trusler, fordi man forstår 

De 20 beboere på Botilbuddet Holme lider af alvorlige sindslidelser, og det resulterer med mellemrum i psykotisk og udadreagerende adfærd. ”Vi forstår jo borgernes problemer, og derfor kan man komme til at leve med for meget. Men vi forsøger at være bevidste om det, og jeg forsøger at gå foran med at italesætte, når der er noget, der påvirker mig,” siger Sune Leth Andersen, som er socialpædagog og arbejdsmiljørepræsentant på botilbuddet.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Det er hverken hver eller hver anden dag, at der er voldsomme konfrontationer på Botilbuddet Holme. 

”Flertallet af vores beboere er ældre med kronisk psykisk sygdom. Men vi har beboere, der kan blive meget udadreagerende i forbindelse med alkohol eller stoffer, eller hvis de ikke vil tage deres medicin. Så kan vi, som alle andre steder inden for socialpsykiatrien, opleve truende og voldsom adfærd,” siger Sune Leth Andersen.

Han understreger, at et botilbud kan være et letpåvirkeligt miljø. 

”Man skal i bund og grund bare have én beboer, som er verbalt udadreagerende, før det påvirker hele botilbuddet. Det er jo sårbare mennesker, vi arbejder med,” siger Sune Leth Andersen, der er bevidst om, at den relative ro på botilbuddet kan blive udfordret inden for en overskuelig fremtid. 

Man skal lægge facaden 

”Misbruget blandt vores nuværende beboere er allerede eskaleret. Vi står også over for en udskiftning; seks af vores beboere er døde inden for de seneste år, og vi forventer, at vi kommer til at arbejde meget mere med dobbeltdiagnoser fremover. Så for øjeblikket taler vi med vores ledelse om efteruddannelse, så vi er klædt på til fremtiden,” siger Sune Leth Andersen.

Sune Leth Andersen blev pædagog i 2015 og har hele tiden arbejdet i socialpsykiatrien.

”Jeg har fra begyndelsen været klar over, at man skal lægge facaden og tale med kollegerne om det, hvis der er noget, der påvirker en. Jeg synes også, vi har en kultur, der lægger op til det. Det er en løbende diskussion i personalegruppen, hvor meget vi skal kunne rumme. For selvfølgelig er der ting, vi skal kunne rumme. Men vi skal passe på, at vi ikke kommer ud på et skråplan, hvor vores grænser rykker sig, og hvor vi accepterer ting, der ikke er normale. For hvis man lever med det i for mange år, kan jeg sagtens forestille mig, at man tager skade. Derfor er vi også konsekvente med at politianmelde, hvis det er relevant. Både for at sende et signal til beboerne, men også for at bekræfte os selv og hinanden i, at der er adfærd, der ikke er acceptabel, selv om man er syg, ” siger Sune Leth-Andersen.

Vi reagerer forskelligt 

Han peger på to faldgruber i arbejdet med meget belastede mennesker.

”Vi forstår jo godt, hvor svært vores borgere kan have det, og derfor kan man være tilbøjelig til at hæve overliggeren for, hvad man skal finde sig i. Men det nytter ikke noget. Man må prøve at skille tingene ad: Man kan godt udvise empati, samtidig med at man tager afstand fra en bestemt adfærd. Den anden faldgrube er, at det er forskelligt, hvad vi reagerer på. Man kan som socialpædagog være tilbøjelig til at synes, man skal kunne klare det samme som kollegaen. Det er utrolig vigtigt, at man skaber en kultur, hvor det er legitimt at give udtryk for, at man bliver påvirket – også selv om den nærmeste kollega måske sagtens kan bære beboerens opførsel.”