Medlemsportræt Annika Vind
Jeg drives af en evig frygt for at gro fast
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
”Mit værste mareridt er i virkeligheden, at nogen en dag siger: ”Hende der Annika, hun er da virkelig gået i stå”. Jeg er lidt af en tryghedsnarkoman, men jeg er også rastløs og lider af en evig frygt for at gro fast. Det er nok derfor, jeg er tilbøjelig til at deltage i rigtigt mange ting og til at tage imod de udfordringer, jeg bliver tilbudt.”
”Jeg er opvokset i en rigtig arbejderfamilie. Min far var fra Brøndby. Han var murer og nåede at have 40 års jubilæum på sin arbejdsplads – og så var han Brøndbyfan. Min mor er fra Glostrup og er uddannet hos Nørgaard på Strøget, men har det meste af mit liv arbejdet inden for fagbevægelsen, først i PMF og derefter i FOA. Så jeg har både fået fodbolden og fagbevægelsen ind med modermælken.”
”Jeg kom tidligt i skole og var netop fyldt 15 år, da jeg fortsatte fra 9. klasse til gymnasiet. Jeg kom ikke ind på det gymnasium, jeg havde ønsket, og jeg følte mig slet ikke hjemme. Jeg kom hjem på førstedagen og fortalte min mor, at det slet ikke var mig – og brugte så de næste to måneder på at overbevise hende om, at jeg skulle noget andet. Jeg endte med at tage 10. klasse på en såkaldt rød efterskole, hvor vi både deltog i demonstrationer i København og sang arbejdersange til morgensang. Bagefter fik jeg et deltidsjob i Dagli’ Brugsen, men i min familie skal man noget. Gennem min mor kendte jeg til PGU’en, forløberen til PAU, og da jeg interesserede mig for psykologi, valgte jeg at søge ind. Jeg var en af de heldige, der blev optaget, og startede, da jeg var 17 år. Jeg blev rigtig glad for faget og var helt ulykkelig, da jeg afsluttede et barselsvikariat i en vuggestue, jeg havde fået efterfølgende. Det var så hårdt at forlade ”mine børn”. Jeg tog derfor lige en afstikker til et job i DSB i et års tid; det var for fristende at få gratis transport til Brøndbys kampe rundt omkring i landet. Men det endte ret hurtigt med, at jeg kedede mig og søgte optagelse på pædagogseminariet.”
Jeg havde en god seminarietid, og jeg havde nogle fede praktikker. Fagene var vildt spændende, og jeg har det stadig sådan, at det i høj grad er det, der driver mig: Den faglige udvikling. Da jeg var færdig, var det ikke helt så nemt at få job, som det er i dag, så lige pludselig befandt jeg mig til min skræk i et job i en lejlighedsinstitution i Københavns Kommune, begge dele noget jeg havde forsvoret nogensinde ville ske – jeg hørte jo til på Vestegnen. Men jeg har arbejdet i København lige siden. Jeg blev ret hurtigt tillidsrepræsentant og ville faktisk gerne have været fællestillidsrepræsentant, men så blev jeg spurgt, om jeg ville være konstitueret leder, og det er blevet min vej. I dag er jeg leder i Børnehuset Grønttorvet, som jeg selv har haft mulighed for at bygge op fra grunden.”
”Jeg er nok mere iværksætter, end jeg er driftsmenneske. Det har været en fantastisk udfordring at bygge Børnehuset Grønttorvet op, men det er meget usandsynligt, at jeg sidder her om 30 år. Jeg er 36 år og har 20 års erfaring fra den pædagogiske verden, så der kan nå at ske rigtig meget. Jeg har oplevet at holde tale ved 40-års jubilæum hos ansatte, hvor jeg har tænkt ”Shit, du har været hér længere, end jeg har levet.” Det kan være, at jeg på et tidspunkt skal undervise eller ender med at gå mere ind i fagforeningsarbejdet, måske skal jeg være klyngeleder eller konsulent? Med knap 40 år tilbage af arbejdslivet, så burde jeg jo nemt kunne nå det hele og lidt til.”
”Min store kæphest er et godt arbejdsmiljø for både medarbejdere og ledere. Jeg er medinitiativtager til en henvendelse fra ledersektionen i LFS til direktionen i Børne- og Ungdomsforvaltningen, hvor vi gør opmærksomme på, at vi som pædagogiske ledere hele tiden får flere og flere driftsopgaver, samtidig med at rekrutteringskrisen kræver en langt større og vedholdende fysisk nærværende ledelse af personalet. Jeg er ikke så bange for at lukke munden op og sige min mening, og jeg er ikke bange for at stille mig forrest. Det er kendetegnende for vores fag, at vi gør alt i vores magt for at få enderne til at mødes, også selvom det er på bekostning af eget ve og vel, men jeg kan godt mærke, at min lunte er blevet kortere. Vi oplever, at de pædagogiske ledere slides op, og jeg kan jo se folk vælte af stress. Det kan ikke være rigtigt.”
Navn: Annika Vind
Beskæftigelse: Pædagogisk leder, Børnehuset Grønttorvet
Alder: 36 år
Bonusinfo: Bor i lejlighed med kæresten Bjarke i Brøndby Kommune, hvor hun i øvrigt har boet hele sit liv. Er inkarneret fodboldfan og har fast plads på stadion til hjemmekampene og rejser også gerne Europa tyndt for at se Brøndby IF spille på udebane. Træner regelmæssigt og har i sommer gennemført OCR-løbet (Obstacle Course Racing) Copenhagen Warrior. Hvis hun trænger til at slappe af, kan hun dog også finde på at bruge en hel lørdag på at se serier i sofaen. Er efter eget udsagn en rigtig vestegnspige, der har dyre tasker over skulderen og store, farverige tatoveringer gemt under de lange bukser, og som under covid-19 lærte sig selv at lave negle med det resultat, at hun nu har et semi-professionelt neglestudie hjemme i lejligheden.