Sarah og kollegerne har sluppet måltidet frit 

Børnene i 7-Springeren styrer selv, hvad de spiser. Sådan har det ikke altid været. Før i tiden havde institutionen forskellige regler for måltidet. Nu oplever Sarah Kristensen og hendes kolleger både færre konflikter, og at børnene spiser mere, efter de har sluppet måltidet frit. 

Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen 

Når det bliver frokosttid i 7-Springeren, tager Sarah Kristensen og hendes kolleger maden ind på bordet, præsenterer hvad der er, og så vælger børnene selv, hvad der skal op på deres tallerken. 

”Parolen er, at det er de voksnes ansvar, hvad der kommer på bordet. Og det er børnenes ansvar, hvad der kommer på tallerkenen, og hvad de spiser,” forklarer pædagog Sarah Kristensen.

7-Springeren er en Nørrebro-baseret udflytterinstitution. Den holder til på Kapelvej i København og nær Klampenborg station nord for København. I institutionen har de vendt op og ned på, hvordan dagens måltider bliver grebet an. Det var en køkkendame, der tilbage i 2019 kom med et forslag til at ændre på måltidets gang i institutionen, og siden da har de i institutionen udviklet pædagogisk på måltidet.

”Vi oplevede nogle børn, der havde det helt vildt svært i måltidet, så vi var alle sammen klar til at prøve noget nyt,” fortæller Sarah Kristensen. 

Kun tomater

På bordet serveres der i 7-springerens udflytterafdeling denne dag grøntsager opdelt efter farve, varme pitabrød, stegte krydrerede kikærter og paprika-cremefraiche dressing. Sarah Kristensen sidder sammen med den gruppe børn, som hun plejer at spise med. Inden måltidet har hun sammen med fem af børnene været på udflugt i dyrehaven, der ligger 10 minutter på børne-ben fra 7-springerens udflytterhus. Billy på tre vil slet ikke have noget mad på sin tallerken, og Eva på 4 og et halvt vil næsten udelukkende have cherrytomater. Sarah Kristensen byder maden rundt og følger opmærksomt med i børnenes væren ved bordet. Ingen børn nødes til at tage noget mad eller at smage på noget.

”Børnene tør smage på rigtigt meget, fordi de ved, at de ikke bliver pressede til noget. Nogle dage har vi kun lyst til tomater, og så spiser vi kun tomater,” siger Sarah Kristensen, som dog gør meget ud af at være en god rollemodel og selv smage på alle råvarer ved bordet. Og netop det at undgå at presse børnene ved måltidet er helt centralt, mener Anne Elsøe, som har været med i arbejdet omkring den bog, der hedder Madro, og som snart udgiver endnu en Madro-bog. Derudover arbejder hun som oplægsholder for en række institutioner og kommuner. 

Ketchup-metoden

”Man kan øge trygheden ved, at barnet ved, at det ikke bliver tvunget til at spise noget, som det ikke har lyst til. En anden måde at øge trygheden på, er, at barnet ved, at der er noget på bordet, som det kan lide at spise. For hvis barnet først begynder at spise noget på bordet, så er det lettere at få det til at spise noget andet. ” siger Anne Elsøe.

En anden måde at øge trygheden for barnet på er at bruge noget, barnet godt kan lide til at øge interessen for andet mad. Det kneb går under navnet ”ketchup-metoden”.

”Man bruger noget kendt, som barnet kan lide, til at øge interessen for andet mad. Det kan være, at man bruger ketchup, deraf navnet ketchup-metoden, til dyppe gulerødder i. Det gør, at barnet måske tør at smage på gulerødder, fordi man bruger ketchup til at gøre det ukendte mindre farligt,” siger Anne Elsøe.

Rugbrød: Kampplads nr. 1

Da de sidste cherrytomater og overskårne pitabrød så småt er spist, er der fri leg ved salatfadet. Mateo, der til at starte med ikke ville have noget som helst over på sin tallerken, er nu den, der har spist allermest.  

En gammel formaning lyder, at man ikke må lege med maden, men faktisk kan leg med maden øge børnenes nysgerrighed og appetit. I 7-Springeren bruger de også leg som en strategi til at øge børnenes tryghed ved maden. Ligesom den gamle regel om, at man skal spise rugbrødet først, er suspenderet.

”Børnene skal selvfølgelig ikke kaste rundt med maden, men man må godt mærke på maden,” siger Sarah Kristensen.   

Børnene bestemmer

Madro-eksperten Anne Elsøe mener, at når man skaber rammerne for måltidet med børn, så er det godt at have med i sine overvejelser, at man ikke presser barnet til at spise bestemte mængder eller at presse barnet til at spise maden i en bestemt rækkefølge. 

”En klassiker, man tit hører i dagtilbuddet, er, at barnet skal spise rugbrødet, inden det må spise andre ting i madpakken,” siger Anne Elsøe.

Men her kommer de voksne til at blande sig i børnenes ansvar, og det kan sænke trygheden ved måltidet. Derudover kan det sænke lysten til rugbrød, da det nu er noget, man skal spise, for at få lov til at spise noget andet.

Det kan også være, at den voksne presser barnet til at spise mere eller mindre.

”Det er normalt, at voksne siger, at barnet skal spise lidt mere, før det er færdigt med måltidet. Eller at det skal stoppe med at spise. Det gælder i begge retninger,” siger Anne Elsøe og tilføjer:  

”Igen kommer den voksne til at gå over i barnets ansvarsområde, og det kan sænke trygheden. Det kan også gøre, at barnet holder op med at lytte til sin krops signaler om sult og mæthed.”

Hjælp til mæthed

Anne Elsøe taler ofte med fagpersoner, som har med mad og børn at gøre, og en af de store udfordringer, fagpersonerne oplever, er, at børnene ikke kan mærke, når de er sultne eller mætte. 

”Der er meget fokus på overvægt i samfundet, så en typisk udfordring vil være, at den voksne oplever, at barnet ikke opdager, når det er mæt.”

Når Anne Elsøe rådgiver fagpersoner, så tager hun udgangspunkt i, at barnet skal tilbage til at kunne mærke sine egne signaler.

”Den eneste, der nogensinde kommer til at kunne mærke barnets mæthed, det er barnet selv. Man er typisk kommet væk fra at lytte til sine signaler, fordi der er nogen, der har forsøgt at kontrollere mængderne ude fra. Hvis barnet kommer til at stole på, at det selv må bestemme, hvor meget det vil spise, så kan det komme tilbage til at kunne mærke mæthed.”

Anne Elsøe anbefaler, at man kan snakke om, hvordan det føles, når man føler sig mæt. Man kan sætte ord på, hvad det er for nogle følelser, der opstår i kroppen.

”Hvis man sidder i en gruppe og spiser, så lad være med at have fokus på et enkelt barn. Tal med alle børn om det. På den måde kan det barn, der har svært ved at mærke mæthed, også lytte til de andre og måske nikke genkendende til det.”

Ensidigt og usundt 

Anne Elsøe møder ofte den voksen-bekymring, at børnene vil spise alt for ensidigt og usundt, hvis de selv får lov til at bestemme. 

”Men det er ikke meningen, at barnet selv skal have ansvaret for, hvad det vælger at spise af alt i hele verden. Som fagpersonale kan man hjælpe med, at den mad, som der er at vælge i mellem, skaber en varieret kost. Det er en god idé, at der er noget på bordet, som barnet godt kan lide, og som barnet er tryg ved at spise. Det kan være rigtigt svært, når der er en madordning, for der er mange børn, og man kan måske ikke ramme dem alle sammen. Men man kan i hvert fald overveje, om måltidet er lettilgængeligt for børnene,” siger Anne Elsøe.

Giv slip på egne normer

Sarah Kristensen fra 7-Springeren er bevidst om, at alle voksne bærer en opdragelse omkring mad med sig hjemmefra. Netop det gør måltidssituationen i dagtilbuddene så svær, mener Sarah Kristensen.

”På seminariet bliver der lagt vægt på måltidet som et rum for sprogudvikling og relationelt arbejde, men vi bliver ikke uddannet i at forholde os til vores egne holdninger og erfaringer på området. Og det er super-svært som voksen at give slip på sine egne normer på det her område.”

Sarah Kristensen arbejder også med måltidet gennem forældresamarbejdet.

”Nogle forældre synes, at det er lidt vildt at lægge ansvaret over på børnene, men mange synes også, at det er godt, at børnene ikke bliver pressede, og de er imponerede over, at børnene har lyst til at smage på så mange forskellige ting her.”

Gennem Anne Elsøes mangeårige erfaring med at rådgive både fagfolk og familier i at øge børns lyst til at udforske fødevarer, har hun også oplevet, at børns bestemmelsesret er helt central. 

”Bare det, at nogle andre har bestemt, hvad der skal være på tallerken, kan for nogle børn gøre, at de ikke vil spise. For det føles som om, nogen har en agenda på deres vegne,” siger Anne Elsøe. 

Slip kontrollen

Da Sarah Kristensen begyndte med at arbejde i 7-Springeren for seks år siden, skulle børnene have både pasta og kødsovs op på tallerkenen. Sådan er det ikke længere.

”Der sker en udvikling, og vi bliver også klogere. Vi har besluttet, at måltidet skal være hyggeligt, undersøgende, og at man må lege med maden,” siger hun.

Hendes bedste råd til børnehaver og vuggestuer, der gerne vil arbejde med måltidet er: At slippe kontrollen.

”Det er vigtigt at øve sig, for det er svært, men det virker. Det giver en bedre stemning, og børnene spiser mere.”

Sådan øger du børnenes lyst til at smage

Kendskabet til madtrappen har været central i 7-Springerens arbejde med måltidet i dagtilbuddet.  Forfatteren Anne Elsøe har udviklet en madtrappe, som hun bruger sammen med både familier og fagpersoner.

Nederste trin i madtrappen er at kigge på maden. Hvordan ser den ud? Når man bevæger sig op ad trappen, dufter man til maden eller lytter til maden. At det for eksempel siger et knæk, når man brækker en gulerod, forklarer Anne Elsøe. 

 ”Man kan også dyppe skeen i et eller andet, og vi kan måske komme derhen, hvor vi rører ved maden.  Ved de øverste trin kan barnet måske smage på maden, og det kan godt foregå udenfor munden. Barnet kan slikke på det for eksempel, og så kan det være, at man kan få det ind i munden for til sidst at blive noget, som man bare spiser,” siger Anne Elsøe. 

Formålet med madtrappen er at gøre voksne opmærksomme på, at der er mange trin, fra man møder en fødevare, til man spiser den. Og det gælder både børn og voksne. 

”Det kan jo godt være, at man begynder helt nede i bunden, hvor man slet ikke kan holde ud at være i lokale med fødevaren.” 

Anne Elsøe uddyber, at det for nogle voksne kan gælde for den ildelugtende svenske delikatesse sürstrømning eller melorme. 

”Det vil de måske ikke spise, men de vil gerne være med til at udforske det på denne her trappe ved at forsøge at lugte til det eller røre ved det. For mit eget vedkommende, så er det to eksempler på fødevarer, som jeg ikke vil spise. Men det kan godt være, at jeg kommer dertil, hvis jeg bliver eksponeret nok gange,” siger Anne Elsøe. 

Anne Elsøe svarer: 

Det er jo den voksne, der ved, at rugbrød mætter mere end pålæg. Skal den voksne ikke stille krav, om at barnet spiser rugbrød?

Nej. Hvis den voksne bestemmer, hvad barnet skal spise, vil barnet blive mere utryg ved måltidet. Derudover kan det sænke lysten til rugbrød, da det er noget man skal spise, og ikke noget man spiser, fordi man har lyst til det. Der kan selvfølgelig godt være en begrænsning på, hvor meget pålæg der er til hvert barn, men derefter er det stadig op til barnet, om man så vil spise rugbrød.

Hvad gør man, når et barn for eksempel kun vil spise frugt en hel dag?

Det er op til de voksne, hvad der serveres til hvert måltid, så hvis barnet spiser meget af det samme, kan man stoppe med at servere det til alle måltider. Det er dog også væsentligt at huske på, at en varieret kost skal ses over tid, fx en uge. Derfor behøver hvert måltid ikke at være varieret og selv en hel dag med meget ensidig kost er okay. Det skal ses i et større billede.

Skal man gribe måltidet anderledes an for børn i vuggestue end i børnehave? Skal man nøde vuggestuebørn mere?

Nej det vil være de samme principper – udover at der selvfølgelig er nogle fødevarer, som børn under tre år ikke må få på grund af kvælningsrisiko og sådan. Ansvarsfordelingen mellem de voksne og børnene vil dog være den samme. Det er stadig børnene, der har ansvaret for, hvor meget de spiser. Vi som voksne kan hjælpe dem med at holde fokus på, at nu spiser vi.