Halvdelen af pædagogerne på handicapområdet har overvejet at gå 

Halvdelen af de LFS’ere, der arbejder på handicapområdet i København, har inden for de seneste to år overvejet at forlade jobbet, viser en spørgeskemaundersøgelse, som LFS har foretaget blandt sine medlemmer. Formanden for specialområdet i LFS, Lisbeth Waidtløw, er ikke overrasket. ”Vi har længe advaret om, at området er på vej ud over kanten,” siger hun. 

Tekst: Anna Louise Stevnhøj 

”Jeg har overvejet at forlade handicapområdet, især på grund af den afsindigt dårlige normering. To til tre medarbejdere skal forholde sig til 27 borgere. Det er uværdigt over for borgerne, da adskillige bliver overset og ikke får den omsorg, de behøver.” 

Citatet kommer fra en pædagog, der har besvaret en spørgeskemaundersøgelse, som LFS har foretaget blandt sine medlemmer på handicapområdet. Og pædagogen står ikke alene. 49 procent af de LFS’ere, der arbejder på området i København, har inden for de seneste to år overvejet at søge væk. Den primære årsag er arbejdsvilkårene.

Som en respondent skriver i sin besvarelse:

”Det er første gang i de 23 år, at jeg har overvejet at holde op på handicapområdet på grund af generelt for få ressourcer, da der hele tiden er flere langtidssygemeldinger, kollegaer, der holder op, samt store udfordringer med at få vikar. (…) Det går meget ud over mit privatliv. Har måtte melde fra til mange store familiebegivenheder på grund af en vagtplan, der skal dækkes ind, stadigvæk med underbemanding, mange mistede fridage, flere uger med kun en fridag. Jeg kunne blive ved...  derfor overvejer jeg at holde op.”

Trist, at jeg ikke er overrasket 

Et andet LFS-medlem beskriver, hvordan vedkommende helt konkret har kunnet følge, hvordan arbejdsvilkårene er blevet dårligere: 

”Hvor vi i 2005 var 8,5 medarbejdere til 11 beboere, er vi nu nede på en normering på fire medarbejdere til 12 beboere. Administrations- og dokumentationsopgaverne er vokset i takt med en lind strøm af nye tiltag, fx. løntastning og "sygefaglig dokumentation" sammen med mindre indflydelse på det pædagogisk arbejde.”

Lisbeth Waidtløw, som er formand for specialområdet i LFS, synes, at det mest triste er, at resultaterne ikke kommer bag på hende: 

”Vi har som faglig organisation i årevis advaret om, at det specialiserede område er blevet udsultet. Det er et enkelt lyspunkt, at der endelig er blevet vedtaget demografiregulering på handicapområdet, så der kommer flere penge fra den fælles kasse, når der kommer flere handicappede. Der kom også flere penge til området i det seneste budget. Men man har kun standset nedturen, man er ikke begyndt at genoprette,” siger Lisbeth Waidtløw, der mener, at både politikerne i København og politikerne på Christiansborg er nødt til at forholde sig:

”Det er budgetloven med serviceloftet, der er den store synder. København har pengene, men må ikke bruge dem på velfærd, og det er partierne på Borgen nødt til at tage ansvar for. Men der er nødt til at komme opmærksomhed på, at der i København er ubalance mellem det specialiserede område og almenområdet. Det er absurd, at mange af vores medlemmer går ned i løn, hvis de skifter fra almen til special,” siger Lisbeth Waidtløw.  

Nulfejlskulturen ødelægger

Det er for en stor dels vedkommende garvede medarbejdere, der har besvaret undersøgelsen. 70 procent har været på deres nuværende arbejdsplads i mere end tre år, og hele 40 procent har holdt ved i mere end otte år. 

Forklaringen kan være, at jobtilfredsheden i høj grad afhænger af relationer. 

78 procent af respondenterne angiver, at noget af det, der tæller mest op i forhold til deres arbejde, er relationen til de borgere, de arbejder med, og 73 procent siger, at det er kollegerne, der tæller op. 

Tredjepladsen går til udsagnet ’Jeg gør en positiv forskel’, mens 51 procent vægter højt, at de har stor indflydelse på deres opgaver. 

Formanden for specialområdet i LFS, Lisbeth Waidtløw, peger derfor på, at den store mængde dokumentation og administration er et selvstændigt arbejdsmiljøproblem.

”Der er tale om dedikerede medarbejdere, der gerne vil bruge deres faglighed, men som bruger rigtig meget tid på at leve op til en nulfejlskultur, som er usund. Tillidsdagsordenen er aldrig slået rigtigt igennem i Socialforvaltningen, og det går ud over arbejdsmiljøet. Vi har i faglig afdeling aldrig haft så mange bortvisningssager som nu. Det virker, som om vores lokale ledere får vejledning fra Koncern Service, som i mange tilfælde virker konfliktoptrappende. Og det giver ingen mening i en tid med rekrutterings- og fastholdelsesvanskeligheder,” siger Lisbeth Waidtløw. 

Bange for fremtiden 

Når man spørger de pædagogiske medarbejdere, hvad der trækker mest ned i forhold til jobbet, er det utilstrækkelige normeringer. Hele 65 procent svarer, at det er normeringerne, der tæller mest ned i forhold til deres jobtilfredshed, mens arbejdspres får en uheldig andenplads på 63 procent. Som en respondent skriver: 

”Normeringerne og økonomien er blevet så dårlig, at det ikke er muligt at følge beboernes initiativer længere. Der er ikke mulighed for at berige beboernes liv med oplevelser ud af huset. De sædvanlige årlige ferier er blevet skåret væk. Ture og udflugter er meget sjældne (…) Når man selv rejser på ferie og beboerne spørger ”hvornår skal vi på ferie” har man ikke mulighed for at svare positivt og give dem noget at glæde sig til og se frem til. Der er kun lige tid til det allermest nødvendige.”

Det høje arbejdspres går for det store flertals vedkommende ud over privatlivet. 

47 procent svarer, at de indimellem er så trætte eller belastede, når de kommer hjem, at de har svært ved at fungere i deres privatliv og fritidsliv, mens 26 procent siger, at det ofte er tilfældet. Det er kun 18 procent, der sjældent eller aldrig har denne oplevelse. 

En socialpædagog beskriver sin bekymring for fremtiden:

”Jeg er bekymret for ikke at kunne holde til det store arbejdspres. Tre kollegaer, ud af en gruppe på syv er langtidssyge pga. stress, og flere har symptomer på stress. Det er en kæmpe bekymring sammen med en reel bekymring for at blive udsat for vold fra beboerne pga. for få ressourcer.”

Opmærksomme på forråelse 

Det er kendt viden, at der kan opstå forråelse hos medarbejdere, der arbejder med mennesker, hvis de er udbrændte, stressede, eller hvis de oplever afmagt. 

I undersøgelsen defineres tegn på forråelse som ”når man bliver mere kold og ikke længere udviser empati i forhold til de borgere, man arbejder med – fx hvis man er udbrændt, stresset eller oplever afmagt. 

Fem procent af respondenterne angiver, at de ofte har oplevet tegn på forråelse hos sig selv. 37 procent svarer, at de indimellem oplever tegn på forråelse hos sig selv, mens 55 procent svarer aldrig eller sjældent. Der er adskillige af respondenterne, der bruger spørgeskemaets kommentarfelt til at fortælle, at det er en reel bekymring, de går rundt med, og som de er stærkt bevidste om. 

En socialpædagog skriver, at ”Jeg er meget bevidst om fænomenet og vil melde mig syg, hvis jeg føler at jeg er på vej i den retning.” En anden erkender, at det forekommer: ”Det sker ind imellem, når afmagten føles stor. (…) Det er dog ikke ofte - men det sker da et par gange eller tre om året, vil jeg tro.”

Bekymring for borgerne

De pædagogiske medarbejdere lægger ikke skjul på, at de rent faktisk har svært ved at dække borgernes fundamentale behov. 42 procent siger, at det sker ind imellem, mens 18 procent ofte oplever det. 

”Beboernes tage-op eller lægge-i-seng-tider bliver styret af, hvor mange personaler der er på arbejde - dette skaber dårlig trivsel for beboerne. Det går især ud over de beboere, der har mindst selvbestemmelsesret og ikke kan sige fra,” skriver en medarbejder, og en anden supplerer:

”Når der ikke er nok bemanding, så kommer beboerne ikke i bad. Det er også tit, at beboerne ikke kan møde op til tandlægetider eller andre aftaler, fordi det er ikke personale nok til at tage med.”

Nogle respondenter skriver, at de er nødt til at undlade skal-opgaver, fordi det ellers vil gå ud over beboerne:

”Jeg nedprioriterer administrative opgaver og prioriterer at dække borgernes fundamentale behov som mad og drikke, hygiejne (rent ble/toiletbesøg, bad mv).”

Halvdelen, 49 procent, af respondenterne oplever ind imellem, at de må overtræde borgernes ret til selvbestemmelse.

En pædagog skriver, at der ikke er ressourcer til at imødekomme borgenes behov for at ville noget andet, fx hvis de ikke længere har lyst til at være i dagtilbud. ”De kan på trods af høj alder ikke få lov til at gå på pension,” mens en anden supplerer:

”Der er fx en beboer, der skal op 6.30 eller lidt i 7 hver morgen, fordi der ikke er tid i dagvagten til, at en kan blive hos beboeren, mens vedkommende får sondemad. Beboeren (…) sover videre i sin stol eller vågner op og får en krampe, lige efter at vedkommende er blevet sat over i stolen, fordi beboeren mistrives med at blive taget op så tidligt.”

Elsker det trods alt 

Når man spørger, om respondenterne kan se sig selv arbejde på handicapområdet om to år, siger lidt mere end halvdelen, 54 procent, trods alt ja.

Flere begrunder i kommentarfelterne med, at de grundlæggende er glade for de faglige udfordringer netop på dette område.

En respondent svarer: ” Elsker trods alt de mennesker og udfordringer, man møder inden for området,” mens en anden skriver: ”Jeg kan faktisk godt lide mit arbejde, de mennesker jeg arbejder med, arbejdsopgaverne osv. Men der kan komme en tid, hvor jeg må finde andet arbejde, som ikke belaster fysisk og psykisk.”

Det sidste udsagn går igen i flere udgaver. En medarbejder beskriver, hvordan vedkommende efter 30 års ansættelse inden for specialområdet har valgt at søge job i en institution på almenområdet: ”Det har været en svær beslutning, da jeg finder arbejdet inden for handicap meget givende og interessant, men jeg er på grund af de opslidende arbejdsvilkår nødt til at passe på mig selv.”

Væk om to år 

10 procent siger, at de ikke kan se sig selv inden for området om to år. Flere skriver, at de regner med at gå på efterløn.

En socialpædagog skriver:

”Kunne jeg gå på pension nu til en “ løn”, der var til at leve af, ville jeg gerne stoppe. Det er ikke længere med samme arbejdsglæde, jeg møder på job. Hele paradigmeskiftet til i min optik at have alt for meget fokus på dokumentation og ikke mindst på sygeplejefaglige emner har gjort den daglige kontakt til beboerne mindre. Og beboerne hungrer efter samvær og nærvær med personalet. Jeg oplever, at tingene er gået fra at være “ familiære” til at blive “ institutionaliserede “ Når man har været med “ i de gode tider”, hvor der var anderledes god økonomi og normering, er det svært at acceptere, at beboernes vilkår er blevet forringede. Man har jo altid et håb om, at ting bliver bedre ned tiden. Men det er absolut ikke tilfældet på handicapområdet.”

Lisbeth Waidtløw, formand for specialområdet i LFS, håber, at den hvidbog, som LFS er ved at udarbejde sammen med Handicapaktivisterne, kan være med til at vække politikerne.

”Det er meget dilemmafyldt for mig at være med til at lave denne undersøgelse og hvidbog, fordi jeg ikke har lyst til at tale området mere ’ned’ midt i en rekrutteringskrise. Men der er akut brug for, at alle partierne på Københavns Rådhus står sammen om at redde den synkende skude. Der er brug for penge, og så er der brug for, at man tager kulturen i Socialforvaltningen op, så man kan få styr på arbejdsmiljøet,” siger Lisbeth Waidtløw.

Sådan gjorde vi

LFS udarbejdede i sommeren 2022 et spørgeskema, som blev sendt elektronisk via et link til de medlemmer, der er registeret på arbejdspladser inden for handicapområdet i København. 

Skemaet blev sendt til 538 LFS-medlemmer. 111 medlemmer besvarede undersøgelsen, hvilket svarer til ca. 20 procent.

Resultaterne af spørgeskemaet skal indgå i en hvidbog om handicapområdet, som udarbejdes af LFS i samarbejde med Handicapaktivisterne. 

Socialborgmester: Jeg håber, I orker kæmpe videre lidt endnu  

”Jeg genkender desværre billedet fra en række af de arbejdspladsbesøg, jeg har været på, siden jeg tiltrådte. Men der er lysere tider på vej,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen til resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen fra LFS. Hun kan ikke love et quickfix. Men hun vil gøre flere midler permanente, så økonomien ikke er så usikker, hun vil styrke tillidsdagsordenen i forvaltningen, og så vil hun sætte de pædagogiske medarbejdere mere fri.

”Jeg er fuldt ud klar over, at handicapområdet er nødlidende, og at det kalder på handling.” Det siger Karina Vestergård Madsen fra Enhedslisten, som har været borgmester på området siden januar 2022. Karina Vestergård Madsen har i den forløbne tid besøgt en del af Socialforvaltningens arbejdspladser. 

”Jeg har mødt pressede medarbejdere, der mangler tid til den direkte borgerkontakt, som synes, at de er underlagt virkelig meget kontrol, og som bruger meget tid på administrative opgaver og praktisk arbejde som fx rengøring,” siger Karina Vestergård Madsen.

Borgmesteren erkender blankt, at hendes handlemuligheder ikke er uendelige. 

”Københavns Kommune er underlagt budgetloven, som betyder, at vi rent faktisk ikke må bruge de penge, vi har til velfærd. Det er et overordnet politisk problem, som Enhedslisten løbende påpeger i Folketinget. Vi har dog også udfordringer i København, hvor der dels kæmpes internt om midlerne mellem forvaltningerne, og hvor der har været en tendens til at bygge store dele af økonomien på midlertidige midler. Det skaber efter min mening for stor uro og ustabilitet. Så et af mine politiske mål er helt klart at skabe varige løsninger,” siger Karina Vestergård Madsen.

Økonomien lysner 

Socialborgmesteren understreger, at det rent økonomisk ser lysere ud for handicapområdet, end det har gjort. 

”Der er kommet flere penge med de to seneste budgetforlig, og den demografiregulering, der blev vedtaget i seneste valgperiode, gør en forskel. Jeg kan ikke love, at de enkelte medarbejdere kommer til at opleve en forbedring, når de møder ind den 1. januar. Men jeg håber, de orker at kæmpe videre et stykke tid endnu, og vi kommer til at tage normeringsspøgsmålet med til budgetforhandlingerne for 2024, som vi også gjorde i år,” lover socialborgmesteren. 

Karina Vestergård Madsen har taget det med sig fra sine arbejdspladsbesøg, at medarbejderne mangler fagligt råderum, og at de bruger forholdsmæssigt meget tid på administration og dokumentation. 

”Vi skal have fjernet overflødige opgaver. Det er jeg ikke den første, der har sagt, men det er ikke desto mindre en ledetråd for mig. Der er rigtig meget, der er betinget af den nationale lovgivning, og Mette Frederiksen lovede i sin nytårstale sætte os mere fri. Det er bare ikke sket. Men vi skal se på, om der er noget i København, vi kan ændre. Vi skal som politisk udvalg og direktion se os selv og hinanden i øjnene og overveje, hvilke krav vi sender oppefra og ned. Vi skal også slippe den automatreaktion, der hedder, at hvis der sker en fejl, så vil vi have en undersøgelse. Hver gang vi vedtager noget, skal vi diskutere hvilke administrative konsekvenser, det medfører ude på området,” siger Karina Vestergård Madsen.

Væk med nulfejlskultur 

Hun ønsker ikke en forvaltning med en nulfejlskultur.

”Jeg vil gerne stå på mål for tillidsdagsordenen og for større medarbejderindflydelse. Ingen medarbejdere på socialområdet må være i tvivl om, at de har ret til at bruge deres ytringsfrihed. Vi har tvært om brug for deres input for at kunne ændre det bestående,” siger Karina Vestergård Madsen.

Det er dog ikke bare regelforenklinger og mindre kontrol, der skal frisætte de pædagogiske medarbejdere. 

”De administrative opgaver fylder vildt meget derude, og de administrative støttefunktioner blev sparet væk, da det så allerværst ud. Det har betydet, at pædagogerne og de pædagogiske ledere er kommet til at sidde med rigtig meget papirarbejde, som skal klares ved siden af de øvrige opgaver. Noget af det, vi nu ser på, er, om det vil give mening at tilføre egentlige administrative medarbejdere, og hvordan det i givet fald kan gøres bedst,” siger Karina Vestergård Madsen.