Døvepædagogikken er presset
Færre pædagoger end tidligere arbejder med børn, der har svært hørehandicap. Det gør miljøet småt og muligheden for sparring svær. Alligevel er muligheden for at udføre pædagogik på området god, lyder det fra to døvepædagoger.
Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen
Børn der ikke kan tale, men som godt kan høre. Børn som ikke kan høre overhovedet. Børn, som kan høre lidt, men som ikke forstår, hvad der bliver sagt. Børnene på Langelinieskolen har mange forskellige hørerelaterede handicaps.
”Vi har børn med massive sprog- og kommunikationsvanskeligheder ved siden af de andre problemer, som de ofte har,” siger Thomas Eeg Jessen, som er pædagog på Langelinieskolens døvelinje.
Ingen at spejle sig i
LFS-Nyt har sat Thomas Eeg Jessen og hans kollega Durid Johansdóttir Olsen stævne til en snak om, hvordan det er at arbejde på døveområdet som pædagog.
Døve fylder væsentligt mindre i pædagogikken, end de gjorde tidligere. Det skyldes først og fremmest den udvikling i behandlingsmuligheder, som der er sket på området. Især operationen Cochlear Implant, som nærmest bliver tilbudt alle børn, der er født døve, gør, at færre børn vokser op uden at kunne høre.
”Da jeg startede med at arbejde her i starten af 90’erne, var her 140 børn, og vi rådede over et stort areal af bygninger, der kun var døveskole. Samtidig var der 80 lærere, 40 pædagoger og fire elevhjem. I dag har skolen 19 elever og er en specialafdeling under Langelinieskolen,” fortæller Thomas Eeg Jessen.
Mængden af børn i døvetilbuddet har påvirker også børnenes muligheder for at få venner.
”Før havde vi en gruppe børn, der var på den ene måde, og en anden gruppe børn der var på en anden måde. Nu er det mere enkeltvis, at børnene adskiller sig fra hinanden. Det betyder, at en, der klarer sig megagodt, ikke har to andre at spejle sig i, som også klarer sig megagodt” siger Durid Johansdóttir Olsen.
Tegnsprog er vejen frem
Langelinieskolen modtager en del børn, som er Cochlear Implant opererede.
”Hos os lærer de tegnsprog. Vi oplever, at de udvikler et talesprog, samtidig med at de lærer tegnsprog. Vi ser i praksis, at det i den grad er muligt at udvikle begge dele. Og det giver virkeligt børnene selvtillid,” siger Durid Johansdóttir og tilføjer:
”Fra vores perspektiv handler det om at give børnene så mange muligheder for at udtrykke sig som muligt og udvikle deres identitet. Det foregår med pegning, tegning eller tegnsprog eller det hele på en gang samt talesprog. Det er sådan set lige meget. Det handler om trivsel, og det handler om kunne formidle sine følelser.”
Læger på området fraråder ellers CI-opererede børn at lære tegnsprog. Det, synes Durid Johansdóttir Olsen, der også underviser i tegnsprog, er ærgerligt.
”Vi ser børn, der lærer tegnsprog, og som også lærer at tale mere, fordi deres ordforråd vokser. Vi ser, at man sagtens kan lære de to ting sideløbende. Det vigtigste for børn er, at de har så mange udtryksmuligheder som muligt.”
Gode muligheder
Selvom døvemiljøet er blevet markant mindre, så mener både Durid Johansdóttir Olsen og Thomas Eeg Jessen, at de som pædagoger har gode forudsætninger for at gøre deres arbejde.
”Der har været omplaceringer mange år i træk, hvor vi har mistet en masse faglighed, fordi vi ikke har kunnet opretholde stillinger. Vi er alligevel privilegerede, for vi er relativt mange ansatte i forhold til, hvor mange børn vi har. Fordelen ved at være en mindre personalegruppe er, at vi kan tale sammen, og i forhold til andre steder har vi meget mødetid og forberedelsestid, så vi har mulighed for at gøre en ekstra indsats” siger Thomas Eeg Jessen og tilføjer:
”Det, som er fantastisk ved at arbejde her, er, at vi ser børns frustrationer aftage i takt med, at de bliver i stand til at udtrykke sig, og det er vildt. Vi har modtaget børn, som var fuldstændigt desperate, men i takt med at de har fået ganske få tegn og udviklet deres sprog, så ser vi, at det bliver helt anderledes,” siger Thomas Eeg Jessen.
Et visuelt miljø
På Langelinieskolen er det fælles for børnene, at de får et visuelt kommunikationsmiljø, hvor tegnsprog er det bærende.
”Det er især kommunikationen, der er anderledes. Det er et visuelt miljø. Der er hele tiden behov for, at du er i øjenkontakt, og du skal tænke anderledes. Alle, der arbejder her, lærer med tiden tegnsprog. Derudover er det børn, der har specielle behov, og det, der adskiller vores tilbud fra andre, er, at vi har mulighed for at give dem et sprog her, som er et naturligt, rigt sprog på lige fod med dansk talesprog,” siger Durid Johansdóttir Olsen.
For Thomas Eeg Jessen og Durid Johansdóttir Olsen adskiller deres pædagogiske arbejde sig fra andet arbejde inden for faget.
”Opgaven er en anden. Den er gået fra at være didaktisk til i højere grad at være pædagogisk. Miljøet er også blevet så lille, at det er svært for børnene at finde nogen at se op til, og den naturlighed, der opstår, når man er mange, den er der jo ikke. Vi prøver at skabe et miljø her, men de børn, der kommer her, kommer nærmest fra hver deres planet. Nogle kan høre, men ikke tale. Nogle er helt døve. Nogle kan høre lidt. Nogle kan tegnsprog. Andre kan ikke tegnsprog endnu. Kognitivt er de også vidt forskellige,” siger Thomas Eeg Jessen.
Langelinieskolens døvelinje modtager en del børn omkring 4.-6. klasse, som er CI-opereret, og som har siddet ude i en almindelig folkeskoleklasse.
”De kommer uden talesprog eller tegnsprog, fordi de har siddet mellem to stole og har ikke fået udviklet nogen af delene, siger Thomas Eeg Jessen.
Anderledes forældresamarbejde
Børnene, der er i døvetilbuddet, er også nogle andre, end de var for ti år siden. Der er kommet færre normalt begavede børn i døvetilbuddet.
”Da jeg startede på området for 12 år siden, var der en teenagegruppe, som gik i niende eller tiende klasse, og som skulle videre i uddannelse. I dag ser vi ikke så meget til de børn, der skal videre i uddannelse. De fleste af disse er opereret succesfuldt og sidder enkeltvis ude på skolerne,” siger Durid Johansdóttir.
Det betyder også, at den pædagogiske opgave er en anden.
”Det er vigtigt for de børn, som vi arbejder med, at vi imødekommer deres individuelle behov i et fællesskab. Derudover har vi et stærkt forældresamarbejde. Nogle af vores børn kommer fra hjem uden tegnsprog, og mange af især de yngre børns forældre er stadig i sorg. Der er flere erkendelsesprocesser, der skal i gang,” siger Thomas Eeg Jessen.
Børnene på Langelinieskolens døvelinje kommer fra hele Sjælland. Og på grund af børnenes særlige handicap, så kommer forældrene heller ikke ofte hen til skolen fysisk.
”Vi har den udfordring, at mange af vores børn ankommer til skolen i taxa, så vi møder ikke naturligt forældrene. Vi bruger derfor rigtig meget telefonisk kontakt i vores forældresamarbejde,” siger Durid Johansdóttir Olsen.
Stærk døvekultur
Døveverdenen har haft en stærk kultur, men i kraft af at der bliver færre og færre døve, er dette samfund også ved at åbne sig. Durid Johansdóttir Olsen tror, at den stærke døvekultur hænger sammen med, at man som døv oplever verden på en markant anderledes måde.
”Man synes andre ting er sjove end hørende. Det er en befolkningsgruppe med deres helt eget sprog. De har nogle andre vilkår. Jeg kommer fra Færøerne, og vi har også vores helt egen kultur. Jeg tror, det er på samme måde”.
”Jeg tror, at det er mere forskelligt end det,” siger Thomas Eeg Jessen og tilføjer:
”Man støder også hele tiden ind i de samme vanskeligheder. Og så deler man jo tegnsproget som modersmål. Det er der, at man kan udtrykke sig nuanceret.”
Presset døvepædagogik
Selvom Thomas Eeg Jessen og Durid Johansdóttir Olsen mener, at de har gode muligheder for at udføre deres pædagogiske arbejde, så er der ting, de kunne tænke sig, var anderledes.
”Vi kunne godt tænke os, at der var flere børn og et større netværk. For nogle af vores børn ville det være en gave at have to-tre børn mere i den samme kategori. Vores børn mangler andre børn at spejle sig i og at lege med,” siger Durid Johansdóttir Olsen og tilføjer:
”Og så modtager vi dem måske ikke så tidligt, som vi burde. Vi har heller ikke det samme netværk, som vi havde førhen. Der er færre, der arbejder med døve børn. Det betyder noget for erfaringsudveksling, så vores faglighed som døvepædagoger bliver ikke så godt underbygget som før,” siger Thomas Eeg Jessen.
Kommunikation er ikke kun sprog
Han er dog generelt godt tilfreds med det arbejde, som de udfører på døvelinjen.
”Jeg synes, at vi lykkes rigtigt godt, men vi har talt inklusion længe før, det blev almindeligt,” siger Thomas Eeg Jessen.
Thomas Eeg Jessen og Durid Johansdóttir Olsen har gode råd, hvis man som pædagog arbejder med børn, der har hørehandicap.
”Prøv at kig et år tilbage og se, hvordan det var der. Når man kigger tilbage og ser de ting, man har skrevet, så vil man se, at der er sket en udvikling. Jeg synes, det er vigtigt at have fokus på, hvad barnet kan, for det er der, man rammer barnet og kan skabe en udvikling.”
Durid Johansdóttir Olsen tilføjer:
”Hvis man møder børn, der ikke har et sprog, så vil jeg opfordre til, at man kigger på, hvad man selv som fagperson gør, der ikke virker for det her barn. Jeg synes, at man skal få øjnene op for, at kommunikation er så meget mere end tale. Vi dømmer ofte ud fra, hvad der kommer ud af barnets mund.”