Sandt eller falsk
Afhænger børns trivsel af legegrupper og forældrefester?
Forældrefester, juleklippeklistre, hytteture med overnatning og sommerfester med kagekonkurrence. Listen over begivenheder, som forældre skal deltage i, er lang. Men er det vigtigt, at forældre hyppigt deltager i aktiviteter i forbindelse med deres børns færden i institutioner?
”Nej”, lyder svaret fra fra sociolog og forsker Maria Ørskov Akselvoll. Hun har i forbindelse med sin forskning ledt efter belæg for den massive forældreinvolvering, som siden 00’erne har taget fart i landets daginstitutioner og skoler.
”Vi ved, at et godt samarbejde mellem institution/skole og hjem er gavnligt for alle parter. Men vi har ikke forskningsbaseret viden om sammenhæng mellem forældres deltagelse i sociale aktiviteter og børnenes sociale trivsel og fællesskab,” siger Maria Ørskov Akselvoll og tilføjer:
”Når vi siger, at et godt fællesskab i forældregruppen fører til et godt fællesskab i børnegruppen, eller at det styrker relationerne blandt børnene, at der er sociale arrangementer, så er det noget, vi antager, og måske også noget, nogen har gode erfaringer med. Men det er ikke sammenhænge, der er forskningsbelæg for,” siger hun.
Maria Ørskov Akselvoll har i forbindelse med sin forskning fundet, at mange forældre oplever, at de mange aktiviteter tager overhånd og overskygger den tid, de har med familien. Alligevel siger forældrene ikke fra.
”For det første er det jo svært at stille spørgsmålstegn ved noget, som begrundes med forskning. At sige nej tak til forældrefesten bliver næsten som at sige, at man ikke gider støtte op om børnenes trivsel. For hvis ‘vi ved’, at det virker, så løber man jo en risiko ved at fravælge det. For det andet er det blevet en kultur i både dagtilbud og skole, at man som forælder engagerer sig i det sociale. “Sådan er det at have børn”, siger forældrene indimellem selv. For det tredje er det at involvere sig i både dagtilbud og skole blevet en central del af forældreskabet i dag, hvor det er svært at blive anset som en god nok forælder, hvis man ikke engagerer sig i læring og trivsel. Og det er jo sådan, idealerne virker igennem os: Ved at skabe en indre målestok.
Man kan have viden, som man troede, var helt rigtigt, men som i virkeligheden viser sig at være noget værre vrøvl. Myter udtrykker forestillinger om, hvorfor verden ser ud, som den gør, og hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvis du har en myte, som du vil have, at vi undersøger, så send en mail til lfs@lfsnyt.dk.