Min værste frygt er, at knapheden får os til at bide af hinanden

Af Kirsten Gunvor Løth, formand 

Her forleden dag fik jeg en mail fra et medlem, der var rigtig frustreret over, at det er så svært at rekruttere pædagoger. Hvor der for få år siden var to pædagoger i hvert team, har de nu to pædagoger i hele huset.

De henvendelser får vi en del af.

Pædagoger, der er frustrerede over, at det ekstra ansvar, der lander på deres bord, kan mærkes på kroppen, men ikke kan ses på lønsedlen. Ledere, der river sig i håret over, at de ikke har pædagoger nok til at dele ud på et helt hus. Helt unge pædagogmedhjælpere, der henvender sig, fordi de står allerede i deres første faste job går ned med stress. Erfarne pædagogmedhjælpere, der ikke har mulighed for at bruge deres kompetencer, fordi de ikke har det rigtige stykke papir i hånden. Og ikke mindst pædagogiske assistenter, der oplever, at de bliver betragtet som hverken fugl eller fisk, selv om de har taget en treårig uddannelse med flere undervisningstimer, end man får på pædagoguddannelsen.

Og her sidder vi i LFS og river os i håret over, at vi ikke kan fikse knapheden på pædagoger. Vi kan komme med halvlunkne råd om, at vi må uddanne de medarbejdere, vi har. Om at man må forhandle mere i lokalløn. Og at man må kigge på en ændret opgavefordeling, fordi der er det personale, der er.

Alt imens ser vi en SVM-regering, der tilsyneladende har tænkt sig, at eventuelle lønstigninger til offentligt ansatte skal betales af os selv, ved at vi skal arbejde en dag mere, hvert år, resten af vores arbejdsliv. Vi ser, at KL, Kommunernes Landsforening sætter en stopper for den ordinære meritpædagoguddannelse, fordi de har fået noget helt galt i halsen. Vi ser en regering, der med den ene tunge siger, at der ikke kommer flere penge til velfærd. Med den anden siger de, at der heller ikke må ske velfærdsforringelser.

Velfærdsforringelser min bare. Uagtet aftale om minimumsnormeringer, løfte om flere penge til psykiatrien og valgflæsk om mere i løn til velfærdsfagene, så har vi ikke set andet end forringelser de seneste mange, mange år.

Når jeg kigger ind i de kommende år, så er min værste frygt, at de forskellige faggrupper ude på arbejdspladserne begynder at bide af hinanden i stedet for at bide af regeringen og KL. At de forskellige fagforeninger begynder at bide af hinanden i stedet for at bide af dem, der rent faktisk sidder på pengene. For dansk økonomi er overholdbar, som man kalder det på økonomisprog. Og på trods af det stirrer vi lige nu ind i en storkonflikt på det private område, fordi man ønsker løntilbageholdenhed. Løntilbageholdenhed min bare.

Til gengæld bliver jeg også betrygget, når jeg ser, hvor hurtigt vi har kunnet mobilisere knap en halv million underskrifter mod afskaffelsen af store bededag. Jeg bliver i lidt bedre humør, når fagtoppen lytter til os, når vi siger: ”Det her vil vores medlemmer ikke finde sig i!” Og jeg fik et stort smil på læben, da jeg læste, at Finansforbundet, som blandt andet organiserer bankansatte, har varslet konflikt efter tre forhandlingsmøder. Det er i sandhed mærkelige tider, vi lever i.

Vi kommer til i de kommende år at huske os selv og hinanden på, hvem det er, vi skal bide af. For de løn- og arbejdsvilkår, man byder vores medlemmer, er ikke i orden. Men det er kun, hvis vi viser vores utilfredshed i offentligheden, at vi kan rykke ved magthaverne.