Noter
Forebyg Forbrydelsen
Det Kriminalpræventive Råd har netop udgivet sjette episode af podcasten ’Forebyg Forbrydelsen!’ Afsnittet handler om rocker- og bandekriminalitet med fokus på tidlige indsatser til mistrivende børn og sætter fokus på, hvad der får unge mennesker til at opsøge rocker-/bande-miljøer, og hvordan man kan sætte ind med tidlig forebyggelse til unge kriminalitetstruede mennesker.
Lyt med i din foretrukne podcastapp
Kongelig leg på Rosenborg slot
Frederik 4. har brug for nye adelsfolk. Er jeres børnehavegruppe klar til at blive optaget ved Frederik 4.s kongelige hof?
Skoletjenesten tilbyder forløb, som er gratis for daginstitutioner i Københavns Kommune. Børnene bliver iført kapper og indviet i, hvad det kræver at blive en del af et kongeligt hof på Rosenborg slot. Eleverne leder efter skjulte monogrammer og historier i lofterne og hører kongelig musik, mens de ligger på slottets fine gulve. På rad og række dygtiggør børnene sig i at gå, bukke og neje korrekt i Riddersalen, hvor Frederik 4.s flotte våbenskjold imponerer.
Man kan komme med max 15 børn i alderen fire til seks år, og besøget varer 90 minutter. Forløbet skal bookes igennem Åben Dagtilbud, som kontaktes via 3318 6055 eller booking@kosa.dk.
Gratis solsikkesnor
Har du et skjult handicap – eller har en af de borgere, du er i kontakt med? Så kan I nu hente en gratis ”solsikkesnor” i Københavns Jobcenter. Solsikkesnoren er en nøglesnor til fx at bære om halsen, og den signalerer synligt, men diskret, at man har et usynligt handicap og fx har brug for lidt ekstra hensyn eller hjælp. Solsikkesnoren kan bæres af alle, der har et usynligt handicap – hvad enten det er ADHD, autisme, ordblindhed eller noget helt fjerde. Og det kræver ingen godkendelse at hente eller bære snoren. Snoren er udviklet af firmaet Hidden Disabilities Sunflower, og den blev oprindeligt udviklet til brug i lufthavne, hvor hensigten var at give de rejsende en tryggere oplevelse.
Usikkerhed om normeringsaftale
Med dannelsen af den nye regering faldt flertallet bag loven om minimumsnormeringer også i graven. Og derfor vil den nye børne- og undervisningsminister, Matthias Tesfaye, ikke love, at pengene bruges på den måde, der var aftalt. ”Det betyder blandt andet, at pengene i opkvalificeringspuljen på knap en halv milliard kroner ikke længere er garanteret at blive brugt på uddannelse,” siger Mattias Tesfaye til TV2.
Pengene var ellers øremærket til netop uddannelse af pædagogiske medarbejdere. Loven om minimumsnormeringer træder i kraft 1. januar 2024.
Inflationshjælp til dagplejen
På trods af månedsvis med stigende el-, varme- og fødevarepriser har der ikke været udsigt til en håndsrækning til dagplejerne, der forventes at have god varme på indendørs og samme mængde tandsmør på børnenes brød som altid. Men regeringen har nu lanceret en ny inflationspakke, hvor dagplejerne er omfattet. I 2023 hæves dagplejernes fradrag fra 60 til 68 procent, hvilket FOA anslår giver en forskel på cirka 600 kroner månedligt. Til gengæld er der i aftalen ikke udmøntet penge til udsatte børnefamilier, trods pengene er afsat til området, og det ekstra midlertidige børnetilskud ser heller ikke ud til at fortsætte. Bag aftalen står regeringen, SF, Radikale Venstre, DF, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Alternativet. Liberal Alliance, Konservative og Enhedslisten er ikke en del af aftalen.
Har du en engageret og talentfuld kollega
FOA og PenSam hylder med ’Velfærdens Talent 100’ unge talenter under 36 år, der arbejder på velfærdsområder, og som hver dag gør en forskel for andre mennesker.
Du kan indstille din kollega, bror, søster eller din kæreste, hvis du synes, at vedkommende fortjener anerkendelse og et skulderklap. Du skal bare gøre det inden 5. april.
De 100 talenter bliver udvalgt af et dommerpanel, som består af repræsentanter fra PenSam og FOA, som vil gennemgå alle indkomne nomineringer. Der vil blive lagt vægt på den skriftlige begrundelse for den nomineredes faglighed. Det hele kulminerer i en fejring på Christiansborg den 24. maj 2023.
Vinderne får direkte besked og modtager et diplom samt et flot magasin med beskrivelse af alle de 100 udvalgte talenter.
Du indstiller via: www.pensam.dk/om_pensam/talent/nominer-talent-2023