Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Redigeret af Elisabeth Lockert Lange
Levende bibliotek
Biblioteket er andet end bøger, pc-spil og cd’er, det er også debat, levende musik og andre inspirerende oplevelser. Det markerede bibliotekerne i København med en særlig festival for unge i starten af november. Bibliotekerne inviterede alle unge mellem 13 og 25 år indenfor til mere end 40 arrangementer og aktiviteter. Programmet spændte vidt, fra foredrag, standup og koncerter til strikkeworkshop og latterklub. Festivallen kan måske udvide de unges opfattelse og brug af biblioteket.
Regler for SFO’er
Flere og flere har fået øjnene op for det problematiske i at flere hundrede børn tilbringer timevis sammen på alt for lille plads og med alt for få voksne. Forskere peger på at det kan skabe negative mønstre og problemer langt ud i fremtiden. Selv undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) ønsker at gøre noget ved lovløsheden på SFO-området, og hun har bred opbakning til at lave en egentlig bekendtgørelse for SFO’erne. Ulla Tørnæs forestiller sig bl.a., at børnene skal læse lektier i SFO’en og beskæftige sig med eksempelvis krop og bevægelse. Om hun også for alvor tager tyren ved hornene og gør noget ved normering, pladsforhold og støjproblemer er usikkert.
Kvinder og mænd lige dårlige til lønforhandling
Ny undersøgelse fra Aalborg Universitet afliver myten om, at kvinder er dårligere end mænd til at sælge sig selv, når de forhandler løn, skriver Ugebrevet A4. Dermed skyldes uligelønnen ikke den individuelle forhandling, men i høj grad, at kvinder påtager sig det største ansvar for at få familielivet til at hænge sammen. Undersøgelsen viser også et uigennemskueligt lønspil på det private arbejdsmarked. Lønsamtalerne er i vidt omfang et bluffnummer, fordi mellemlederne allerede har bestemt, hvem der får lønforhøjelse. Derfor er samtalerne en orientering om hvad man kan få i løn snarere end en egentlig forhandling.
Fattige københavnere må klare sig for et minimum
Over ti pct. af de københavnske familier må leve for mindre end halvdelen af, hvad danskerne som gennemsnit har at leve for, skriver Berlingske Tidende. Det vil sige at en familie med børn har under 154.000 kr. om året til samtlige udgifter. 6 pct. af børnefamilierne er decideret fattige, hvilket har sammenhæng med de mange indvandrere, halvdelen af de fattige børnefamilier har udenlandsk baggrund. Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte, siger til avisen at man skal være varsom med at overfortolke tallene, fordi en del af de »fattige« er studerende, som for de flestes vedkommende senere kommer til at tjene langt flere penge.
Sunde vaner fra tre-års alderen
Sund By netværket har udviklet og igangsat et kursus, som henvender sig til personale i dagpasningstilbud samt pædagogiske konsulenter, der arbejder med børn i alderen 3-6 år. Hovedtemaerne i kurset er spændende og ny viden om børn, mad og måltider, fysisk aktivitet og praktisk inspiration i børnehaven. Derudover etableres netværk institutionerne imellem til fælles erfaringsudbytte. Formålet med kurset er at medvirke til, at børn får sunde mad- og motionsvaner fra en tidlig alder, og på den måde være med til at forebygge livsstilssygdomme og mindske ulighed i sundhed. Sund By vil med kurserne skabe en positiv holdning til en sundhedsfremmende kultur i institutionerne. Kurserne holdes rundt om i landet og de består af tre dage. Yderligere oplysninger om hvor kurserne holdes fås hos CVU Sønderjylland på tlf. 73222474 eller mail ajn@cvusonderjylland.dk
Handicappolitik
Københavns Kommune skal have en handicappolitik. Borgerrepræsentationen har vedtaget overordnede visioner og målsætninger, og nu skal kommunens udvalg og forvaltninger udpege konkrete indsatsområder og udviklingsplaner. Målet er at gøre København til en tilgængelig by som sikrer alle lige muligheder.
Handicappolitikken skal også være med til at skabe bevidsthed om handicappedes vilkår og sørge for, at Københavns politikere i de daglige prioriteringer har de handicappedes vilkår med i baghovedet. Derfor skal den endelige handicappolitik bestå af såvel overordnede visioner som konkrete handleplaner – og ikke blot være et dokument, der trækkes frem ved festlige lejligheder.
De konkrete indsatsområder og udviklingsplaner skal være færdige i starten af 2005.
Omtal dit projekt
på personaleweb.dk
Personaleweb.dk formidler personalepolitiske projekter og publikationer sat i gang af de centrale parter på det amtslige og kommunale område.
Lokale projekter i amter og kommuner kan også omtales. Forudsætningen er blandt andet at både ledelses- og medarbejderrepræsentanter står bag.
Du kommer i gang med at formidle projekter og publikationer på
personaleweb.dk ved at udfylde en online-formular på
http://www.personaleweb.dk/projektskabelon (link ikke længere aktivt, red.)
Her kan du også læse mere om principperne for formidling på sitet.