Lederne

Af Elisabeth Lockert Lange

Dagens udfordringer

Udfordringer er der nok af i en daginstitutionsleders liv. To ledere fortæller om nogle af de største: det nuværende økonomiske kaos og tidens umættelige forældre.

Det er en daginstitutionsleders fornemmeste opgave at sikre en god institution for børn og forældre og en udviklende arbejdsplads for medarbejderne. Og samtidig få alt det administrative og økonomiske til at hænge sammen. Det kræver at man som leder bevarer ro og overblik, og at man får alle de relevante led til at arbejde sammen, ofte under mindre end optimale vilkår. Og det kræver at man prioriterer, vel vidende at man hverken kan have styr på det hele eller nå det hele.

På en top-ti-liste over dagens københavnske daginstitutionsleders største udfordringer kommer økonomien ind på en klar førsteplads – i disse kaotiske Accenturetider. Ganske enkelt det at være leder uden at kunne styre sit budget, fordi man ikke kan stole på at de tal man får er korrekte. Det kræver mere end is i maven.

Sådan vurderer to daginstitutionsledere ansat i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen deres dagligdag og dens udfordringer.

»Vi skal skabe den bedste kvalitet til den laveste pris. Og kravene til os er ofte modsatrettede, vi lever i et krydspres«, vurderer Lorraine Warnock, leder af 0-6 års institutionen F/S Rosa.

Dorte Munk er leder af Børnehuset Tuborgvej: »Min oplevelse er først og fremmest hvordan jeg, ud fra de ressourcer vi har i institutionen, kan skabe de bedste muligheder. Og mine frustrationer skal jeg ikke dele i institutionen, det er vigtigt at jeg finder et andet sted, hvor jeg kan komme af med dem«.

De umættelige forældre
På top-ti-listens ligeså klare andenplads ligger samarbejdet med forældrene. Eller rettere at gøre forældregenerationen tilfreds. De er umættelige, mener de to ledere.

»Der skal sættes klare grænser for hvad der kan forventes. De har en forventning om at alt kan lade sig gøre, og de fylder meget. Der er et dilemma i at hvis vi ikke klynker over ressourcerne og hvad vi ikke kan, så viser forældrene sjældent forståelse for, hvordan det hænger sammen. Og jeg vil ikke klynke over for dem. Jeg tvinges til at være mere kontant, end jeg egentlig har lyst til at være. Samtidig skal jeg bakke personalet op, for forældrene opfører sig ikke altid lige pænt over for dem. Måske ligger det i tiden, men de går alt for langt ned i detaljer, og forældrene må altså acceptere at dette også er en arbejdsplads«, siger Dorte Munk.

Lorraine Warnock oplever en tilsvarende grænseløshed hos F/S Rosas forældre og forældrebestyrelse:

»Der er meget lidt respekt for at der er andre ender, der skal mødes, end dem forældrene lige kan se. De vil have flere valgmuligheder og mere information. Fx er opslag i institutionen ikke nok, de vil have breve med hjem om alt. Hvis deres barn skal dele garderobe med et andet barn, eller hvis barnet skal flyttes fra barnevogn til krybbe, vil de have brev med hjem om det, så de kan diskutere det, selvom de reelt ikke kan bestemme det. I sådanne situationer kan det være svært men vigtigt at vi gør dem forståeligt, at der er områder, de hverken kan forstå eller bestemme over. Dels fordi de ikke er pædagoger og ansat i institutionen. Dels fordi der er ting de ikke ved fx på grund af tavshedspligt. Det store spørgsmål er hvordan vi får kanaliseret al den energi og alle de krav over i noget, som kommer fællesskabet til gode«.

Lokalcentrene
Som bekendt har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen decentraliseret stort set alt ud dels til lokalcentrene, dels til institutionerne selv. Det betyder at en leders daglige udfordringer i høj grad er bestemt af hvilket lokalcenter og hvilken centerledelse hun er underlagt.

Lorraine Warnock kommenterer: »Der er stor forskel på i hvor høj grad det enkelte lokalcenter ønsker at tage styringen og hvor langt ned i detaljen. Der er også stor forskel på i hvor høj grad de støtter op om os ledere. Umiddelbart kan vi nogle gange opleve at lokalcentrene er hurtigt ude med deres forventninger til os, men mindre lydhøre over for vores forventninger til dem. Samtidig møder vi selvmodsigelser fra kommunen. Vi har selvforvaltning, som jeg tror at mange af os er glade for, og Københavns Kommune har meldt ud med værdiledelse. Men vi får alligevel regler og direktiver ud på institutionen om noget så detaljeret som fx personalepleje, og hvad vi må og ikke må i forhold til personalegoder. I modstrid med både værdiledelse og med at vi skal kunne matche markedet og markere os gennem personalepleje. Det er ikke altid lige til at forstå afgrænsningerne«.

»Vi er enormt afhængige af lokalcentret, og vi er afhængige af at centralforvaltningen sørger for gode ledere over os daginstitutionsledere, ledere som har respekt for os og udvikler os. Man glemmer ofte mellemledet. Hvis kommunen vil gøre noget ved at daginstitutionsledere kan opleves som utilfredse ledere, så er det et af de områder, de skal sætte ind på, at satse på lederens leder«, fremhæver Dorte Munk.

»Jeg glæder mig når lederne i lokalcentret er gode eksempler, eksempler til inspiration som jeg kan lære noget af. Og selvfølgelig når de giver os de redskaber og den viden vi har brug for i arbejdet«, indskyder Lorraine Warnock.