Lønsumstyring i U/U

Af Elisabeth Lockert Lange

Pengene bestemmer

Lønsumsstyringen på U&U er et faktum fra 2006. Konsekvenserne kan blive store for fritidshjem og klubber, især de helt små institutioner og institutioner med mange erfarne medarbejdere. §3 fællestillidsrepræsentant Marttin Christensen kalder det en farlig vej, som kan underminere normeringen og den pædagogiske kvalitet.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har vedtaget at der fra årsskiftet 2006 skal indføres lønsumsstyring på alle fritidshjem og klubber under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Den valgte model er en såkaldt gennemsnitslønmodel. Det vil sige at i stedet for den faktiske udgift til lønnen får institutionen udmeldt en gennemsnitsløn pr. medarbejder, institutionen er normeret med. Dette betyder at de institutioner, der har medarbejdere som samlet er »billigere« at aflønne end gennemsnitslønnen på hele området, vil have overskud på lønbudgettet. Og de institutioner, som har mange »gamle« og dermed »dyre« medarbejdere, vil have underskud. Alle medarbejdere vil selvfølgelig beholde deres nuværende lønninger, det er alene institutionens tildeling af ressourcer, der vil blive berørt.

Efter et temmelig turbulent forsøg med lønsumsstyring på et beskedent antal institutioner har politikerne i Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttet at indføre lønsumsstyring for alle fritidshjem og klubber under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

Forvaltningens officielle begrundelse er at lønsumsstyring giver mulighed for at øge det ledelsesmæssige og det økonomiske råderum. Sådan arbejder en moderne forvaltning ganske enkelt, er argumentet. At belutningen blev taget nu kan undre, da forsøget efter de faglige organisationers og de fleste institutioners vurdering burde have varet længere for at give et reelt grundlag for beslutning. Der var store problemer undervejs i forsøget, og meget lidt kan derfor udledes af det. Det vender vi tilbage til.

At lønsumsstyring giver nogle frihedsgrader til at bestemme, benægtes ikke, men der kan være risiko for at ulemperne overskygger fordelene, vurderer §3 fællestillidsrepræsentant for U&U institutionerne, Marttin Christensen. »Små institutioner og institutioner med mange erfarne og dermed dyre medarbejdere kan få store problemer. Der sker en skævvridning. Når jeg ser på hvad lønsumsstyringen har gjort ved en del institutioner i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, bliver jeg forstemt. Først og fremmest giver den et øget fokus på penge. Folk tænker mere og mere i kroner og ører og mindre i pædagogik. Ikke mindst ved ansættelser, hvor der ikke er råd til de erfarne medarbejdere, som institutionen måske gerne vil have og har brug for til at lave et pædagogisk kvalitetstilbud. Lønsumsstyringen giver også seniorpolitik svære vilkår. Efter ti års arbejde kan folk føle sig stavnsbundne. For hvor går du egentlig hen når du har en lang anciennitet?«

Vilkårligt straffet
Problemstillingen forstærkes af problemet med tomme pladser. Dem er der mange af på Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens institutioner, uden at det på nogen måde er fritidshjemmenes og klubbernes egen skyld. Der er bare ganske enkelt overkapacitet.

I Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen findes en to pct. regel, som sikrer at institutionerne ikke går fallit, hvis de har mange tomme pladser. Princippet er at institutionen kun bøder for de to første tomme pladser, ikke eventuelle efterfølgende. Reglen er måske indført i en erkendelse af at det ikke er institutionen selv, der bestemmer udbuddet af pladser og efterspørgslen.

»Sådan er det ikke i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen – der trækkes institutionen for samtlige tomme pladser. Og da der er stor overkapacitet ser man institutioner med 20-30 tomme pladser og i lange perioder. Og det er ikke deres egen skyld, det handler ikke om at de ikke er dygtige. For de kan ikke selv styre det, og de kan ikke gå ud og fiske børn fra andre områder. Det er tilfældigt hvem der bliver ramt, men de bliver alligevel straffet for det. På den måde bliver det konjunkturerne, der styrer om institutioner har over- eller underskud på budgettet, og dermed om de kan tilbyde børnene en pædagogisk god dagligdag, ikke om pædagogerne er dygtige. På landsplan får flere og flere da også øjnene op for at man ikke kan bruge denne styring«, lyder det kritisk fra Marttin Christensen.

Han har oplevet institutioner, som oparbejder et kæmpeunderskud på denne måde, et underskud som de trækker med i årevis. Institutionerne bliver betragtet som små virksomheder, som selv har ansvar for et underskud, men de kan intet gøre for at styre udbud og efterspørgsel. Hvis de var garanteret at de kunne styre det, så ville de også kunne skabe det efterspurgte ledelsesmæssige og økonomiske råderum.

Egenkapital opbygges
I praksis har overgangen til lønsumsstyring en tydelig konsekvens, nemlig at lederne naturligvis tænker virksomhed. Og de tænker egenkapital eller bufferpulje, som de kan tære på i dårligere tider.

»Og sådan en egenkapital har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens institutioner opbygget, et kæmpebeløb. Pengene er taget fra vikarpuljen og andre dele af den normering, som er beregnet til at passe børn. Det går ud over medarbejderne, som må arbejde mere. Desuden vælger nogle at bruge penge på legepladser og busser, det er også beløb som går fra den pædagogiske normering, fra lønbudgettet. Første år med lønsumsstyring ser vi at institutionerne sætter et pænt stort beløb af til en bufferpulje. Og pengene ser jeg kun kan komme et sted fra, nemlig lønbudgettet«, peger Marttin Christensen på.

En fordel han kan få øje på ved lønsumsstyringen er at de uforbrugte midler, de såkaldte tilbageløbsmidler, fx ved en ubesat stilling, kan bruges til fx løntillæg.

»Men hvis det sker på bekostning af den daglige normering synes jeg heller ikke det er en særlig god idé. Tværtimod ser jeg det som en farlig vej, som fører til underminering af den normering, som stadig ligger til grund for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens lønsumsstyring«.

Han er overbevist om at hvis man spurgte institutionerne hvad de helst ville, ville mindst 90 pct. bibeholde det de har.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har derimod ingen ulemper af lønsumsstyring, kun fordele, vurderer Marttin Christensen.
»For dem er systemet lettere at styre, de sender jo usikkerheden videre nedad. Tendensen gennem årene er tydelig, det man interesserer sig for er, hvordan man styrer økonomien, og hvordan man undgår uforudsete udgifter, dvs hvordan man som forvaltning slipper for de ikke styrbare udgifter. Og det er da genialt at lægge ansvaret for det ingen kan styre nedad i systemet. Desuden fjerner forvaltningen samtidig en masse administrativt arbejde fra sit eget bord, som fx reguleringer af budgetter «.

Direktionen har erkendt at systemet kan være et problem for de små institutioner, og de har lovet at man vil se på dette problem. Desuden vil man lave en overgangsordning, hvis kriterier endnu ikke er lagt fast, men hvis formål er at gøre overgangen blidere for institutioner med henholdsvis overskud eller underskud.

Druknede i problemer
Det to-årige forsøg, som ledte frem til beslutningen om lønsumsstyring druknede i tekniske problemer. Institutionerne nåede aldrig at komme ordentlig i gang før forsøget skulle evalueres. Naturligt nok kunne de ikke sige så meget.

Alligevel mente først forvaltningen og siden politikerne at grundlaget ikke var spinklere end at man uden problemer kunne træffe en holdbar beslutning ud fra det.

Straks efter evalueringen konkluderede forvaltningen at det bedste ville være den såkaldte gennemsnits lønsumstyring. Så det indstillede de til politikerne. Men politikerne krævede at institutionerne skulle høres først. Høringen viste en massiv modstand mod lønsumsstyring, først og fremmest begrundet i at forsøgsperioden havde været alt for kort, og at teknikken mildest talt ikke havde fungeret. De ønskede et års forsøg mere, før der blev konkluderet.

Institutionerne fik et år mere, men de fik ikke udsat beslutningen om at lønsumsstyring skal indføres. Den blev truffet med det samme, kun tidspunktet for indførelsen blev udsat med et år, og kun for institutioner som ikke har været en del af forsøget.

»Det er ikke hvad jeg vil kalde en ordentlig beslutning. Der blev ikke lavet en ordentlig vurdering af hvilken lønsumsstyring, der ville være den bedst egnede på området, alligevel besluttede man sig for gennemsnitlig lønsumstyring «, siger Marttin Christensen.