Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Lønsedler igen igen
Af Elisabeth Lockert Lange
Stadig mange fejl
Der er stadig masser af fejl i medlemmernes løn og lønsedler. Fejl som stadig ikke er rettet og som derfor troligt dukker op måned efter måned. De mange fejl giver også problemer med lønstatistikken og den efterfølgende efterregulering.
Accenture har ikke kun svært ved at udbetale den rigtige løn i rette tid til Københavns Kommunes ansatte, indberette korrekt skat for dem og beregne deres ferie og deres pension rigtigt.
De har også svært ved at finde de fejl, som alle andre har så utrolig let ved at få øje på. I dagpressen har de for nylig givet udtryk for at antallet af fejl nu er nede på 50. Hvordan de kommer frem til dette tal, står aldeles hen i det uvisse, men det er diametralt modsat LFS’ oplevelse af virkeligheden.
I skrivende stund dumper lønsedlerne ind af medlemmernes postkasse, og mange af dem ringer til LFS. For deres lønseddel er stadig forkert. Den er fyldt med samme type fejl, som sidste måneds lønseddel, og sidste måned og sidste måned igen.
Når Accenture opregner antallet af fejl, tæller de tydeligvis kun de fejl som er kommet til i den sidste måned. Men alle de fejl som de har lavet de forrige måneder er stadig ikke rettet. Men selv om de stammer tilbage fra sidste måned, er de stadig fejl i denne måned! De samme fejl går igen og igen måned efter måned, og de bliver ikke rettet. De viser sig stadig på både lønsedlen og på bankkontoen.
Ferieopgørelsen er en af dem, den står stadig i nul. Folk får stadig ikke deres rigtige løn, fx mangler mange den aftalte stigning for erfaring.
Og oven i det er der en hel del fejl som Accenture slet ikke selv har opdaget. LFS deltog i et afdækningsarbejde sammen med Økonomiforvaltningen og påviste i den forbindelse en stribe fejl, som Accenture slet ikke havde opdaget. Disse fejl dukker også stadig væk op igen og igen i medlemmernes lønsedler.
De absurde fejl i løn, pension, ferie og skat hver eneste måned er dybt irriterende for de ansatte. Men fejlene kaster også længere skygger og ikke ikke blot for medarbejderne i Københavns Kommune men for alle kommunalt ansatte.
Accenture har nemlig heller ikke indberettet korrekte lønoplysninger til Danmarks Statistik, og det går ud over den aftalte efterregulering af løn for alle kommunalt ansatte, når overenskomst 05 skal forhandles. Tallene er ganske enkelt ukorrekte.
Alle kommunalt ansattes løn efterreguleres på baggrund af den lønstatistik, som alle kommunale og amtslige arbejdsgivere har pligt til at indberette til. Og at Københavns Kommune har store problemer med at få fat på de rette tal at indberette kan jo ikke undre nogen.
Efterreguleringen skal sikre de offentligt ansatte mod at sakke bagud i forhold til de privatansatte. Reguleringen sker ud fra udviklingen fra august det ene år til august det næste. August var en af de allerværste måneder for Accenture med fejl i mindst en tredjedel af lønsedlerne blandt de 50.000 ansatte i Københavns Kommune. Og derfor vil statistikken ikke afspejle de reelle lønninger for kommunalt ansatte.